40 års jubilæum

postDen 1. august 1975 trådte jeg ind af døren på Post-og Telegrafvæsenets skole i Vester Voldgade sammen med en masse andre håbefulde unge mennesker. Her skulle vi de næste 3 måneder høre om alle postens regler, retningslinjer, paragrafer og køreplaner og meget meget mere. Det blev starten på 40 års arbejde i samme virksomhed – men ikke med samme arbejde. Jeg har gennem de 40 år prøvet mange ting – ikke alt har været lige spændende, men jeg har altid været glad for at gå på arbejde – og er det stadig 😉

24. juli 2015: Det er måske sidste indlæg på denne hjemmeside …

Egentlig har denne hjemmeside efterhånden udtjent sit formål. Jeg har brugt den til opdatering af begivenheder i et dagbogsagtigt format, men med brug af Facebook og Instagram er det faktisk ikke længere særlig relevant. Og så er det et gammelt program jeg bruger – MS Frontpage 2013 – som ikke længere udvikles og heller ikke er kompatibelt med W8 eller W10 som kommer lige om hjørnet. Jeg har overvejet om jeg skal konvertere det hele til fx en blog (WordPress eller Blogger) men det giver ikke rigtig mening.

Derfor kommer jeg til at nedlægge hjemmesiden og fortsætte på Facebook, hvor jeg også kan regulere hvem der kan læse mine opdateringer. Så må jeg leve med at Facebook sender mig annoncer og deler mine opdateringer med “hvem ved jeg” …

Det er næsten skræmmende …

I disse dage kører der en artikelserie i Politiken om dit digitale fodaftryk. Også Forbrugerrådets blad Tænk har kørt artikler om alle de digitale aftryk du sætter, når du bevæger dig rundt på nettet. Egentlig er det lidt skræmmende hvad de store søgemaskiner og virksomheder etc. ved om dig – og hvad de kan analysere sig frem til alt efter hvad du har søgt på og hvad du har set på. Snart ved de mere om dig end du selv gør …

Skal vi lukke grænserne til Europa?

I disse dage ser vi frygtelige billeder fra Middelhavet med synkefærdige skibe fulde af flygtninge fra Afrika og Lilleasien. Mange overlever ikke den farefulde færd over havet mod det forjættede land Europa. Et Europa der intet gør for at hjælpe, men lader stå til. Der er for mange flygtninges vedkommende ikke tale om flugt fra forfølgelse eller frygt for eget liv på grund af politisk overbevisning. Flygtningene ønsker blot muligheden for at få et bedre liv – så lad os da hjælpe dem med det og ikke lukke grænserne omkring Europa.

22. april 2015: Det er forår …

Solen skinner og de sidste store træer er nu fældet. Det har givet lys og luft … men det er nu lidt mærkeligt. Der er blevet meget åbent omme bag ved ud til stien, så jeg må se om ikke et hegn vil hjælpe på det.

Vi har haft en dejlig uge i det sydlige Tyskland og besøgt flere byer langs Romantischer Strasse – alle med gamle bindingsværkshuse og brostensgader – rigtig hyggeligt. Desværre var asparges sæsonen ikke begyndt endnu. Vejret har ikke været alt for godt så sæsonen var sent på den. Det har vi så til gode til en anden gang. Rothenburg og Quedlinburg var vel nok to højdepunkter – begge to meget spændende gamle byer med rigtig mange gamle huse bevaret og nænsomt renoveret. Og så kan Lüdde Brauerei i Quedlinburg anbefales – rigtig godt lokalt øl.

Gitte fejrede 60 års fødselsdag i Zoo og det var en dejlig dag, med gensyn af både mennesker og dyr. Og påskefrokost hos Inge & Niels var rigtig hyggelig – selvom det nok var første gang Niels har haft to hunde inde i stuen 😉

Centralpostbygningen er solgt

Det var så det. På TV2 og DR Nyheder fik vi her til aften nyheden om at hele komplekset i Bernstorffsgade og Tietgensgade er solgt til Danica og en amerikansk kapitalfond – pris 900 mio. kr. Det må da lune lidt i HC’s slunkne pengekasse. Der er stadig mange gamle postfolk, som husker de store overskrifter med Postterminalen og som husker “generaldirektoratet” der siden 1912 havde haft til huse i Tietgensgade indtil vi ikke længere havde en generaldirektør. Så blev det bare kaldt “hovedkontoret” og nu kaldes det i lidt mindre prosaiske vendinger blot “landekontoret”.

Under alle omstændigheder synes jeg det er rart med en afklaring. Så kan vi alle komme videre. Vi mangler så bare at få at vide, hvor vi så skal flytte hen – men det kommer nok i løbet af de næste par uger. Også den melding vil være godt at få.

Så faldt der brænde ned i Sundhedsstyrelsen …

Med ordene “Vi sætter fælles rammer og retning for sundheden – med fokus på borgere og patienter” fortæller Sundhedsstyrelsen om sig selv på deres hjemmeside. Omsider var der en minister med hård nok på brystet til at afsætte direktøren, som bærer ansvaret for de senere års skandaler. Man skulle jo næsten tro, at Sundhedsstyrelsen var til for at beskytte lægestanden mod patienterne, sådan som de har ageret eller rettere IKKE ageret på de mangle klager.

22. februar 2015: 10 års jubilæum …

For godt 10 år siden begyndte jeg at interessere mig for at lave hjemmesider. Det begyndte i det små med ønsket om at få en hjemmeside til gymnastikforeningen, som jeg selv kunne stå for – og så havde jeg også selv interesse i at få min egen personlige hjemmeside. Det var tanken at min hjemmeside skulle være platformen for min politiske karriere 😉 Som bekendt blev den politiske karriere kort og uden nævneværdigt resultat. Sjældent har jeg været med i et frivilligt arbejde som gav så lidt igen.

Men jeg bevarede min hjemmeside for den synes jeg var sjov at lave. Den har så været hjemsted for dagbogs agtige opdateringer i løbet af årene. Her har jeg skrevet lidt om årets  begivenheder og på en eller anden måde er den blevet mine “happy marbles”, så den er lidt svær at slippe igen. Et par gode opskrifter, dejlige billeder med gode minder og små fortællinger om hvor ferien har bragt os hen og lidt om jul og nytår og meget mere ….

Alt det der er med til at fastfryse tid og sted med minderne.

2. februar 2015: Kyndelmisse slår sin knude …

Man kan ikke lige sige det er vinter endnu, men det kan komme. Vi har før haft sne og frost til langt hen i marts og april. Jeg vil hellere have noget koldt og klart vejr med masser af sne end det her regnvejr med tåge og klam kulde. Men ellers går det godt.

December gik på sofaen – med benet oppe. En “voldsom senebetændelse – måske i kombination med et gigtanfald” i mit højre knæ satte mig godt og grundigt ud af spillet hele julemåneden. Heldigvis fik jeg den 23. december den 2. binyrebark indsprøjtning, og det gav en mærkbar positiv effekt, så jeg kunne gå rundt om juletræet, men arbejdsduelig blev jeg dog først 5. januar. Her var jeg heldigvis så rørig at jeg kunne køre bil igen, men trapperne voldte mig en del problemer – og gør det for så vidt stadig en smule – men dem træner jeg så på, når jeg er på job 😉

Juleaften blev holdt på Nørrevænget i år med en lille sluttet kreds. Flemming og Else var med, men vi måtte undvære Louise, Rasmus og Vitus, som holdt jul på Korpsvænget med Louises familie. Gitte og Søren holdt også jul med deres familie i år. Men Sofie & Michael og Marie & Thomas var med. Det bliver efterhånden svært at samle os alle sammen med alle de skiftende steder man skal være. Vi havde fx. taget lidt forskud på glæderne allerede den 22. december sammen med alle vore unger og Vitus 😉 2. juledag var vi til frokost på Frændevej, hvor Søren havde stået i køkkenet og lavet hjemmelavede sild og alt mulig andet godt … var det 18 forskellige retter vi fik? Dejligt og hyggeligt var det.

3. juledag var vi til “silde-gilde” med vores rejsevenner – med hjemmelavede kryddersnapse og selvfølgelig sild med mere. Keld og Pia havde lagt hus til. Lone kom uden stemme, men som aftenen skred frem og snapsene røg ned, så fik hun stemmen tilbage 😉 Ret så hyggeligt – og så kunne vi gå hjem.

Morgan og Vitus tog os endnu en gang med til Nytårsaften – denne gang hos Lone og Alan. Nu er de to drenge blevet lidt større og det var dejligt at se dem sammen. Det var som sædvanligt rigtig hyggeligt – og ganske stille og fredeligt. Drengene er stadig ikke til alt for meget fyrværkeri, så hverken Morfar eller Farfar havde købt raketter eller andet skyts – det ændrer sig nok med tiden 😉

Den 1. januar var vi inviteret til Flemmings fødselsdag om aftenen, og havde lige afleveret Vitus til hans forældre. Men i bilen på vej til Nørrevænget ringede Rasmus og sagde at han kom forbi med Vitus igen … for nu skulle Louise nok føde. Og ganske rigtigt. Få timer senere fødte Louise en dejlig lille pige – Luna – på Hillerød sygehus. En fin lille pige som slægter sin storebror på. Vi holdt Kirsten og Rasmus fødselsdag sammen og inviterede familien på besøg, så de kunne få lejlighed til at hilse på Luna. Lone og Alan kom også forbi så de kunne se det andet barnebarn. Ganske hyggelig dag, hvor Eira og Vitus legede rigtig godt sammen. Dejligt at se.

Min spansk undervisning startede igen her efter nytår og det er nu meget sjovt – men lidt svært. Det er vanskeligt at komme på skolebænken igen efter så mange års fravær. Og det der med lektier bliver altid i sidste øjeblik. Men det er nogle hyggelige mennesker jeg er sammen med, så det går nok.

Lone har holdt sin 65 års fødselsdag og fejrede sin folkepensionist status. Ikke at hun går på pension nu – hvad jeg heller ikke kan forestille mig hun nogensinde gør 😉 – men mere for at samles med venner og familie til en god snak over dejlig mad og vin. Hyggeligt at mødes med dem alle igen – både gamle kendinge og nye.