For godt 10 år siden begyndte jeg at interessere mig for at lave hjemmesider. Det begyndte i det små med ønsket om at få en hjemmeside til gymnastikforeningen, som jeg selv kunne stå for – og så havde jeg også selv interesse i at få min egen personlige hjemmeside. Det var tanken at min hjemmeside skulle være platformen for min politiske karriere 😉 Som bekendt blev den politiske karriere kort og uden nævneværdigt resultat. Sjældent har jeg været med i et frivilligt arbejde som gav så lidt igen.
Men jeg bevarede min hjemmeside for den synes jeg var sjov at lave. Den har så været hjemsted for dagbogs agtige opdateringer i løbet af årene. Her har jeg skrevet lidt om årets begivenheder og på en eller anden måde er den blevet mine “happy marbles”, så den er lidt svær at slippe igen. Et par gode opskrifter, dejlige billeder med gode minder og små fortællinger om hvor ferien har bragt os hen og lidt om jul og nytår og meget mere ….
Alt det der er med til at fastfryse tid og sted med minderne.