Så kom vi i gang med et nyt forrygende år – eller det håber vi det bliver. Endnu en gang skal der ske store omvæltninger i vores tilværelse og det glæder vi os efterhånden til. Nu kan vi nemlig se en ende på vores boligprojekt, der formentlig lander på indflytning en gang i maj eller juni måned. Så kan det være vi skal gå rundt i lidt byggerod, men der kan ske meget de næste måneder, hvis ellers vejret bliver varmt og tørt.

Kirsten har rundet de 70 år og det blev fejret i ro og mag med en skøn middag på Tante Maren i Farum. Her er altid godt at være og det var en hyggelig aften.

Midt i al travlheden med at få pakket, søgt om visum og blive vaccineret, blev det alligevel til en tur ind til Kongens København. Vi skulle selvfølgelig være med til at fejre den nye konge. Efter en masse skubben fik vi os placeret så vi næsten kunne se balkonen – men der var nu bedre billeder på mobilen. Sjovt var det og alle mennesker var glade og i feststemning.

Værløse Gymnastik fyldte 100 år i år og vi var inviteret til opvisning, reception og middag om aftenen. Sjovt at se mange af de gamle ansigter igen – og ikke mindst de mange glade børn og unge mennesker.

Den traditionsrige Silde KomSammen blev i år holdt hos os. Det gik rigtig fint og vi fik dejlig mad og der var nok af de våde varer.

Og så oprandt dagen ellers, hvor vi forventningsfulde med kufferten pakket og rygsækken fyldt drog af sted på den store tur til Tanzania. Der lå nu 14 dage foran os med safari og badeferie på Zanzibar – og hvilken tur blev det ikke – det var virkelig en fantastisk oplevelse. Her er lidt billeder, men vi har flere hundrede foto med gode minder fra nogle herlige dage med vilde oplevelser.

Ferien er slut og hverdagen har indfundet sig igen. Nu går tankerne mod Orangerierne, hvor de første er flyttet ind her i weekenden. Vi har været på visit hos Jette & Kim og det ser godt ud, så vi kan helt sikkert glæde os til det hele er færdigt.

Her er min opskrift på 16 grovboller, der kan lyse lidt op på en kold dag i januar måned. De kan holde sig friske i flere dage på grund af de chiafrø jeg har blandet i dejen. Chiafrø holder på ganske meget væske og er med til at bevare fugtigheden i bollerne. Prøv dem – de smager skønt.

Ingredienser:
30 gram gær
1 dl chiafrø
7 dl lunkent vand
2 spsk sukker eller akaciehonning
2 spsk olivenolie
2 tsk groft salt
100 gram havregryn
50 gram rugmel
150 gram grahamsmel
500 gram hvedemel
solsikkekerner
1 æg
blå birkes eller havregryn

Hæld chiafrø op i en lille skål og dæk med 3 dl lunkent vand. Lad stå og trække indtil frøene har “drukket” vandet. Det tager ca. 10-20 minutter.
Udrør gæren i 4 dl lunkent vand og tilsæt sukker/honning, salt og olivenolie.
Tilsæt nu havregryn og rugmel sammen med de opblødte chiafrø. Rør godt sammen.
Tilsæt grahamsmel og ælt godt. Kom hvedemelet i lidt af gangen og ælt indtil dejen slipper kanten af skålen.
Stil skålen til hævning lunt i ca. 1 time.
Slå dejen sammen og lav 16 boller. Dyp bollerne i solsikkekerner og stil dem med kernerne i bunden på en bageplade. Sættes til hævning i ½ time.
Tænd ovnen på over-under varme 220 grader.
Efter hævning pensles bollerne med sammenpisket æg og drysses med blå birkes eller havregryn.
Bages i ca. 20-30 min. indtil de er gyldne. Hold øje med dem de sidste 10 minutter.
Lad køle af på en rist inden du sætter tænderne i de lune og sprøde, sunde og saftige boller – gerne smurt med et godt lag koldt lurpakket smør.

Velbekomme.

Julen banker på og om få dage er det 1. december. Så starter vi med at lukke op for julekalendere både på papir og i TV – og for de heldige er der måske også en pakke hver dag indtil juleaften. Gamle sagn og skrøner fortæller dog om én person som ikke er så heldig, nemlig Jerusalems skomager eller Den Evige Jøde, som han også kaldes.
På samme måde som Jack med roelygten, går Jerusalems skomager hvileløst rundt på jorden, for Jesus har dømt ham til at vandre på jorden indtil verdens ende. Jerusalems skomager nægtede nemlig at lade Jesus hvile sig på hans dørtrin undervejs til Golgata. Og som staf dømte Jesus ham til evig vandring på jorden. Der er dog ét tidspunkt hvor skomageren kan hvile sig – og det er julenat. Ifølge sagnet skal man huske at tage sin plov ind julenat, for hvis Den Evige Jøde sætter sig på den, vil der ikke kunne gro noget i dens plovfurer mere. Men sådan er der så meget …

De store græskarmænd lurer ved snart alle hoveddøre. Den ene flotte udskæring efter den anden bliver oplyst af fyrfadslys. I morgen er det Halloween – en amerikansk tradition, som vi danskere har taget til os. Egentlig kommer Halloween fra et gammelt irsk sagn.

Sagnet handler om “Stingy Jack”, en mand som levede et alt andet end gudfrygtigt liv. Han både drak, bandede og sværgede. En gang var han i drikkelag med selveste Fanden og da han ikke ville betale for, hvad de havde drukket, fik han Fanden til at forvandle sig til en sølvmønt, de kunne betale med. Men i stedet for at betale, lagde han mønten ned i sin pung, hvor der også lå et kors. Derfor kunne Fanden ikke antage sin sædvanlige skikkelse. De indgik så en aftale om, at Fanden ikke måtte genere Jack i et år, og at han ikke måtte kræve hans sjæl, og så blev korset fjernet.

Året efter narrede Jack Fanden til klatre op i et træ. Da nu han var kommet op i træet, skar Jack et kors i stammen, så han ikke kunne komme ned igen. Det magtfulde kristne symbol var mere end han kunne forcere. Fanden ville selvfølgelig gerne ned, og måtte så atter indgå en aftale. Aftalen gik ud på, at Fanden ikke ville genere Jack i 10 år, og stadig ikke kræve hans sjæl.

En roe med Helvedes ild
Da Jack var død og stod foran Himmeriges port blev han afvist på grund af sin ukristelige livsførelse. Og da han henvendte sig i Helvede, blev han også vist væk på grund af sin gamle aftale med Fanden.
Men Fanden gav ham en lille stykke gloende kul, som kunne lyse for ham på vejen tilbage til Jorden. Det glødende kulstykke lagde Jack i en turnip – en roe – og med lyset fra denne må han nu vandre hvileløst om mellem himmel og jord – lidt ligesom Jerusalems Skomager. Øgenavnet “Jack of the Lantern” er blevet trukket sammen til Jack O-Lantern, der er det amerikanske navn på græskarlygterne, som i øvrigt har et irsk/britisk forbillede i lygter, lavet af fx roer eller kartofler.

Danske roelygter
Sagnet om Jack er det tætteste man kan komme på “Den Store Græskarmand” som vi kender fra Radisserne. “Græskarmanden” eksisterer ikke som et egentligt folketrosvæsen.
I øvrigt har vi – uden forbindelse til Allehelgen og uden reference til det irske sagn – i Danmark brugt roelygter, på en måde, der kan minde om græskarlygterne: til “uhyggelig” oplysning i efterårsmørket. Roelygterne kunne bruges til at skræmme naboer og venner – eller uvenner.

God fornøjelse og hyggelig uhygge 

Om få dage skriver vi august måned og det varer ikke længe inden børnene skal i skole igen. Det arbejdende folk skal igen i gang i trædemøllen og sikre at hverdagens mange gøremål bliver koordineret og effektueret. Jeg er også trådt ind på nye veje og kan nu kalde mig for folkepensionist. Der er endnu ikke så meget at koordinere eller effektuere, men her til morgen gennemgik vi lige kalenderen for august måned – og der er da pænt booket op med alskens gøremål. Men mon ikke det går. Her er lidt om de seneste ugers gøren og laden.

Maj måned sluttede med den planlagte ablation (hjerteoperation) og det gik helt efter planen. Alt ser ud til at være på plads og jeg har ikke mærket noget til uregelmæssig hjerterytme siden. Det regner vi så med holder – i hvert fald nogle år. Vi tog et par dage i sommerhuset og slappede af oven på operationen. Pia og Keld kom på visit. De var i nabolaget og vendte forbi til en meget hyggelig snak. Dejligt at mødes og få snakket sammen over et godt glas vin. I ugen efter skulle jeg igen indlægges, men denne gang var det på Herlev. Jeg skulle have fjernet et sår med basalcellekræft ved øjet ved plastik kirugisk indgreb. Det gik også fint og det er helet ret godt. Jeg skal passe på med solen, da den nye hud ikke er så glad for at blive solbrændt. Den kom i øvrigt fra min overarm, hvor jeg har et lille ar efter at de har taget noget af huden og sat op ved øjet. Utroligt hvad de kan.

Orange-mødet i juni var dedikeret til en rundvisning på byggegrunden med den nye projektleder Søren Kirk. Det var meget spændende og ret interessant. Vi så først på blok 1 og var oppe på terrassen så vi kunne se hvordan fællesrummet kunne blive. Dernæst gik jeg ned i en af de mindre lejligheder – en mangen til den vi skal bo i. Den var lidt lille – men heldigvis kom jeg i tanke om at vores ville være 10 m2 større. Det kunne man også se, da vi lidt efter gik over og kiggede på vores lejlighed. De var i gang med at renovere både blok 1 og blok 2. Den skimmelsvamp der var opstået skulle fjernes og alt skulle renses. Vi blev også lidt klogere på indretningen og valgte derfor at få fjernet nogle ekstra vægstykker som vi havde bestilt. Vi kunne se at det ville blive ret trangt og mindre fleksibelt med de vægstykker. Det betyder så også at vi skal have lavet om på det køkkenprojekt vi har gang i. Det skal vi til møde om en gang i næste uge. Så må vi se hvordan det går.

Den store ferie i år gik til Kalymnos i det græske øhav sammen med familien på Lånshøj. Det blev til 14 virkelig dejlige, varme og hyggelige dage med ren afslapning. Det var skønt at være tilbage på øen, som vi besøgte sammen med Marie for over 20 år siden. Der var sket rigtig meget i Massouri og Ameos, hvor vi boede – og så alligevel ikke. Vi kunne genkende mange af stederne, men der var kommet nye forretninger, restauranter og hoteller/studios. Stranden, vandet, solen og varmen var det samme – og det var skønt. Nu kalder hverdagen igen, og vi må se om ikke vi kan få den til at fungere.

Vi har brugt meget tid på at finde os tilrette i den nye lejlighed, som jo er en mellemstation og derfor ikke rigtig “vores hjem”. Men der er da kommet møbler ind, der er sat billeder op og efterhånden vænner vi os jo til, at det er her vi skal være de næste mange uger – indtil vi skal flytte igen til en ny lejlighed. Men helt nemt er det ikke. Heldigvis er kalenderen for de næste uger ret godt booket med gøremål, så det kan jo flytte opmærksomheden fra disse fire vægge og deres begrænsninger.

Intet varer evigt – alting forandrer sig .. det var ordene jeg sluttede det seneste større indlæg med. Og det må man sige holder stik. Siden 7. marts er vores verden blevet en helt anden end den vi havde forventet for godt 2 måneder siden.

Godt nok blev huset solgt, men dagen efter fik vi at vide, at entreprenøren bag vores nye byggeri var gået konkurs. Byggeriet lå bomstille og alle håndværkere havde forladt pladsen. Først ville sælger ikke give os de dagbøder som vi havde krav på i følge vores købsaftaler med begrundelse i at der var tale om en konkurs. Men efter mange skærmydsler fik vi en advokat pudset på sælger og det hjalp. Vi har nu fået at vide at vi får dagbøderne og at sælger har fundet en projektleder til at stå for færdiggørelsen af de fire blokke. Vi kender dog ikke noget til tidsfrister endnu – men det ser ud til at vi skal på den anden side af jul og nytår. Vi må vente på en tidsplan for færdiggørelsen og så bliver det spændende at se hvornår vi kan flytte ind.

Det har jo så også betydet at vi måtte finde en anden bolig efter 15. maj. Efter mange søgninger og forespørgsler hos ejendomsmæglere samt hos ejendomsadministratorer fandt vi et par egnede lejligheder i Bagsværd ikke langt fra hvor Gitte og Søren bor. Så vi tegnede en lejekontrakt for 12 måneder – minimums perioden – på en 3v lejlighed på Granvej i Bagsværd. Og her er vi nu installeret – med et depotrum i Måløv. Efter næsten 40 år på samme bopæl er det ikke småting man får samlet sammen – og den oprydning har været meget hård. Vi prøvede at sælge mange ting , men til sidst var det “garagesalg-kom-og-hent-det-du-vil-have” og ellers masser af kasser og poser til genbrugsbutikker og Spejderne i Farum. Det har været en voldsom omgang.

Oveni alt dette havde Gitte gået og skrantet lidt siden jul, men havde slået det hen som forbigående utilpashed. Til sidst måtte hun til lægen og få det undersøgt. Det viste sig at være kræft i et ret fremskredent stadie. Beskeden faldt som en bombe ikke bare hos Gitte og hendes familie, men også hos alle os andre. Efter flere undersøgelser måtte lægerne give den barske besked, at der desværre ikke var noget at gøre – der var kun smertelindring tilbage på palletten. Efter kort tids fremskreden sygdom sov Gitte stille ind den 20. april 2023.

Den korte periode med den erkendte sygdom og den bratte bortgang satte sig sine spor i os alle – i en i forvejen presset tid. Som om det ikke var nok gik min søster Else bort den 30. april 2023. Hun havde gennem de seneste par år kæmpet med kræftsygdom og levede også på lånt tid. Men uanset det, er det jo altid overraskende og sørgeligt når det sker. Jeg havde knapt fået vasket og strøget den hvide skjorte før den igen skulle bruges. Det var så den anden jeg bar ud af kirken indenfor 14 dage … lidt hård kost.

Jeg kan næsten ikke sige det, men jeg har også fået konstateret kræft – men den milde og ret banale hudkræft. Jeg har i et halvt års tid haft et lille sår ved øjet, som ikke ville læges. Det viser sig at være basalcellekræft – en ret ufarlig hudkræft. Men den skal jo behandles. Så nu venter jeg på en indkaldelse til plastikkirurgisk afdeling på Herlev, som skal skære det betændte sår væk og lappe hullet ved øjet. Lægerne regner det ikke for noget, så det gør jeg heller ikke.

Og skal vi lige tage den sidste dårligdom med. Min hjerteflimren er vendt retur og jeg har den nu hele tiden. Det er ret trættende og ubehageligt i perioder, men jeg er nu indkaldt til en operation – ablation – hvor man fjerner de celler i hjertet som fremkalder rytmeforstyrrelserne. Det er er lidt kompliceret omgang over 2-3 dage, men det skulle hjælpe så min hjerterytme bliver normal – og vedbliver med at være det. Det sker her sidst i maj måned. Men så må det også være slut med alle de dårlige beretninger.

Jeg skulle egentlig være startet på arbejde i Erhvervsstyrelsen pr. 1. maj 2023, men qua alt det ovenstående vurderede jeg, at min tid var bedre brugt sammen med min familie. Mine kommende arbejdsgivere var utrolig forstående og flinke. De gav mig endda mulighed for at sætte det hele i bero i et halvt år, men på det tidspunkt var situationen fortsat meget uklar, så jeg måtte takke nej. Jeg har nu valgt at gå efter folkepensionen – og så kan det være der viser sig et lille deltidsjob hen af vejen.

Vi har været lidt på landet omkring påsken og fået plantet flere buske og sat hegn op omkring terrassen. Det er blevet rigtig godt. Vi skal derop igen nu på onsdag og holde en forlænget Kristi Himmelfartsferie sammen med ungerne og Marie. Der er kommet lidt planter og ekstra ting med derop fra T39 – ting vi ikke kunne have her på Granvej.

Et festligt lyspunkt var Niels’ 70 års fødselsdag, som blev fejret med frokost på Hotel Pinenhus i Salling. En rigtig dejlig dag, hvor min søster Else også var med. Det var godt at se hende en sidste gang – men det vidste vi jo ikke det blev – godt det samme.

I dag har vi afleveret nøglerne til T39 til Sidsel og Oliver – et ungt par fra København – som nu får mere plads end de 39 m2 de havde i lejligheden til at boltre sig på. Godt for dem – de glædede sig rigtig meget til at få hus og have.

Nu starter så for alvor et nyt kapitel i vores liv. Et kapitel der ikke fik den smidige overgang som vi måske kunne have ønsket os, men vi må se fremad og få det bedste ud af det. Som det ser ud nu er det jo kun en kort periode vi skal være her, før vi kan vende tilbage til Værløse og Flyvestationen. Men mærkeligt er det nu alligevel.

Foråret forsvandt for os i de mange bump på vejen, men om lidt er sommeren over os og alting bliver lettere og lysere. Jeg håber vi kan nå derhen, at vi vil nyde de lange lyse nætter og lune dage vi helt sikkert vil få.

Der er en sprække i al ting – det er der lyset kommer ind ….

Så er huset solgt til overtagelse 15 maj .. et nyt kapitel begynder.

De mørke dage er på vej retur og vi går mod lysere tider. De kolde dage og nætter har endnu ikke helt sluppet taget i os, men her i de første dage af af årets første forårsmåned pipper erantis, vintergækker og krokus frem overalt. Det varer nok heller ikke længe inden vi ser de første hvide anemoner i den brune skovbund, som vil forvandle sig til et grønt hav med små hvide blomster.
I denne weekend er vi taget op i sommerhuset og nyder et par dage med fantastisk dejligt vejr og skyfri himmel. Venus og Jupiter har vist sig på den mørke aftenhimmel, men vi har ikke set noget til Nordlyset, som skulle være ekstra kraftigt og synligt i disse dage. Med en næsten fuld måne og en skyfri himmel samt bulder mørkt som det kun kan være på landet, har nattens udsyn været præget af millioner af stjerner. Man bliver pludselig meget lille under sådan en stjernehimmel, men på en mærkelig måde føler jeg mig også som en del af noget større. Tænk hvis der er en som mig derude et eller andet sted, som også stirrer op på de mange millioner af stjerner og tænker: Hallo .. er der nogen?

November måned gik med salg af alskens juleting. Det var ret sjovt. Nogle af tingene var der godt salg i og der blev pakket og sendt af sted til hele landet. Men man bliver lidt træt af det i længden, så nu har vi droppet det kræmmershow og vil hellere give tingene væk til dem der vil være glade for at få det. Kirsten har fået kontakt til en ukrainsk familie som vi tror kunne bruge noget af det vi ikke længere har behov for. Håber vi kan glæde dem og gøre deres liv lidt bedre.
Juletræet blev købt og pyntet den 2. december. Som sidste år stod det på terrassen og pyntede gevaldigt med lys på i de mørke dage. Det er lige før det er helt trendy. Der har været en del snak om, hvad man egentlig tager med ind i stuen, når man flytter juletræet indenfor. Det kan være insekter eller rester af sprøjtemidler som får lov til at hygge sig i den varme stue i hele december måned – eller længere tid – for nogle varer julen jo til påske.
Efter et COOP opfølgningskursus på Severin i Middelfart var jeg klar til at køre bestyrelsesarbejdet videre. Men på det sidste stykke af den fynske motorvej kort før Middelfart gav bilen mig det røde kort. Pludselig fortalte displayet at der var lavt dæktryk .. først en gang .. så to gange og til sidst bimlede og bamlede det med røde lys og advarselslyd: Stop bilen – du er punkteret!! Jeg kørte forsigtigt ind på nærmeste rasteplads og fik kigget på det dæk der skulle være punkteret – men det så fint ud – måske en anelse fladere end de andre. Så jeg listede det sidste stykke til Middelfart og fik ringet efter Dansk Autohjælp. De kom meget hurtigt og fik lappet mit dæk – det var ganske rigtigt punkteret. Et søm på ca 3 cm stod bag hele historien, men hvordan jeg har fået det op i dækket er fortsat et mysterium. Senere på dagen listede jeg hjem – “du må max køre 50 km og kun 80 km i timen” – det kunne jeg ikke holde, men alt gik godt.
Midt i december døde jeg et kort øjeblik mens jeg fik et stød i hjertet. Ind om morgenen, hospitalsskjorte på og op i en seng, blodprøver, EKG og så var jeg ellers klar til at få sat et venflon op til bedøvelsen. Over middag kom et team af læger og sygeplejersker og gav mig to store plastre på – et på brystet og et på ryggen. Ind med bedøvelsen gennem venflon og så sov jeg sødt .. indtil jeg vågnede kort tid efter – nu lettere om hjertet, der efter et stød havde fundet rytmen igen. Min atrieflimren var væk og jeg var fit for fight igen.
Juleaften holdt vi på Nørrevænget uden de små. Hyggeligt som sædvanligt. Det samme var frokosten på 2. juledag som vi holdt i Tornekrogen – det var vores sidste julefrokost på den adresse. Vi var der næsten alle sammen – Lånshøj var stadig i Ballum så de manglede. Der er nu også en tradition med 3. juledag i Jylland hos Nina og Claus i deres bofællesskab. Hyggeligt som vanligt selvom vi manglede Else og hendes familie. Desværre var Fritz, Susanne & Lars og Thomas & Pernille heller ikke med, så vi var en mindre flok end vi plejer at være. Nytårsaften var vi hos Lone & Alan sammen med Hanne og Kristian. Jeg stod for forretten i år, Alan for hovedret og Hanne for desserten. Al den festivitas sluttede af med Lunas fødselsdag den 1. januar, som vi selvfølgelig holdt på dagen. Vi fejrede dog også Kirsten og Rasmus inden vi tog til Sildefrokost hos Merete & Erik sidst i januar. Så er det vist ført til protokol.
Ellers har vi brugt januar og februar på, at kigge på køkken til vores nye bolig og på at holde Åbent Hus i Tornekrogen. Vi har nu været to gange hos Invita for at se på køkken og det har været en rystende oplevelse – det er vildt dyrt. Vi må se hvad vi kan få det ned på, for vi vil ikke købe et køkken til 280.000 kr. Nu må vi se om vi overhovedet får brug for et køkken. Netop i disse dage er der stor tumult omkring den entreprenør – Muffbyg – som står for byggeriet af Orangerierne. Han betaler ikke sine håndværkere og de har nu forladt byggepladsen og stævnet ham for et millionbeløb. Alt står stille på byggeriet og der står kun to tomme halvfærdige skaller på grunden. Der skulle gerne have været gang i 4 blokke, men der sker intet. Så vores planlagte indflytning til 7. april kommer ikke til at holde. Nu må vi se om Muffbyg får styr på økonomien eller om de må trække stikket. Under alle omstændigheder skal vi belave os på, at flytte i noget midlertidigt inden vi måske får nøglerne til vores nye bolig. Spændende tider .. I morgen er fristen for købers advokatforbehold og fortrydelsesfristen ved at udløbe, så vi har næsten solgt huset til overtagelse den 15. maj 2023 – og så er det slut i Tornekrogen 39. Det har været en lang og sej omgang med en køber som vi måtte sige nej til og så endelig denne nye køber. Vi håber der ikke er de store ting tilbage og at det hele falder på plads.
Og som om det ikke var nok, så har jeg fået arbejde pr. 1. maj 2023 hos Erhvervsstyrelsen. “Hvordan vil du nå alt det du skal?” siger Kirsten, der vist nok hellere så at jeg blev hjemme og bare gik på pension. Det er da rigtigt at der kommer til at være ting jeg ikke længere vil kunne nå i hverdagene, men nu skal det prøves. Jeg tror det bliver både sjovt og spændende – og hårdt bliver det sikkert også. Intet varer evigt .. al ting forandrer sig. Fortsættelse følger …

Kært barn kan have mange navne og vi plejer nu at kalde det for restemad. Det kan være lavet af rester fra dagen før eller bare af noget vi har haft liggende et par dage i køleskabet. Når du så om morgenen kigger i køleskabet og tænker på hvad vi skal have til middag, så falder dit blik måske på resterne og på de ting vi ellers har stående på køl. En ide tager form og så bliver det til restemad. Sådan gik det også i dag, hvor Kirsten spurgte: har vi ikke noget i fryseren til aftensmad?

For nogen tid siden købte Kirsten noget færdig skåret skinke som vi ikke fik brugt, så det kom i fryseren. Det blev så starten på en god gang restemad og her er opskriften:

200 gr skåret skinke (fra fryseren – det var et madspildskøb)
1 løg skåret i terninger (fra lageret)
en rest smør til svitsning af løget (dato overskredet en uges tid)
150 gr gammel cheddar revet fint (alt for gammel men god nok)
200 gr frisk lasagneplader skåret ud i strimler (dato overskredet en uges tid)
2 dl fløde (dato overskredet en uges tid)
masser af peber
salt efter smag

Sæt vand over til kogning af den friske pasta mens du skærer løg og svitser det. Put den skårne skinke i når løgene er klare. Lad skinken svitse lidt med. Tilsæt fløden og riv imens den gamle ost. Når fløden er på kogepunktet tilsætter du den fint revne ost og skruer ned for varmen mens du venter på at pastaen er færdig kogt. Lad pastaen dryppe godt af inden du svinger den rundt i gryden med skinke-ostesovs. Tilsæt masser af friskkværnet peber og smag til med salt. Lad det hele koge lidt ind. Pastaen får det hele til at tykne. Server med en frisk salat.

Nogle ville måske kalde det for Pasta Carbonara – men denne ret er uden bacon og æg. Og andre vil sige: Adrdr .. gammel mad. Men det var faktisk en utroligt velsmagende ret og så er der rester til dagen efter – mums.

Kom bare i gang med at tømme køleskabet for rester og sæt fantasien i sving – du kommer til at lave gourmetmad inden du ved af det. Velbekomme ..