Kyllinge Pie ala Inge

Her er en nem opskrift på en pie – eller tærte om du vil – med kylling. Opskriften er til en stor og fyldig tærte, men du kan strække den til 2 tærter og stadig mætte 6 personer.

Ingredienser:
En pæn kylling på ca 1,2 kg eller ca 900 g kyllingebryst
250 g champignon
2 skiver kogt skinke
1 grøn peberfrugt
2-3 ruller butterdej

Sovsen laver du af:
50 g smør
3 spsk mel
1½ dl suppe
1½ dl fløde
Salt, peber og paprika

Sådan gør du:
Kog kyllingen helt mør – gerne sammen med en suppevisk. Eller kog brystfilletterne i hønsebouillion. Fjern skind og ben omhyggeligt og skær kødetet i små terninger. Rens champignon. Skær dem i tynde skiver. Skær peberfrugt og skinke i tynde strimler.

Sovsen laver du som en almindelig opbagt sovs, men den skal være meget tyk. Brug suppen fra den kogte kylling og spæd op indtil du får den rette tykke konsistens. Tilsæt fløde og krydderier. Smag til.

Kom fyldet – champignon, kylling, peberfrugt og skinke – i sovsen og rør grundigt rundt. Lad det hele simre lidt, men pas på den tykke sovs ikke sætter sig på bunden af gryden.

Find et tærtefad med høj kant eller to fade med lavere kant. For dem med butterdej og fordel fyldet i tærtefadet. Læg den sidste butterdej over som et tætsluttende låg. Prik huller i låget, så dampen kan slippe ud.

Efter ca 30-45 minutter i ovnen ved 200 grader har du de mest fantastiske kyllinge pies.

Velbekomme.

Skriv en kommentar