De mørke dage er på vej retur og vi går mod lysere tider. De kolde dage og nætter har endnu ikke helt sluppet taget i os, men her i de første dage af af årets første forårsmåned pipper erantis, vintergækker og krokus frem overalt. Det varer nok heller ikke længe inden vi ser de første hvide anemoner i den brune skovbund, som vil forvandle sig til et grønt hav med små hvide blomster.
I denne weekend er vi taget op i sommerhuset og nyder et par dage med fantastisk dejligt vejr og skyfri himmel. Venus og Jupiter har vist sig på den mørke aftenhimmel, men vi har ikke set noget til Nordlyset, som skulle være ekstra kraftigt og synligt i disse dage. Med en næsten fuld måne og en skyfri himmel samt bulder mørkt som det kun kan være på landet, har nattens udsyn været præget af millioner af stjerner. Man bliver pludselig meget lille under sådan en stjernehimmel, men på en mærkelig måde føler jeg mig også som en del af noget større. Tænk hvis der er en som mig derude et eller andet sted, som også stirrer op på de mange millioner af stjerner og tænker: Hallo .. er der nogen?
November måned gik med salg af alskens juleting. Det var ret sjovt. Nogle af tingene var der godt salg i og der blev pakket og sendt af sted til hele landet. Men man bliver lidt træt af det i længden, så nu har vi droppet det kræmmershow og vil hellere give tingene væk til dem der vil være glade for at få det. Kirsten har fået kontakt til en ukrainsk familie som vi tror kunne bruge noget af det vi ikke længere har behov for. Håber vi kan glæde dem og gøre deres liv lidt bedre.
Juletræet blev købt og pyntet den 2. december. Som sidste år stod det på terrassen og pyntede gevaldigt med lys på i de mørke dage. Det er lige før det er helt trendy. Der har været en del snak om, hvad man egentlig tager med ind i stuen, når man flytter juletræet indenfor. Det kan være insekter eller rester af sprøjtemidler som får lov til at hygge sig i den varme stue i hele december måned – eller længere tid – for nogle varer julen jo til påske.
Efter et COOP opfølgningskursus på Severin i Middelfart var jeg klar til at køre bestyrelsesarbejdet videre. Men på det sidste stykke af den fynske motorvej kort før Middelfart gav bilen mig det røde kort. Pludselig fortalte displayet at der var lavt dæktryk .. først en gang .. så to gange og til sidst bimlede og bamlede det med røde lys og advarselslyd: Stop bilen – du er punkteret!! Jeg kørte forsigtigt ind på nærmeste rasteplads og fik kigget på det dæk der skulle være punkteret – men det så fint ud – måske en anelse fladere end de andre. Så jeg listede det sidste stykke til Middelfart og fik ringet efter Dansk Autohjælp. De kom meget hurtigt og fik lappet mit dæk – det var ganske rigtigt punkteret. Et søm på ca 3 cm stod bag hele historien, men hvordan jeg har fået det op i dækket er fortsat et mysterium. Senere på dagen listede jeg hjem – “du må max køre 50 km og kun 80 km i timen” – det kunne jeg ikke holde, men alt gik godt.
Midt i december døde jeg et kort øjeblik mens jeg fik et stød i hjertet. Ind om morgenen, hospitalsskjorte på og op i en seng, blodprøver, EKG og så var jeg ellers klar til at få sat et venflon op til bedøvelsen. Over middag kom et team af læger og sygeplejersker og gav mig to store plastre på – et på brystet og et på ryggen. Ind med bedøvelsen gennem venflon og så sov jeg sødt .. indtil jeg vågnede kort tid efter – nu lettere om hjertet, der efter et stød havde fundet rytmen igen. Min atrieflimren var væk og jeg var fit for fight igen.
Juleaften holdt vi på Nørrevænget uden de små. Hyggeligt som sædvanligt. Det samme var frokosten på 2. juledag som vi holdt i Tornekrogen – det var vores sidste julefrokost på den adresse. Vi var der næsten alle sammen – Lånshøj var stadig i Ballum så de manglede. Der er nu også en tradition med 3. juledag i Jylland hos Nina og Claus i deres bofællesskab. Hyggeligt som vanligt selvom vi manglede Else og hendes familie. Desværre var Fritz, Susanne & Lars og Thomas & Pernille heller ikke med, så vi var en mindre flok end vi plejer at være. Nytårsaften var vi hos Lone & Alan sammen med Hanne og Kristian. Jeg stod for forretten i år, Alan for hovedret og Hanne for desserten. Al den festivitas sluttede af med Lunas fødselsdag den 1. januar, som vi selvfølgelig holdt på dagen. Vi fejrede dog også Kirsten og Rasmus inden vi tog til Sildefrokost hos Merete & Erik sidst i januar. Så er det vist ført til protokol.
Ellers har vi brugt januar og februar på, at kigge på køkken til vores nye bolig og på at holde Åbent Hus i Tornekrogen. Vi har nu været to gange hos Invita for at se på køkken og det har været en rystende oplevelse – det er vildt dyrt. Vi må se hvad vi kan få det ned på, for vi vil ikke købe et køkken til 280.000 kr. Nu må vi se om vi overhovedet får brug for et køkken. Netop i disse dage er der stor tumult omkring den entreprenør – Muffbyg – som står for byggeriet af Orangerierne. Han betaler ikke sine håndværkere og de har nu forladt byggepladsen og stævnet ham for et millionbeløb. Alt står stille på byggeriet og der står kun to tomme halvfærdige skaller på grunden. Der skulle gerne have været gang i 4 blokke, men der sker intet. Så vores planlagte indflytning til 7. april kommer ikke til at holde. Nu må vi se om Muffbyg får styr på økonomien eller om de må trække stikket. Under alle omstændigheder skal vi belave os på, at flytte i noget midlertidigt inden vi måske får nøglerne til vores nye bolig. Spændende tider .. I morgen er fristen for købers advokatforbehold og fortrydelsesfristen ved at udløbe, så vi har næsten solgt huset til overtagelse den 15. maj 2023 – og så er det slut i Tornekrogen 39. Det har været en lang og sej omgang med en køber som vi måtte sige nej til og så endelig denne nye køber. Vi håber der ikke er de store ting tilbage og at det hele falder på plads.
Og som om det ikke var nok, så har jeg fået arbejde pr. 1. maj 2023 hos Erhvervsstyrelsen. “Hvordan vil du nå alt det du skal?” siger Kirsten, der vist nok hellere så at jeg blev hjemme og bare gik på pension. Det er da rigtigt at der kommer til at være ting jeg ikke længere vil kunne nå i hverdagene, men nu skal det prøves. Jeg tror det bliver både sjovt og spændende – og hårdt bliver det sikkert også. Intet varer evigt .. al ting forandrer sig. Fortsættelse følger …
Peder Sundgaard 