Skriverier fra 2007

21. december 2007
Det ser ud til, at vi når det hele. Småkagerne er bagt, ænderne ligger til optøning i køleskabet, flæskestegen er skåret og alle gaver indkøbt – men endnu ikke indpakket. Der mangler altså lidt endnu. men jul det er det – og den kan vi ikke løbe fra. Det bliver dejligt at holde nogle dages fri.

26. november 2007
Det er utroligt som tiden går. Folketingsvalget er overstået og en ny regering er allerede trukket i arbejdstøjet. Den første sne er faldet og der er mindre end 4 uger til Juleaften.

23. oktober 2007
Bilruderne er iset til om morgen nu og man kan tydeligt mærke, at vinteren nærmer sig. Det er koldt og de sidste sommerblomster falder nu for nattefrostens bid.

Det er egentlig utroligt så meget man kan huske … og så meget man kan glemme. Vi har vel alle en gang i vores pure ungdom sagt “Dette øjeblik vil jeg aldrig glemme” … og så nu, hvor du sidder for dig selv og skal prøve at genkalde de gamle erindringer … så kan du pludselig ikke huske den der helt specielle episode mere.

Jeg har lige siddet og kigget i et gammelt fotoalbum, og selvom jeg har taget billederne og skrevet en forklarende tekst til dem alle, så er der billeder, som jeg ville have forsvoret, at jeg har taget. Jeg kan simpelthen ikke genkalde mig lige netop den situation eller motivet. Så er der til gengæld andre billeder, hvor jeg den dag i dag kan huske en bestemt lugt eller en særlig følelse omkring. Billedet af mit hjemmelavede skakbræt … jeg ved lige nøjagtig hvordan det lugtede den gang i 1974 og jeg husker, hvor glad jeg var for det.

Der er meget langt til de varme dage i juni 1975, hvor HF ø fra Nørre Nissum Seminarium holdt afslutningsfest hos Lejf Vad. Jeg husker endnu Inges smittende latter, Toves milde væsen, Jyttes uudgrundelige skæve smil, Niels Jørgens blå MG med 1,8 l Rekord motor, Lejfs historier fra Australien og de syv verdenshave … og Erlings stifttand, der altid faldt ud når bajerne gik ind 😉 og lidt mere … men det er nok osse det. Tidens tand tærer på os alle – også på hukommelsen.

27. september 2007
Jeg var til “kampkogning” i Meyers Madhus i går aftes. En herlig oplevelse. I løbet af 6 timer fik mine kolleger og jeg lavet mad til os alle sammen under kyndig vejledning og i en herlig atmosfære, som sluttede af med indtagelse af de kulinariske frembringelser af mere eller mindre vellykket karakter – godt garneret med vine til.

4. september 2007
Juli og august er gået og har indskrevet sig i historiebøgerne, som den vådeste sommer i mands minde. Aldrig før har vi set så meget vand i haven, som i disse sommermåneder. Men planterne har nydt det våde vejr, og står friske og grønne endnu. September er ellers begyndelsen på efteråret. Gennemsnitstemperaturen vil formentlig ligge på omkring 12 grader og sidst på måneden vil vi måske kunne få natte frost. Vi får se hvad det underfundige vejr vil belaste os med.

Ellers har sommermånederne været brugt til fødselsdagsfester og arbejde, men har også budt på besøg fra Namibia. Rigtig hyggeligt. Vores sommerferie holder vi først nu i uge 35-36 og vi har den første uge været en tur på Bornholm. Dejlig ø med vidunderlige røgede sild … uhmmm: “Sol over Gudhjem” – en rigtig  himmerigsmundfuld og lidt til. Marie er vendt retur fra England og livet går sin vante gang.

26. juni 2007
Snart er der ikke flere rabarber eller jordbær i vore haver. Men hvis du har lidt af disse dejlige “sommerfrugter” tilbage vil jeg gerne dele en opskrift med dig.  Derfor får du her min opskrift på en Jordbær-rabarber kage.

        Jordbær-Rabarber Kage
500 gr. jordbær
500 gr. rabarber
180 gr. sukker
1 -2 tsk. vanillesukker
1½ spsk. kartoffelmel

100 gr. mel
100 gr. smør/fast margarine
50 gr. sukker

Gør jordbær og rabarber i stand. Snit rabarber i fingertykke stykker. Læg jordbær i et smurt ildfast fast med lidt kant. En tærteform med høj kant er fint. Drys de snittede rabarber over. Det gør ikke noget der er lidt top på. Det hele falder sammen under bagningen. Bland sukker, vanillesukker og kartoffelmel godt. Drys blandingen jævnt over jordbær og rabarber. Bland nu smulder-dejen – fx. i en foodprocessor. Dejen må ikke blive fast, men skal have en konsistens, så man kan smuldre eller strø den over jordbær og rabarber. Sæt nu fadet midt i ovnen og tænd på 200 grader. Bag nu til dejen bliver mørk og det bobler med rød frugtsaft i kanten af fadet – i ca. 45 min. Sluk for ovnen og lad eventuelt kagen stå 15-20 minutter ved eftervarmen. Pas på overfladen ikke bliver brændt.

Servér med koldt flødeskum eller creme fraiche mens kagen endnu er lun.

3. juni 2007
Så er det da vist på tide at få opdateret lidt på min hjemmeside, selvom verden næsten er af lave. En snotdum tilskuer til landskampen Danmark – Sverige fik sat sikkerheden på vores nationalstadion på dagsordenen – og fik sat dansk fodbold i nok det dårligst tænkelige lys overhovedet. Vi har ellers været kendte for vore “roligans”, men det image er nok forsvundet efter gårsdagens skandale.  Nu er jeg nok ikke den der ser mest fodbold i hverken TV eller “live”, men landskampen var man jo næsten tvunget til at se. Jeg har næsten ondt af alle de tilskuere, som fik en så ringe afslutning på kampen. Nu er verden jo ikke kun fodbold – heldigvis – og livet går videre.

Vi kom for en uge siden tilbage fra en dejlig tur til Great Malvern i “The Heart of England”. Vi havde endelig fået planlagt at besøge Marie, så vi med egne øjne kunne se det område, hun nu har boet i de seneste 8 måneder. Det er et dejligt sted. Vi ankom med solen torsdag den 24. maj og rejste hjem igen mandag den 28. maj i regnvejr. Men sådan er det jo. Det var ellers rimelig fint vejr alle dagene, men spredte byger ind i mellem. Søndag var det dog rigtig blæsende, vådt og koldt. “Bank Holliday Weather” som vores landlord så smukt omtalte det. Bredon House Hotel – et dejligt B&B, hvor vi overnattede – var en herlig ældre herskabsvilla fra 1820 med den mest vidunderlige udsigt over Severn Valley og The Cotswolds. Et dejligt sted at være – tæt på det sted Marie bor, tæt på Malvern Hills og tæt på byen. Det var fire dejlige dage. Ellers er maj gået med mange andre gøremål. Haven er blevet trimmet … nok ikke for meget, men det sidste grantræ er nu fældet og vi har fået plantet et par buske i hullet. Job og foreningsarbejde af den ene eller anden slags er det også blevet til i løbet af en hektisk måned. Som tiden dog går.

3. maj 2007
April måned forsvandt som dug for solen. En sol vi fik rigtig meget af. Marie var hjemme fra England en god uges tid omkring påske og det var jo meget rart. Den gamle Moster har været på hospitalet og blev ryg-opereret og svigermor har været indlagt hele måneden. Hun har nu fået indopereret en pace-maker og er kommet hjem igen i går. Så Kirsten har været på sygebesøg så godt som hver dag to steder – lidt af et rakkerliv, men sådan er det. Ellers har april været lidt hektisk med møder og afslutning på sæsonen i idrætsforeningen. To lørdage blev brugt på at møde frivillige idrætsledere rundt omkring i kommunen og samtidigt se på faciliteterne rundt omkring. Du kan læse og se meget mere på min Blogger-konto på www.pedersblog.blogspot.com. Her i slutningen af april måned ligger den årlige gymnastikopvisning, og det er altid en dejlig livsbekræftende dag.

23. marts 2007
Det var endnu en uge. Arbejde hver dag – møder hver aften. Det er godt man ikke har fire af den slags uger i rap. Heldigvis så er der da lidt pauser ind imellem. Nu kalder en uges ferie, hvor jeg håber vi kan få slappet af – selvom vi sikkert får rørt fodsålerne rigeligt, når vi traver gennem storbyens gader. Men der er ingen møder – ingen mail – ingen mobil – bare os selv, så det bliver dejligt.

14. marts 2007
Så røg snemanden af sted – sammen med blade, grene og andet haveaffald. Det er utroligt som man får samlet sammen i løbet af en vinter.

5. marts 2007
Forår – ja måske. Der ligger fortsat snedriver i haven og jeg har endnu ikke taget den gamle snemand ind i varmen. Der er ingen fare for at han smelter. Det skal hans polystyren-hjerte nok sikre. Det er nu ikke sikkert han overlever dette forår. De store genbrugspladser kalder og det er ikke utænkeligt at han ender som 2 watt energi i Vestforbrændingen.

22. februar 2007
Så kom sneen til Danmark og endda som snestorm. Meterhøje snedriver pynter nu gevaldigt i haven, som alt for længe har været grå og trist. Nu er græsplænen, buske og blomster dækket af det fineste hvide pulversne, der ligger sig som sukkerbjerge over det hele. Overfladen bliver kun brudt af fuglespor, der snor sig gennem sneen som tændstikmænd på tur.

20. februar 2007
Det er dejligt hele tiden at lære noget nyt. Ikke bare rent arbejdsmæssigt men også på hobby plan. Nu har jeg sørme også lært at lave web-iconer, så der kan komme et rigtigt lille billede i browser linien og på det bogmærke du laver til min side 😉

17. februar 2007
I løbet af de seneste 14 dage har jeg leget lidt med dette nye design. Et design jeg fandt på Andreas Viklunds hjemmeside. Det er en helt anden måde at arbejde med hjemmesider på end den metode, jeg brugte til den gamle side. Jeg er ikke sikker på, at jeg udnytter de muligheder der ligger i at anvende CSS, men det har været meget sjovt lege med. Nederst på siden er der et link til Andreas Viklunds hjemmeside, hvis du vil se flere af hans designs – han gør det ret godt, så kig forbi.

17. februar 2007
Hjemvendt efter to dejlige dage i Asnæs. Det er rigtig rart bare at tage af sted og hygge sig et par dage væk fra hus & hjem og alt det der følger med. Vi havde vores “lånehund” Mille med og hun nød det også sammen med Zap.

5. februar 2007
Så er der også RSS Feed på min hjemmeside. Det er da det mest utrolige man kan på det internet. Med RSS Feed kan du abonnere på udvalgte dele af min hjemmeside, så du kan få information om nye input på siderne. På samme måde som du kan abonnere på nyheder fra Børsen Online eller CNN … for bare at nævne to ;-). Det er faktisk ret sjovt at lege med.

3. februar 2007
Så foreligger resultatet og jeg kom desværre ikke ind. 413 stemmer var ikke nok, men det var trods alt 3,2 % af alle afgivne stemmer. Tak for det.

26. januar 2007
Hvordan går det med byggeriet af den idrætssal ude ved Søndersøhallen? Det er efterhånden lang tid siden de bankede pæle i jorden – for senere at tage dem op. Og nu sker der øjensynligt ingenting. Det er vigtigt at vi får den idrætssal bygget, så den står klar til sæsonstart i efteråret. Det vil lette presset på skolesalene i Værløse. Så kom nu i gang og få sat spaden i jorden.

6. januar 2007
Hvor er det sejt, Mette. Nomineret til en Bodil for bedste birolle i “Råzone”. Godt gået. Hele feltet til Bedste kvindelige birolle er :

Mette Riber Christoffersen i “Råzone”. Stine Fischer Christensen i “Efter brylluppet”. Bodil Jørgensen i “Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger”. Mia Lyhne i “Direktøren for det hele”. Sofie Stougaard i “Lotto”.

Det er noget af et felt at være oppe imod. Held og lykke.

1. januar 2007
Så gik det gamle år og 2006 har på mange måder været et ret specielt år. Marie blev student og drengene har hygget sig hver for sig i deres “verden”. Jeg blev 50 og fik samlet det meste af den dejlige familie til fest med Helle som “madmor”. Vi var på en suveræn ferie i Namibia i næsten 4 uger og som den sidste “fløj” Marie – i næsten bogstavelig forstand – fra reden. Hun startede som au-pair pige i England i oktober … og så blev der pludselig stille og “kedeligt” … synes Kirsten i hvertfald. Det er jo nok det sidste der har præget i hvertfald den sidste del af året: det at være 2 igen og lære at lave mad til to .. så der ikke er rester til hele ugen .. og købe ind til 2 … så vi ikke skal smide tingene ud fordi de når at blive for gamle inden vi får det spist .. og bare det at være 2 alene ….
Julen og nytåret er vel overstået og Marie rejser “hjem” til England her den 3. januar. Hun er meget glad for at være derovre .. og det er jo rart at vide. Juleaften blev afviklet på Nørrevænget, som havde besøg fra USA. Alan og Jodie var i Danmark sammen med deres to børn Gillian og Christian for at fejre dansk jul. “Cars .. cars … trucks …” Rigtig hyggeligt. 2. Juledag havde vi huset fuldt til middag og selv om vi var 19 fungerede det hele meget fint. Og Lilians cheesecake faldt i god jord … smagte næsten ligesom i Afrika 🙂 4. Juledag var vi til frokost i Skive med mine søstre og familie. Det blev en “ud & hjem” samme dag, men det gik fint. Rigtig hyggeligt at være sammen igen. Nytåret blev vanen tro fejret sammen med Alan og Lone, hvor vi hyggede os sammen med Hannah & Sofie samt Ida og Marie.
Nytårsfortsætter … det er jo noget mange af os prøver at gå ind i det nye år med. Jeg har ikke nogen – det skulle da lige være at bryde nogle vaner. Som Torben Wiese siger:

En vane er en ubevidst handling der gentages over lang tid, og mennesket finder tryghed i gentagelsen – det velkendte – vanen.
Udover de fysiske – de synlige – vaner, har vi følelsesmæssige og tankemæssige vaner som hver især indbyrdes har stor indflydelse på hinanden.
Udfordringen ved en vane, er netop at det er en vane – noget man ikke længere er bevidst om.

Eller som et kinesisk ordsprog:

“Vaner er først som et spindelvæv
– siden som et kraftigt tov”

Det kunne være man skulle forsøge at bryde nogle af de “dårlige – begrænsende” vaner man har tillagt sig gennem årene — og gøre noget nyt. Så hvis jeg skulle have et nytårsforsæt vil det være: Bryd de begrænsende vaner!

Godt nytår.

Synspunkter fra 2007

21. december 2007: Løst og fast på falderebet
Nørrebro Bryghus vandt slaget om øl til folket og 3F står med en rigtig dårlig smag i munden.  3F kæmper jo ikke imod Nørrebro Bryghus, men imod en “kollega”: Kristelig Fagforening. Jeg håber politikerne vil tage affære nu.

Her kæmper vi for en trafiksanering af Kollekollevej, som nu er på tegnebrættet, men endnu ikke besluttet. Håber det nye år skaber grobund for den rigtige beslutning.

26. november 2007: Nørrebro Bryghus – en farce uden lige
De seneste mange uger har Nørrebro Bryghus været blokaderamt af 3F. En fuldstændig grotesk konflikt i dagens Danmark. Der er organisationsfrihed og konflikten tjener bestemt ikke 3F til ros – tværtimod. Mage til betonkommunistisk og dogmebureaukratisk opførsel skal man lede meget længe efter.

Jeg håber virkelig at Arbejdsretten vil sætte en stopper for denne farce og sikre Nørrebro Bryghus – såvel ledelse som medarbejdere – nogle ordnede arbejdsforhold i fred og ro med omverden.

Det mest groteske er, at det slet ikke rører 3F, at man nedlægger en virksomhed og en masse arbejdspladser. 3F er ligeglade – bare de får en overenskomst.

Hold ud Kissmeyer & Co. – håber I vinder kampen.

23. oktober 2007: Historisk bredt forlig om budget 2008 i Furesø Kommune
Så blev budgettet for 2008 vedtaget af et næsten enigt byråd. Jeg håber at alle forudsætninger holder og jeg vil tilslutte mig borgmesterens afsluttende bemærkninger i budgettalen:

“Det budget, vi nu skal vedtage, peger fremad. Det faktum, at vi vedtager det i næsten enighed, peger
fremad. Jeg er overbevist om, at Furesø Kommune med de udviklingsmuligheder vi har – og på
trods af de økonomiske udfordringer, vi også har – er godt på vej til at skabe forudsætningerne for
at blive Nordsjællands perle, og jeg vil gerne invitere samtlige byrådskollegaer og borgere til at
være med til at realisere denne vision.”

27. september 2007: Et skrabet budget – en kommune under afvikling
En klog mand har en gang sagt: Enten er du under udvikling eller afvikling – der er ingen mellemløsning.

Jeg føler at Furesø Kommune er under afvikling.

Budgetforslaget for 2008 er blottet for nytænkning og nu har budgettet været ude i en 2. høringsrunde, hvor flere nye spareforslag er blevet luftet. Overalt ser der ud til, at være mangel på midler og sparekataloget er omfattende. Her er blot nogle eksempler på de spareforslag, der ligger på bordet i disse dage:

Ændre kommunale veje til private fællesveje
Spare på hjemmehjælpen
Sommerlukke svømmehallerne
Nedsætte Folkeoplysningsudvalgets rammebeløb til aktiviteter for børn og unge
Ændre miniklubber til Skolefritidsordninger – så man kan sætte prisen op
Lukke skolelandbruget
Lukke vuggestuer og børnehaver
Sælge museumsbygninger
Sælge Farum Musikhus
Sælge Farum Park
… og endelig ..
Stoppe alle anlægsopgaver på idrætsområdet i Værløse

Og så vil man bruge flere penge på fast etablering af den mobile skøjtebane ….

I mine øjne handler det om, at sikre mest mulig aktivitet & service til flest mulige borgere. Hvis vi mangler midler til at drive denne kommune, så må vi skære det væk, som gør os “fede”. Det kunne være en Farum Park og en mobil skøjtebane der skulle skæres væk, men det kunne også være en direktør eller to i forvaltningen, der røg sig en tur.

Jeg gad nok vide om man har hentet nogle rationaliseringsgevinster ved sammenlægningen eller om det er ligesom det europæiske cirkus mellem Strassburg og Bruxelles. Det handler jo også om, “work smarter – not harder”. Jeg håber man kan få opstillet et regnestykke over rationaliseringsgevinsten på et eller andet tidspunkt – for det må da være billigere at drive én kommune frem for to.

3. juni 2007: Nyt parti ser dagens lys
Det er snart en måned siden Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg præsenterede det nye parti “Ny Alliance” ved et velbesøgt pressemøde. Tjekker man partiets hjemmeside er de 20.000 underskrifter så godt som hjemme, og hvervningen af medlemmer går rigtig godt.

Med “Ny Alliance” er der kommet et friskt nyt pust ind i dansk politik. En fornyelse, som jeg håber også kan stå distancen under et Folketingsvalg til efteråret. Der er behov for en mere nuanceret vinkel på flere områder i dansk politik, hvor såvel De radikale som Dansk Folkeparti har fået alt for lang snor. Enten lefler man for tørklæderamte kvinder og slår Sharia-lovgivning hen som uskyldige ord eller også heiler man og sender folk hjem med eller uden faldskærm.

Hvad er der blevet af os danskere? Mon ikke vi skulle finde tilbage til rødderne. Finde de værdier som fx. Morten Koch, B.S. Ingemann, Mathilde Fibiger, Johannes V. Jensen og N.F.S. Grundtvig og mange andre danske mænd og kvinder har kæmpet for gennem årene. Smid Cafelatten ud og lad os finde hyldebærsaften frem. Drop det italienske brød og lad os få en hjemmebagt franskbødsmad med gammeldaws marmelade. Lad os finde den indre “dansker-røv” igen …

6. maj 2007: Støjplagen
Der skrives for tiden meget om trafikstøj og især diskuteres Vejdirektoratets plan for opsætning af støjværn langs Hillerød motorvejen. En plan der i sig selv måske kan være god nok, men måske ikke gennemtænkt.

Værløse Kommune har gennem mange haft en overordnet plan for Trafik & Miljø. I denne plan var der skitseret et projekt vedrørende Kollekollevej. Kollekollevej var ikke planlagt da man etablerede villaområdet i Værløse Øst, men pludselig forlængede man Ritavej og omdøbte den til Kollekollevej. Man anlagde en 4-sporet vej gennem villakvarteret til stor fortrydelse for de grundejere som uvidende herom havde købt bolig i området.

Efterhånden som årene er gået, er der kommet en voldsom trafik på Kollekollevej. Vejen er blevet en vigtig forbindelsesvej for alle der bor i Værløse, Ryget Skovby, Kirke Værløse og så langt ud som Ganløse og Søsum. Om kort tid vil også nye beboere på Flyvestationen bruge Kollekollevej som forbindelsesvej til motorvejsnettet og så bliver trafikken først rigtig slem.

Kollekollevej er fra Skovlinien og ud til Frederiksborgvej fortsat en 4-sporet vej – i lighed med Hillerød motorvejen. Ikke en gang Frederiksborgvej er 4-sporet .. heller ikke 3-sporet, men alene en bred 2-sporet vej. Det 4-sporede stykke Kollekollevej opfattes i den daglige trafik som en forlængelse af motorvejen. Enten er man lige ved at komme på motorvejen eller også er man ligge kørt ned fra den – og farten er derefter.

Farten er i sig selv farlig. Beboere i området med udkørsel fra Skolekrogen ved F24 tanken sætter dagligt livet på spil, når de skal krydse vejen i de hektiske morgentimer. Det er et under, at der ikke er sket flere uheld end der faktisk er. Cyklister har opgivet at krydse vejen i morgentimerne og tager derfor den “forkerte side” ud mod Frederiksborgvej – på trods af den etablerede “helle” i midterrabatten.

En anden kilde til bekymring er den øgende støjbelastning, som omgivelserne udsættes for med den stærkt stigende trafik. I parcellerne tæt på Kollekollevej har man ikke alene motorvejslarmen at forholde sig til, men derudover også larmen fra trafikken på Kollekollevej. Trafikstøjen er tiltaget voldsomt de senere år. Det forøgede antal biler gennem hele døgnet samt den høje hastighed er med til at give en kraftig stigning i trafikstøjen og er dermed med til at give en alvorlig miljøbelastning.

Alle indfaldsveje til Værløse er gennem de senere år blevet saneret – men ikke Kollekollevej. Det er på tide at politikerne og forvaltningen får øjnene op for denne mangel. Den gamle plan indeholdt en sanering af Kollekollevej, men nu læser jeg, at der skal laves en helt ny plan for Furesø Kommune. Der skal sættes nye undersøgelser i gang og inden vi får set os om, er der gået et par år. Inden man får sat beløb af på budgettet går der sikkert yderligere et par år og så …. så er jeg nok flyttet på landet … langt væk fra alle indfaldsveje og motorveje.

3. maj 2007: Fuglekvidder i villakvarteret
Forleden gik jeg mig en tur i villakvarteret hvor jeg bor. Jeg havde egentlig ikke forventet at høre fuglekvidder i betragtning tidspunktet. Både fugle og hundeluftere var gået til køjs inden jeg kom på gaden. Men det var trafikanterne ikke. Fra Hillerødmotorvejen kom den mest infernalske larm jeg længe har hørt. Jeg følte næsten at jeg skulle råbe højt, for at høre hvad jeg gik og tænkte på.

Min aftenvandring første mig ned langs Skovlinien og rundt om hjørnet op langs Skovgårds Alle. Også her var larmen fra motorvejen en meget markant støjkilde.

Vores soveværelsesvindue vender mod øst og der bliver ofte ganske varmt hen af morgenstuden, hvor solen bager på ruden. Men vi kan simpelthen ikke holde ud at have vinduet åbent på grund af larmen fra motorvejen.

Ikke nok med det. I det daglige får vi også støjen fra Kollekollevej lige ind på terrassen. Bevares, vi bor klods op af vejen med et ganske almindeligt hegn og lidt grønt imellem. Men støjen fra Kollekollevej er blevet markant højere i de senere år, i takt med den stigende trafik gennem Værløse.

Efterhånden er vi flere grundejere langs Kollekollevej, som tænker på at opføre et støjværn. Har du gode ideer til opbygning af et støjværn hører jeg meget gerne fra dig.

Jeg er kommet med i Støjgruppen – www.motorvejslarm.dk – og jeg håber at vi i denne gruppe kan være med til at holde politikerne til ilden.

23. marts 2007: Hvad dælen nøler I efter?
Du kunne forleden i VærløseNyt læse indtil flere indlæg i den nu genopstandne debat om en idrætssal ved Søndersø i Værløse. Debatten er efter det jeg kan få oplyst åbenbart skudt i gang igen ved, at Gitte Melchiorsen skulle have udtalt “at der ikke skal bygges en hal før behovene er undersøgt”.

Idrætslivet i Værløse har gennem flere år kæmpet for at få den idrætssal etableret, og endenlig blev der truffet beslutning og der blev sat penge af på budgettet. Først 15 mio. kr., så reduceret til 10 mio. kr. og nu er der kun 6 mio. kr. hører jeg. Jeg gad nok vide hvem der har været så naiv at tro, at man kan få meget idrætssal for 6 mio. kr. – men lad nu det ligge. Det er sikkert indgået i en eller anden politisk prioritering som ingen i dag vil vedgå sig ansvaret for.

Medlemstallet i idrætsforeningerne i ikke blot Værløse, men også i Farum, har været støt stigende de seneste år. I løbet af samme periode år har vi i Værløse fået indskrænket det gulvareal, som idrætten kan råde over. En tumlesal på den gamle Egeskole på Lille Værløsevej blev inddraget i forbindelse med at skolen blev til miniklub. Den lille gymnastiksal på Lille Værløse Skole er kun indrettet med ét omklædningsrum, hvilket begrænser aktiviteterne til enkelt-køns-hold. Festsalen på Syvstjerneskolen ligeså. Det samme er også tilfældet med gymnastiksalen på Egeskolen i Jonstrup. Salen er i øvrigt indrettet mere som et konferencelokale end noget andet. Og senest er Multisalen og lokaler på biblioteket i Værløse inddraget i forbindelse med etableringen af det nye kulturhus Galaksen. Alt sammen med til at indskrænke den gulvplads som idrætsforeningerne har så hårdt brug for.

Der har været ført mange og lange drøftelser i Værløse om mere kapacitet til at håndtere de mange aktiviteter på idrætsområdet. IF Værløse var gennem lang tid meget aktiv med henblik på at få lavet en multihal/opvisningshal – men en sådan har kommunen jo nu i form af Farum Arena. Derfor gik ønskerne de senere år i retning af en idrætssal med gulvplads – som er det reelle behov. Alle idrætsforeninger – for slet ikke at tale om voksenundervisningen – har et udpræget behov for mere gulvplads i form af en idrætssal. Det har gennem flere år været et meget markant ønske og der har været dokumenteret behov for det.

Med en idrætssal ved Søndersø ville vi kunne samle flere aktiviteter i de store klubber netop her og dermed give plads på skolerne til andre brugere. Udbygningen af Ryget Skovby og den befolkningsvækst vi ser i dette område underbygger også behovet for flere idrætsaktiviteter i området. Et behov der ikke kan tilfredsstilles med en gymnastiksal i Søndersøhallen alene. Der er behov for mere plads – en idrætssal.

I vores idrætspolitik og i den måde vi fører os frem på i offentligheden vil vi gerne fremstille Furesø Kommune som en idrætskommune beboet af sunde mennesker, der dyrker sport og i øvrigt er aktive & kreative borgere. Det harmonerer ikke rigtig med at vi nu begrænser samme borgeres muligheder for at dyrke motion i foreningsregi – i en idrætssal som der vitterlig er behov for.

Stor er min undren over, at projekt nu skal stoppes inden det er kommet i gang. Ud over den kortsigtede økonomiske hindring – som nogen naivt har lagt – kan jeg slet ikke se, hvorfor byggeriet af den idrætssal ikke burde gå i gang i morgen.

Jeg håber vi kan få sat skub i byggeriet igen. Der er virkelig ingen grund til at afvente hverken den ene eller anden undersøgelse – der er undersøgt så rigeligt i denne sag. Hvad dælen nøler I efter? … som Tordenskiold ville have sagt.

6. marts 2007: Sundhedsråd
Forleden var jeg med til et aftenmøde om etablering af et Sundhedsråd i Furesø Kommune. Et glimrende initiativ som jeg hilser med glæde. Jeg håber at vi kan få sammensat et råd med såvel eksperter som engagerede borgere, der vil kunne være grundstammen til arbejdet med sundhed her i kommunen.

Vores hverdag er præget af stor aktivitet og et hurtigt arbejdstempo. Det job vi nu en gang har valgt og de vilkår vi arbejder under har stor indflydelse på vore muligheder for at vælge et sundt liv og på vores valg af livsstil. Gennem viden og dialog om sundhed skal vi arbejde for, at sikre størst mulig samklang mellem det sunde liv og vore dagligdag – på såvel jobbet som hjemme.

Alle har en interesse i, at man hver dag kan yde sit allerbedste. Det kan vi når vi er sunde og raske og trives. Sundhed er en positiv egenskab ved den enkelte. Sundhed er den kraft og styrke, der sætter os i stand til at klare dagligdagens belastninger og udfordringer. Sundhed er meget andet og mere end blot fravær grundet sygdom. Det er ikke blot den unge men også den ældre medborger, der har gavn af en sund levevis – men alt hvad dertil hører.

Det er meget værdifuldt, at alle borgere tager ansvar for egen sundhed. Sundhed er ikke noget man kan tvinge folk til, men vi skal arbejde for at fremme sundhed, trivsel og arbejdsglæde blandt alle borgere. Arbejdet med sundhed skal være en naturlig del af hverdagslivet og vi skal arbejde for, at sundhed kommer ind med modermælken. Det skal være et gennemgående tema i hele opvæksten. Et gammel ordsprog siger:

“Hvad man i barndommen nemmer – man ej i alderdommen glemmer”

5. marts 2007: Et Ungdomshus mindre ..
Dagens første nyheder handlede om de sølvskinnende entreprenørmaskiner på Jagtvej i København. Ungdomshuset er på vej til at blive en saga blot. Jeg er ikke i tvivl om, at hele redeligheden bunder i en politisk fadæse af de helt store. Kortsigtede politiske og formentlig økonomiske overvejelser fik Borgerrepræsentationen til at sælge huset i år 2000 og nu syv år efter bliver huset revet ned. Et fristed for unge mennesker fra ikke bare Nørrebro, men fra Storkøbenhavn og det ganske land er ikke mere.

Mange mennesker vil nok ikke have den store sympati for de unge. Især ikke efter de voldsomme kampe, der har været i Københavns gader de seneste dage. Jeg har heller ikke sympati for de unge, som har taget sagen i egen hånd og tyet til vold. Den vold som de selv har sat regler op for, ikke må tages i anvendelse. Ønsker man at påberåbe sig nogle rettigheder i et samfund, må man også leve under samfundets normer og retningslinier. Det ligner ingenting at kaste med brosten mod andre mennesker. Sætte biler i brand og øve hærværk mod andre bygninger. Det hører ikke hjemme i et civiliseret samfund.

Jeg håber at volden stopper og at de unge vil gå i forhandling med politikerne .. og de støtter de trods alt stadig har .. for at finde en langtidsholdbar løsning. Hvis konflikten fortsætter i voldens tegn bliver alle tabere.

20. februar 2007: Kvickly kommer til byen ..
Så blev spændingen udløst. Vi får en Kvickly til byen. Efter sigende skulle den blive indrettet på en helt ny måde og man vil gøre meget ud af design, materialevalg og indretning. Den nye butik vil få egen slagterafdeling og vil fokusere på økologi samt have en del non-food varer som fx. tøj og elektronik. Det bliver spændende. Nu må vi så se om ikke COOP nedlægger SuperBrugsen og lader IRMA flytte ind i deres lokaler. Jeg kan dårligt tro, at der er plads til tre COOP butikker på Værløse Bymidte.

Forleden var vi i Galaksen for at se & høre Niels Hausgaard. Han forstår at spidde det gode borgerskab med munter finesse og der er ingen tvivl om, hvad han mener om Bush og krigen i Iraq. Han er god og bestemt et gensyn værd.

5. februar 2007: Trafik og sikkerhed – del 3!
Når du nu kommer i den mørke tid omkring Bymidten i Værløse … har du så lagt mærke til. at der ikke er lys i pilene på de der skilte, der skal vise vej til de tomme P-pladser på Bymidten? Man skal næsten helt hen til skiltet før man kan se hvilken retning der er optaget eller ledige pladser – til ret stor ulempe og til fare for andre bilister. Håber de får sat lys på pilene meget snart – men nu går vi jo heldigvis de lyse tider i møde.

24. januar 2007: Hvad er der med vejret?
Endelig fik vi lidt frost og sne og så pludselig er der pæne plusgrader igen. Jeg kan godt forstå der er noget der hedder: Det er helt hen i vejret – for det er det.

12. januar 2007: Trafik og sikkerhed – del 2!
Nu har jeg fået at vide, hvad alt det gravearbejde omkring Bymidten gik ud på. I al sin enkelhed handlede det om, at få brændt 2 mio. kr. af til et P-styringsanlæg. Nu kan handlende til Bymidten nemlig se, hvor der er ledige P-pladser – og konstatere at der næsten altid vil være optaget. Så er det jo godt, at der ikke er så langt til Farum Bytorv, hvor man næsten altid kan få en plads 😉

Skriverier fra 2006

4. december 2006
Valget til det nye Folkeoplysningsudvalg i Furesø Kommune er afsluttet – de eneste der endnu ikke var enige da jeg gik, var Folkeoplysningsforbundene. Som ventet blev jeg valgt ind i udvalget sammen med Mogens Daniel Bruun, Jørn Damm og Lisbeth Hoffmann.

3. december 2006
Hvor laver de dog dejlig mad på Lynge Kro! Moster havde inviteret til “jule-kom-sammen” og vi nød alle et par timer i Bondestuen på Lynge Kro med et righoldigt og meget velsmagende julebord. Alt hvad hjertet kunne begære af traditionelle juleretter var stillet frem på buffetten – og hvor var det godt. Meget velsmagende og veltiberedt .. og der var rigelig af det hele. En rigtig dejlig “hjemmelavet” oplevelse. Kaffen indtog vi her i Tornekrogen som afslutning på en rigtig dejlig dag. Og selvfølgelig var der “pakke-kalender” til de to ældre søstre.

25. november 2006
Sidste bustur er kørt og min karriere som guide er afsluttet 😉 Det har været to dejlige – men også hårde – lørdage, hvor jeg sammen med mange andre dejlige mennesker har guidet borgere rundt i Furesø Kommune. Alle guider fik et meget flot manuskript at tale ud fra, men vi har sikkert hver især krydret det med små anekdoter og andre røverhistorier.

15. november 2006
Furesø Idrætsråd har nu set dagens lys. På den stiftende generalforsamling blev jeg valgt til formand og jeg håber vi kan noget rigtig godt op og stå. Der er i hvertfald rigtig mange gode kræfter og intentioner bag.

8. oktober 2006
Afrika ….. Der er løbet en del vand i åen siden sidst jeg var inde og skrive her på siden. Vi har jo haft en kanon god sommer, hvor juli måned vil blive husket som en af de varmeste måneder i mange år. Midt i denne hede fyldte jeg 50 år og blev fejret på behørig vis. Hvis du har været på mit site, så har du måske kigget lidt i fotoalbummet som – råt for usødet – blev lagt på til grin og glæde for mange. Det var en dejlig måned. August kom pludselig med regn i stride strømme – så meget at august blev den vådeste i mange år. Som vejret dog arter sig! August blev også den måned hvor vi gjorde klar til den store Afrika-rejse. Vi drog af sted søndag den 27. august og var hjemme igen søndag den 24. september. Det var en stor oplevelse – Namibia er et land fuld af kontraster og store vidder.
Samme dag som vi kom hjem holdt vi “farewell” party for Marie, som nu er rejst til England som au-pair pige i Malvern, Worc. England.

Så nu sidder de to “gamle” tilbage og skal til at få en tilværelse som to til at fungere igen. Det bliver nu meget rart – men det er da lidt mærkeligt. Der er blevet masser af plads i såvel huset som i køleskabet. Pludselig skal man til at lave små portioner til to og rugbrødet når at mugne inden vi får spist pakken. Og så skal man også til at tænke lidt mere på, hvor meget man egentlig er alene. Når man går til møde sidder der jo kun én tilbage nu – der er ingen til at holde en med selskab!

Der er nogen der siger, at man skal nyde denne to-somhed mens man har den – for pludselig er der børnebørn at tage sig af. Det varer nok en del år endnu … forhåbentlig 😉

23. juni 2006
Sankt Hans står for døren og bålpladserne er parate til at tage imod gæsterne. Vi synger vort fædrelands vedmodige sange og holder de gamle hedenske traditioner i hævd – hvor er det smukt og dejligt.
Ilden drager .. nu som før. Der er nu noget helt specielt ved den levende ild og noget ganske særligt ved et stort Sankt Hans bål.

20. juni 2006
Vores sidste student er sprunget ud. Marie fik huen mandag den 19. juni 2006 og 3 år med slid og slæb, surt og sødt er slut. Der er dimission lørdag den 24. juni 2006, hvor den traditionelle køretur også foregår.

2. maj 2006
Det var så det – en sæson er gået, men en ny er allerede på vej i VGS. Allerede på torsdag har vi konstituerende møde i den nye bestyrelse. Ellers må jeg nok sige, at det har været et par hektiske uger her op til opvisningen. Der er altid mange ting at huske på og få gjort. Men alt klappede næsten som det skulle og søndag var en rigtig dejlig dag.
Nu lokker snart de hvide sandstrande og vi søger alle ud i naturen. De første tager snart på ferie, Roskilde Festival rykker tættere på og vores sidste student springer nok ud samtidigt med at vi får tændt Skt. Hans bålet.

15. marts 2006
Long time – no see … eller hvad er det man siger. Tiden er gået med mange gøremål. Arbejdet tager meget tid og så må der blive plads til alt det andet ind imellem. Opdatering af hjemmesiden er desværre en af de ting jeg må tage mig tid til ind imellem.

12. januar 2006
Det var da vist på tide at få fjernet det juletræ. Ellers er jeg travlt optaget af at male og gøre Thomas’ lejlighed i stand – og så er det Kirstens fødselsdag i dag.

2. januar 2006
Vi har nu taget hul på et nyt år.

Synspunkter fra 2005 & 2006

27. november 2006: Trafik og sikkerhed!
Kan nogen fortælle mig, hvorfor der bliver lavet små chikaner på vejene omkring Værløse Bymidte? Jeg er faktisk fortørnet over, at man kan spilde så mange ressourcer på at lave noget så unyttigt som disse generende midterrabatter. Man skulle hellere gøre noget ved trafikken på Kollekollevej. Kollekollevej er i flere trafikundersøgelser blevet udråbt til en farlig vej. Skolebørnene i Syvstjernedistriktet pegede i den seneste trafikundersøgelse på, hvor stærkt der køres på Kollekollevej og hvor farlig en vej det er. Der er i 2005 registreret 7 uheld hvor politiet har været involveret – heraf en med personskade i krydset Kollekollevej-Skolekrogen. Kunne pengene ikke været brugt bedre til trafiksanering af Kollekollevej? Lav den ensporet – lav en rundkørsel ved F24 tankstationen – sæt fotofælder op … eller hvad ved jeg. Et eller andet skal der gøres. Når vi kan finde penge til en rundkørsel ved Lejrvej – hvor der ikke er sket registrerede ulykker – hvorfor kan vi så ikke få en rundkørsel på Kollekollevej? Jeg håber ikke der skal mere blod på bordet inden der bliver gjort noget.

15. november 2006: Stor udvidelse af Farum Bytorv
Så skete det. Farum Bytorv har øjensynligt overhalet Værløse Bymidte indenom og sikret sig at Føtex kommer til Farum Bytorv .. og ikke til Værløse Bymidte. Det er dog utroligt at vi i Værløse ikke kan finde ud af det. Nu vil vi netop komme til at opleve et skifte i forbrugernes indkøbsvaner. Forbrugerne vil finde vej til Farum Bytorv, hvor de to kombattanter COOP og Dansk Supermarked vil overgå hinanden med gode tilbud i kampen om kunderne. Der er vel kun en ting der kan rede Værløse – vi må ha’ en BILKA 😉

Du kan i øvrigt læse mere på Furesø Kommunes hjemmeside, hvor du kan læse en analyse af detailhandelen i Furesø Kommune.

8. oktober 2006: Nyheder og alligevel ingeting
Når man sådan vender retur til Danmark efter 4 uger uden ret mange nyheder – hverken lokale eller globale – så tror man ofte at der er sket en frygtelig masse ting, mens man har været væk. Men det er sjældent tilfældet. Heller ikke denne gang.

22. juni 2006: Trafikstøj
Støjen fra Kollekolle vej er efterhånden ret plagsom. Som nabo til denne indfaldsvej er man dagligt generet af de mange biler der efterhånden kører frem og tilbage – næsten døgnet rundt. Hastigheden er en del af problemet. Jo højere fart – jo mere støj. Men belægningen er også en væsentlig faktor. Forleden var jeg en tur på Vigerslevvej i Valby. Her har man fra jernbanebroen ved Hvidovre og op til Valby Langgade lagt noget støjsvag asfalt på. Det var virkelig til at høre forskel. Bilerne støjede næsten ikke. Det burde man også gøre ved Kollekollevej – samtidigt med at hastigheden skulle nedsættes til 50 km.

2. maj 2006: Varehus på Bymidten
Skal det være – så gør det rigtigt. Lad os få et varehus på bymidten og få tænkt de rigtige tanker ind i projektet fra starten. Borgermødet den 23. maj giver mulighed for at få en god snak om det nye byggeri..

28. april 2006: Tak til Finn Andersen
En af Værløse Kommunes mest markante skikkelser på idrætsområdet har takket af efter 34 års tjeneste. Fritidsinspektør Finn Andersen gik med udgangen af april måned på pension. Vi har alle utrolig meget at takke Finn for. Finn har haft en finger med i spillet ved alle væsentlige idrætsbygninger i Værløse Kommune. Han har utrætteligt talt idrættens sag hvor end han kom hen og for VGS har han været en uvurderlig støtte gennem årene. Jeg kommer til at savne dig Finn – held og lykke med dit nye liv.

20. april 2006: Så kom foråret
Hvor er det skønt. Nu kan vi komme ud i haven.

16. marts 2006: Mens vi venter på foråret
Så kan det da ikke vare meget længere. Nu må armene snart i vejret for alle os der bor i Værløse. Det nye kulturhus skal snart indvies. Vi får en rigtig dejlig idrætsssal ude ved Søndersøhallen. Vi har fået solgt Hasselhusene og det sidste stykke jord op til skoven og golfbanen er på vej til byggemodning. Vi får et stort supermarked på Bymidten. Der bliver bygget ældreegnede boliger på Skovlinien og øllet flyder i rigelige mængder på Skovlyst. Hvor er det dog dejligt at bo her.

30. januar 2006: Ytringsfriheden er under belejring
Sjældent har jeg set magen til farce. På grund af 12 ret uskyldige tegninger af profeten Muhammed i JyllandsPosten den 30. september 2005, trues danske statsborgere nu på livet. Dannebrog bliver brændt af og danske produkter boykottes i store dele af den arabiske verden. Hvad er det dog for en uciviliseret opførsel.
Nu skal den danske stat stå fast. Vi må ikke lade os kue af mellemøstlige despoter, der lader deres tilbagestående middelalder-samfund øve pression mod ytringsfriheden. Den ytringsfrihed som vi i generationer har kæmpet for at få – og som man endnu ikke har i mange muslimske lande styret af gammeldags religiøse autoriteter.
Skal vi gå på gaden og brænde Saudiske flag af? Skal vi stå og trampe på den egyptiske fane? Hvad ligner det … i dag anno 2006 … er verden virkelig ikke kommet længere.
Stå nu fast – ytringsfriheden er mere værd end Arlas hvide ost og de hallal slagtede kyllinger.

16. november 2005: Borgerligt styre de næste fire år
Efter en lang nat med forhandlinger på rådhuset i Værløse endte det med en borgerlig konstituering mellem Venstre og Konservative. Med vore i alt 13 mandater har vi flertallet i Furesø Kommune og vælgerne har helt klart givet Jesper Bach opbakning til “four more years”. Socialdemokraterne fik et særdeles godt valg, men altså ikke nok til at udfordre den borgerlige fløj – end ikke med hjælp fra andre partier. SF fik de ventede to pladser. Radikale er nu nede på én med Henrik Nord som repræsentant. Kurt Bork Christensen kom ikke overraskende ind som den eneste fra Furesølisten. Enhedslisten kom ind med Øjvind Vilsholm og endelig kom Peter Brixtofte ind. God arbejdslyst til alle.

13. november 2005: Sæt kryds med mod og omtanke
Tirsdag den 15. november skal du sætte et kryds ud for den kandidat eller den liste, som du vil give din stemme. Det er et vigtigt kryds. Det gælder ikke kun de næste fire år. Dit valg vil sætte sine spor i kommunens fremtidige historie. De mennesker du stemmer ind i den nye kommunalbestyrelse skal træffe en lang række meget vigtige beslutninger om, hvordan Furesø Kommune skal drives fremover. Beslutninger som vil berøre børn, unge og ældre. Det vil berøre de stærke og de svage i samfundet. Det vil berøre hele kommunens fremtid. Din og min fremtid – her hvor vi lever og ånder. Du skal derfor sætte dit kryds med mod og omtanke. Mod fordi du kan vælge mellem mange rigtig gode kandidater – nye som gamle, og mod fordi du måske vil skifte gamle kendinge ud med nye koste. Omtanke fordi valget er vanskeligt og det kun dig selv og din overbevisning der skal afgøre dit kryds, og omtanke fordi valget har så stor betydning i mange år fremover. Du skal træffe et personligt valg som kun du kan tage ansvaret for, men med din stemme bringer du dette ansvar videre til din kandidat. Det er så op til din kandidat at forvalte din stemme med ligeså meget mod og omtanke, som du har lagt i processen. Stem på dem, der har modet til at skabe sammenhæng og er villige til at tage et personligt ansvar. Stem på Konservative og gerne personligt. Held og lykke til Furesø Kommune og godt valg til alle.

3. november 2005: Hvem slår græsset på Flyvestationen?
Alle taler i disse dage meget om, hvad der skal ske med Flyvestation Værløse. Hvad skal området bruges til? Hvad skal hangarer og andre bygninger indeholde? Hvor skal der bygges – hvis der overhovedet skal bygges? Skal Perimetervejen bruges til gennemgående trafik? Hvad skal fredes?

Danmarks Naturfredningsforening har fremsat forslag om fredning af en meget stor del af området på Flyvestationen. Der er meget smukt på Flyvestationen og der er meget bevaringsværdige naturområder, som skal beskyttes. Men jeg ved ikke lige hvorfor 3 km landingsbane skal fredes ..!

I gamle dage gik der flere veje gennem området. Terrænet var en smule mere kuperet og der var flere engdrag og moseområder. Hvis du vil se hvordan der så ud omkring århundredskiftet så kig ind på www.kms.dk og find de historiske kort over området. Her kan du på samme billede se, hvordan området så ud for 100 år siden og hvordan det ser ud i dag.

I dag er Flyvestationens naturområder for store deles vedkommende en ”holdt” natur. Den er blevet passet og plejet gennem mange år af medarbejdere på Flyvestationen. Græsset er blevet slået og træer er blevet fældet. Bestanden af dyr, fugle og andet vildt er blevet reguleret gennem jagt. Og alt sammen på Forsvarets regning. Det er slut nu. Det er fremover Furesø Kommune der skal stå for denne landskabspleje – og det er ikke billigt.

Vi skal ikke springe på fredningsvognen her og nu. Vi skal tænke os grundigt om. Lad os nu få lidt ro på og lade en ide- og høringsproces blandt borgerne komme med input til, hvad vi skal stille op med området. Der skal være plads til alle. Både dem der elsker natur og dem der gerne vil bo i en grøn kommune – og tæt på naturen. Vi kan sige nok så mange gange at området skal bevares – men det nytter ikke noget, hvis vi ikke har pengene til det. Hertil kommer at der skal bruges penge til oprensning af gammel forurening – som vi i øvrigt ikke kender omfanget af. Hvem der i sidste ende skal betale for denne oprensning henstår endnu i det uvisse.

Der er mange forhold vi skal tage i betragtning når vi taler om udnyttelse af Flyvestationen – og beslutningerne må ikke træffes i løbet af de sidste dage op til kommunalvalget. Der er god tid til det. Forsvaret rykker først ud en gang i 2009. Derfor er dit kryds den 15. november vigtigt. Du skal stemme på det parti, der har modet til at skabe sammenhæng – og tålmodigheden til at vente på den rigtige beslutning. Stem på De Konservative den 15. november 2005 og gerne personligt.

30. oktober 2005: Tid til fornyelse og omtanke
Under en valgkamp lover politikerne både det ene og det andet – og desværre ofte mere end virkelighedens politik kan holde til. Under det seneste vælgermøde i Hareskov blev der også lovet en masse om borgerinddragelse, dialog, folkeafstemning og meget mere. Gamle slagord og teorier blev hevet op af hatten i mere eller mindre troværdige versioner. Jeg synes vi har en oplagt mulighed for at få fornyelse og en unik chance for at lære af hinanden. Værløse kan lære om arbejdet med integration og jobgaranti og Farum kan lære om økonomisk mådeholdenhed og styring af budgetter. Vore to kommuners forvaltninger er i disse uger ved at kortlægge, veje og vurdere de forskellige processer vi har. Jeg mener ikke vi bare skal tage det bedste fra de forskellige processer og så køre videre. Vi skal tage os tid til at tænke os om en ekstra gang og hente inspiration fra andre sammenbragte kommuner. Det er jo ikke sikkert at vores bedste bud er den optimale løsning. Sammenlægningen af vore kommuner skal give fornyelse, ny energi og drivkraft. Jeg vil kæmpe for at få den værdiskabende fornyelse vi trænger til, men også kæmpe for at bevare den solide tradition hvor det er nødvendigt. Hjælp Konservative og dig selv med at give Furesø Kommune den bedste start. Stem på liste C den 15. november og gerne personligt.

22. oktober 2005: Furesø Kommune – et bydels samfund
Efter 1. januar 2007 er der kun én kommune – men den er til gengæld opdelt i mange flere bydele. Sådan er det også i dag. Værløse området har flere næsten selvstændige bydele: Hareskov, Jonstrup og Kirke Værløse for bare at nævne de mest markante. Det samme er tilfældet i Farum og i årene fremover kommer der flere til. Farum Nordby og Nordlejren på Flyvestationen er de næste på vort kommunale bydelskort. Som det er tilfældet i dag vil græsrodsbevægelser, foreninger og andre interesseorganisationer gøre deres indflydelse gældende på den lokalpolitiske skueplads. Her skal vi som politikere være lydhøre overfor de særinteresser hver bydel gerne vil have fremmet – og vi skal først og fremmest give rum og mulighed for, at bydelen kan udvikle sig til gavn og glæde for de lokale beboere. Vi skal ikke sætte folkestyret ud af kraft, men støtte de mennesker der vil tage et personligt ansvar. Furesø Kommune med forvaltning og politikere skal ikke være et fjernt bureaukratisk palads. Furesø Kommune skal være nærværende og i tæt dialog med borgerne. Kun derigennem kan vi sikre en åben og demokratisk proces, som skal lede os frem til at blive Nordsjællands foretrukne bopæl. Med bevidstheden om at Furesø Kommune består af mange bydele med egne interesser vil jeg arbejde for at skabe lige muligheder og vise respekt for forskelligheden. Kun derigennem får vi ægte dialog og medbestemmelse.

16. oktober 2005: Vi er klar !
Under denne overskrift fører Jesper Bach og Lars Carpens sig frem i helsidesannoncer i vore lokale aviser. Man kunne undre sig over, hvad de egentlig er klar til. Er det til den interne magtkamp om, hvem der måske skal sidde på taburetten? Eller er det klar til at takke af? Jeg håber på det sidste. Der har været skrevet om, at Konservative ikke har ført sig frem med de store overskrifter. Efter min opfattelse er det ikke tid til de store overskrifter nu. Vi har set nok tilfalmede fakkelmænd og forsmåede politikere. Vi har set nok til lokale lykkeriddere med rustne meninger og bedagede uniformer. Nu skal vi se fremad og trække i arbejdstøjet for at skabe en levedygtig og fremgangsrig Furesø Kommune. Vi skal sikre en stabil drift og en god økonomi, som basis for vore aktiviteter i de kommende år. Og så skal vi forstå at udnytte de muligheder vi har fået med Flyvestationen. Den vidunderlige natur, de mange bygninger og de lange start- og rullebaner skal udnyttes bedst muligt. Infrastrukturen skal opbygges så området naturligt falder sammen med de eksisterende bydele – og meget mere. Vi Konservative vil ikke udstede blanco-checks eller luftige valgløfter. Vi vil først og fremmest sikre, at Furesø Kommune reelt bliver bæredygtig – og den opgave er vi klar til at gå i krig med. Så derfor skal du uden de store overskrifter stemme Konservativt den 15. november – det er din personlige og sikre stemme der tæller.

10. oktober 2005:
Indtil videre er der 13 lister opstillet til det kommende kommunalvalg. Langt flere end vi er vant til at se. Jeg kan godt forstå at mange borgere ryster på hovedet og ikke kan se fornuften med det hele. Rigtig mange mennesker har i det seneste år fået politiske ambitioner af den ene eller den anden grund. Det tegner jo godt for demokratiet, men knap så godt for styret i den nye Furesø Kommune. Mange kokke fordærver maden – siger et gammelt ordsprog, og jeg tror at dette kan overføres på lokalpolitik. Jeg håber at borgerne bevarer fatningen og stemmer med fornuft og følelse. Med fornuft fordi vi skal have et effektivt styre de kommende 4 år og med følelse fordi vi skal have de “rigtige” mennesker til at lede os gennem processen.

25. september 2005:
En af mine mærkesager er Natur & Miljø og under dette hører også trafikstøj. Os der bor langs Hillerød motorvejen ved hvad trafikstøj er. Den vedvarende summen som på en sensommeraften ødelægger den hyggelige stemning på terrassen, hvor havefaklerne kaster deres gyldne skær. En gang imellem har man lyst til at flygte langt væk.

Jeg bor langs Kollekollevej og her er trafikstøjen også slem. Den er blevet værre år for år. I takt med udbygningen af Ryget Skovby og nu byggeprojekterne på Flyvestationen, vil trafikbelastningen stige på Kollekollevej – og dermed også støjniveauet. Som den eneste indfaldsvej til Værløse er Kollekollevej fortsat to-sporet tværs igennem et villakvarter, hvilket jo heller ikke gør støjniveauet mindre. Høj fart giver også mere støj.

Der er virkelig brug for at vi gør noget ved trafikstøjen, der er stor belastning for alle os der bor i området. Hillerød motorvejen må kunne belægges med den særlige støjsvage asfalt og man må kunne sætte en ny hastighedsbegrænsning op så trafikstøjen totalt set bliver mindre. Støjskærme skal også vurderes.

Kollekollevej skal saneres. Jeg mener at vi skal lave en rundkørsel ved Q8 tanken på Kollekollevej og i øvrigt gøre vejen en-sporet i begge sider ind mod Værløse. Det vil nedsætte hastigheden og det vil også have en effekt på støjniveauet. Rundkørslen vil også øge trafiksikkerheden på dette ellers meget farlige sted. Se den lille skitse jeg har lavet over rundkørslens placering herunder.

Dette er blot nogle af de forhold jeg gerne vil ind og have indflydelse på i den nye kommunalbestyrelse.

18. september 2005:
De igangværende budgetforhandlinger i Værløse levner ikke meget politisk råderum i de kommende år. Umiddelbart ser den største opgave ud til at blive en sammensmeltning af de to kommuners økonomier med alt hvad dertil hører. I realiteten er der jo tale om en fusion, hvor vi skal sikre at vi gør tingene på den mest fornuftigste og mest økonomiske måde. Det kan jo ikke nytte noget at lade forholdene køre videre i de to kommuner og bare lave en overbygning. Det opnår vi intet ved – tværtimod. Vi skal fremover løse nye opgaver i kommunerne og det vil også komme til at trække på vore fælles ressourcer. Jeg er sikker på at vi i fællesskab kan løfte opgaven og jeg glæder mig til forhåbentlig at være med til at skabe Nordsjællands bedste kommune.

Jeg læser i Frederiksborg Amts Avis, at Socialdemokraterne mener at vi skal fremme den lokale dialog ved at holde møder mange forskellige steder i den nye kommune. Ideen synes umiddelbart at være meget god, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det Europæiske cirkus med flytninger mellem Bruxelles og Strasbourg. Jeg håber ikke det er i den grøft vi ender. PSu.

15. september 2005:
De Konservative kandidater til det kommende valg er nu opstillet efter et helt udramatisk møde mellem de to vælgerforeninger. Det er øjensynligt kun de konservative, der kan finde ud af at fusionere uden dramatik og store armbevægelser. Det tegner godt for den kommende valgkamp, hvor vi stiller med et meget stærkt hold. Du kan læse om mine holdninger til flere forhold i Furesø Kommune og i Værløse her på sitet. Det kommende valg bliver det mest brogede valgbillede vi endnu har set i Værløse – og Farum for den sags skyld. Der er rigtig mange lister og mange personligheder at tage stilling til. Jeg håber du træffer det valg, der for dig er det bedste – og at du stemmer PERSONLIGT på valgdagen den 15. november 2005. PSu.

24. august 2005:
Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt og den lokale presse får travlt med at dække begivenhederne. Det undrer mig at man ikke allerede har slået Værløse Nyt og Farum Avis sammen til én avis, men vi skal måske over valget først. Jeg synes ellers det ville være en rigtig god ide, da alle borgere i den nye kommune så vil kunne læse om hinandens nyheder i en og samme avis. Kandidaterne til valget kan præsenteres for alle borgere på en gang og pressen går i front med sammenlægningen – det er da et flot signal at sende. PSu.

1. august 2005:
Jeg læste her forleden, at danske slagterier må benytte maskinsepareret kød i fødevarer. Maskinsepareret er et andet ord for mast kød med knogler. Kan du forestille dig det? Mast gris til middag – noget helt andet end “Farmors frikadeller”! Jeg synes faktisk det er væmmeligt at tænke på. Øjensynligt handler det om penge. Danskerne vil ikke betale for en ordentlig kvalitet, men kræver billigere og billigere varer. Vi blæser på kvaliteten så længe det bare er billigt. Hvor er det dog ærgerligt. Vi har ellers så mange penge mellem hænderne som aldrig før. Men frem for at bruge dem på kvalitetsfødevarer, bruger vi dem på dyre luksusgoder, der vises frem for naboen. Jeg håber det vender en dag. Jeg håber vi får øjnene op for, at kvalitet betaler sig i længden – også når det gælder den mad vi putter i munden. PSu.

2. juni 2005: Varehus eller ej – lad os få Føtex til byen.
Nu er der snart sagt meget om etablering af et varehus på Bymidten. Der har været talt om udbygning af SuperBest og om udbygning af SuperBrugsen til en Kvickly samt endelig om brug af Stiagergrunden. Umiddelbart er der jo ikke plads til et nyt varehus på Bymidten, når vi samtidigt ønsker af bevare de grønne områder der trods alt er omkring Bymidten. Der vil også være et problem med parkeringspladser – især hvis Stiagergrunden bebygges uden en parkeringskælder.
Vi har i dag 2 supermarkeder fra COOP koncernen på Bymidten (SuperBrugsen og Irma), 1 fra Dansk Supermarked (Netto) og 1 fra Dagrofa (SuperBest). Nærmeste konkurrent – Farum Bytorv – har Netto, Irma, Fakta og en Kvickly. Hvad skal vi så med en Kvickly mere i Værløse ? Hvis endelig vi skal have et varehus, så Bymidten kan konkurrere med Farum Bytorv, Ballerup Centret, Herlev Bymidte og Lyngby Storcenter, så er der da ingen tvivl i mit sind: Vi skal selvfølgelig have en super moderne Føtex. Byg også gerne en parkeringskælder med indkørsel fra Stiager og hvis der kunne blive plads til et bowlingcenter gjorde det bestemt ikke noget. PSu.

2. juni 2005:
Europa er sendt til tælling og et kommende folketingsvalg til september hænger måske i en tynd tråd. Lad os håbe at alle kommer til besindelse, så vi kan arbejde for en fælles fremtid. PSu.

21. maj 2005: Furesø Kommune – den nye perle i Nordsjælland
   Så er de sidste streger sat under et godt facit for sammenlægningen af Værløse og Farum kommuner. Med en pæn pose penge og en nedlagt flyvestation blev parterne forliget og vi kan nu starte på arbejdet med den endelige fusion. Jeg synes det er et godt resultat man er kommet frem til. Godt for såvel Farum som Værløse – så nu skal vi have gang i det fælles arbejde med at skabe en rigtig god kommune.
   Jeg benyttede mig her lørdag den 21. maj 2005 af en invitation til at deltage i et informationsmøde for nye borgere i Farum – som den eneste Værløse-borger. Borgmester Lars Carpens tog os – som en anden turistfører – med på en bustur rundt i Farum og trods den silende regn viste han Farum frem fra den pæneste side. Vores første stop på turen var Furesøbad, som jo nok er Værløse og Farums smukkeste juvel. Derefter gik turen til Kulturhuset ved Farum Bytorv og videre gennem Stavnsholt forbi Farum Arena og ud gennem Bregnerød. Vi så også det omfattende byggeprojekt på Farum Kasernes gamle arealer og gjorde et kort ophold i Farum Park. Vi afsluttede turen med et kig ned gennem den gamle del af Farum og gjorde kort ophold ved skulpturparken ved Farum Sø, før vi alle blev sat af ved Rådhuset efter ca. 2 timers rundtur.
   Selvom jeg er kommet en del i Farum gennem årene – til svømning, ridning og på indkøb – så blev jeg forbavset over hvor rig på flotte naturområder Farum egentlig er. Når jeg også ser på de mange byggeprojekter der er gang i samt ser på de eksisterende faciliteter til sport og kultur, så må jeg sige at det er en dejlig nabo vi har dannet par med. Lad os nu se det positive i sammenlægningen og komme videre i livet. Sammenlagt med de værdier Værløse kan byde på, kan jeg ikke se andet end, at Furesø Kommune må blive Nordsjællands perle – og det vi jo alle være godt tilfredse med.PSu.

21. maj 2005:
Det var så det – den økonomiske løsning er fundet på sammenlægningen og de to Venstre-borgmestre er godt tilfredse med løsningen. Det kan vi andre nu også godt være.Lad os nu komme videre og få arbejdstøjet på. Lad os få udnyttet de muligheder vi får ved sammenlægningen og lad os arbejde på at blive en rigtig god kommune.PSu.

13. maj 2005:
Alt bliver grønnere i disse år, og der tænkes meget på miljø. I regionsplanen fra HUR var der lagt op til, at en stor del af Flyvestation Værløse skulle udlægges til en grøn kile. Altså en grøn oase uden mulighed for bebyggelse. Det er øjensynligt taget af bordet – for Værløse skal have mange nye boliger så vi kan få mange flere skatteborgere – og dermed få flere indtægter til Furesø Kommune. Endnu en kortsigtet lappeløsning til Lars Løkke Rasmussens kludetæppe med Farum og Værløse som syndebukke. PSu.

22. april 2005:
Værløse Kommunes overordnede idrætspolitik siger bl.a. at børneidrætten skal prioriteres. Derfor undrede det også Værløse Gymnastik- og Svømmeklub, at man ikke kunne få tider til ca. 200 børn i den kommende sæson. Heldigvis kom alle til fornuft og VGS får efter al sandsynlighed næsten de samme tider som man har i denne sæson. Motion skal der til, og det er vigtigt at man får gode motionsvaner så tidligt i livet som muligt – de gode vaner holder nemlig ved resten af ens dage.   PSu.

2. april 2005:
Her på den store festdag for H.C. Andersen, hvor et eventyrligt show lige nu løber af stablen i Parken, kan man vel sige at eventyret er slut for Værløse. Vi er blevet ladt i stikken af alle politikerne på Christiansborg og vi skal nu finde en hverdag sammen med Farum. Vi må finde de positive sider af en sammenlægning og gøre en dyd ud af “nødvendigheden” – og der er vel fordele med sammenlægningen: Et stort elitecenter for svømning, Farum Park med superligafodbold, Farum Arena med store sportsbegivenheder, et dejligt indkøbscenter under tag, skøn natur og meget mere. Smil og vær glad – foråret er på vej.   PSu.

19. marts 2005:
Nyhedens interesse har lagt sig og journalisterne har forladt byen. Lars Løkke Rasmussen har talt – Farum og Værløse skalvære sammen – og sådan bliver det – synes journalisternes optræden at tyde på. Slaget er vel ikke tabt, men bestemt heller ikke vundet. Nu må vi se om borgmesteren kan få arbejdstøjet på og sikre at Værløses borgere ikke kommer til at betale de 3 milliarder vi “gifter” os til. PSu.

7. marts 2005: VærløseNyt skriver

På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde mandag morgen besluttede en enig kommunalbestyrelse at kæmpe imod en tvangssammenlægning med Farum Kommune.
På mødet vedtog kommunalbestyrelsen:
– At Værløse Kommune er bæredygtig og lever op til strukturreformens krav
– At anmode om et møde med indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen hurtigst muligt
– At hyre ekstern juridisk og økonomisk bistand til det videre forløb

Er det Davids kamp mod Goliath ?. PSu.

4. marts 2005:
Enevældens tid er endnu ikke forbi. Det kunne vi konstatere i går, hvor Lars Lykke Rasmussen trumfede en sammenlægning af Værløse og Farum igennem – uden at hverken Værløse eller Farum blev kaldt til forhandlinger. Borgerne får øjensynlig heller ikke lov til, at stemme om et kommende tilhørsforhold. Andre kommuner er kommet i sammen situation så vi er ikke alene – men det er en ringe trøst. Ernst Ellgaard præsenterede Værløse på fornemste vis i aftenens udsendelse fra Lorry – godt gået! Nu må vi se fremad og få det bedste ud af det kommende samarbejde. PSu.

1. marts 2005:
Så virker links til bestilling af “SøndagAften” og “Din kommentar” videresendes nu også til mig. Hvis du har været inde før 1. marts har jeg ikke fået dine bemærkninger .. bare ærgeligt, men du er velkommen til at prøve igen :-). PSu.

28. februar 2005:
Links på siden med “SøndagAften” og ønske om at få mit nyhedsbrev virker IKKE. PSu.

27. februar 2005:
Det er søndag aften. Jeg har netop opdaget at siden med “SøndagAften” og ønske om at få mit nyhedsbrev ikke virker. Så hvis du vil have fat i mit nyhedsbrev, må du skrive til mig på mail. Sorry – jeg arbejder på sagen. PSu.

24. februar 2005:
Det er så dagen, hvor hjemmesiden går i luften. Det bliver spændende at se, hvor mange besøgende jeg får i løbet af den første tid. Jeg har ikke markedsført siden udover den almindelige omtale til venner og bekendte. Her i denne klumme vil jeg løbende komme med mine betragtninger omkring lokale forhold, som er oppe i tiden. Lige p.t. er klumme ikke så lang, men det bliver den nok med tiden. PSu.

Skriverier fra 2005

16. november 2005
Det var en lang dag i går. En rigtig god dag med mange hyggelige snakke med gamle venner og bekendte. Tiden gik egentlig hurtigt og valget var næsten overstået inden det var begyndt. Nu skal der trækkes i arbejdstøjet. God fornøjelse.

13. november 2005
I dag har jeg været ude som indsamler for Dansk Flygtningehjælp. Det var en meget positiv oplevelse. Alle mennesker var glade og meget hjælpsomme. Jeg fik samlet i alt 1.600 kr. ind og det synes jeg er meget flot. Tak til alle som gav et bidrag. Pengene går til Dafur i Sudan. Læs mere på http://www.flygtning.dk.

6. november 2005
Hvor er det dog dejligt at se en masse glade børn og deres forældre løbe rundt og hygge sig. I dag holdt VGS den årlige familiedag med leg og motion for de mindre børn og deres forældre. Det var en rigtig god dag. Stor tak til trænere og bestyrelse.

3. november 2005
Vælgermødet på Furesøbad er slut. En rigtig god radiotransmission. Men hvor bliver der dog snakket meget om fredning af Flyvestationen. Tag den nu med ro.

2. november 2005
Det er tid til vælgermøde på Lille Værløse Skole. Vi ses.

30. oktober 2005
De store græskarmænd lurer ved snart alle hoveddøre. Den ene flotte udskæring efter den anden bliver oplyst af fyrfadslys. I morgen er det Halloween – en amerikansk tradition, som vi danskere har taget til os. Egentlig kommer Halloween fra et gammelt irsk sagn.
Sagnet handler om “Stingy Jack”, en mand som levede et alt andet end gudfrygtigt liv. Han både drak, bandede og sværgede. En gang var han i drikkelag med selveste Fanden og da han ikke ville betale for, hvad de havde drukket, fik han Fanden til at forvandle sig til en sølvmønt, de kunne betale med. Men i stedet for at betale, lagde han mønten ned i sin pung, hvor der også lå et kors. Derfor kunne Fanden ikke antage sin sædvanlige skikkelse. De indgik så en aftale om, at Fanden ikke måtte genere Jack i et år, og at han ikke måtte kræve hans sjæl, og så blev korset fjernet.
Året efter narrede Jack Fanden til klatre op i et træ. Da nu han var kommet op i træet, skar Jack et kors i stammen, så han ikke kunne komme ned igen. Det magtfulde kristne symbol var mere end han kunne forcere. Fanden ville selvfølgelig gerne ned, og måtte så atter indgå en aftale. Aftalen gik ud på, at Fanden ikke ville genere Jack i 10 år, og stadig ikke kræve hans sjæl.

En roe med Helvedes ild
Da Jack var død og stod foran Himmeriges port blev han afvist på grund af sin ukristelige livsførelse. Og da han henvendte sig i Helvede, blev han også vist væk på grund af sin gamle aftale med Fanden.
Men Fanden gav ham en lille stykke gloende kul, som kunne lyse for ham på vejen tilbage til Jorden. Det glødende kulstykke lagde Jack i en turnip – en roe – og med lyset fra denne må han nu vandre hvileløst om mellem himmel og jord – lidt ligesom Jerusalems Skomager. Øgenavnet “Jack of the Lantern” er blevet trukket sammen til Jack O-Lantern, der er det amerikanske navn på græskarlygterne, som i øvrigt har et irsk/britisk forbillede i lygter, lavet af fx roer eller kartofler.

Danske roelygter
Sagnet om Jack er det tætteste man kan komme på “Den Store Græskarmand” som vi kender fra Radisserne. “Græskarmanden” eksisterer ikke som et egentligt folketrosvæsen.
I øvrigt har vi – uden forbindelse til Allehelgen og uden reference til det irske sagn – i Danmark brugt roelygter, på en måde, der kan minde om græskarlygterne: til “uhyggelig” oplysning i efterårsmørket. Roelygterne kunne bruges til at skræmme naboer og venner – eller uvenner.

God fornøjelse og hyggelig uhygge og tak til Dansk Historisk Fællesråd.

29. oktober 2005
Endnu en hektisk uge. Masser af mødeaktivitet på arbejde og en hel del i fritiden. Vælgermødet i Hareskov tirsdag den 25. oktober var nok ugens højdepunkt. Jeg vil tro vi var omkring 3-400 mennesker til vælgermøde. Alle var kommet for at se og høre “girafferne” .. med Lars Wismann som pauseklovn. Man kan tydeligt fornemme at den politiske tone i Farum er langt hårdere end vi er vante til i Værløse. Det er formentlig en gammel skade fra Brixtoftes tid. Den håber jeg vi får begravet når den nye kommunalbestyrelse tiltræder. Ellers var det ikke de helt store politiske visioner vi hørte så meget til – og det tror jeg såmænd heller ikke tilhørerne egentlig havde ventet. Der var en god dialog og vi fik da mange synspunkter belyst.

22. oktober 2005
Det var så den efterårsferie. Den lille prins er kommet hjem fra hospitalet, fugleinfluenzaen er kommet til Europa og Marie er blevet 18 år. Vi har haft besøg af Bente og Malik, som vi har hygget os sammen med de seneste par dage. Det er også weekenden, hvor alle valgplakater skal op og hænge. Så det må vi hellere se at få gjort.

10. oktober 2005
Så er det næsten sikkert. Der er sat penge af til en ny idrætssal og alt tegner til, at hele processen vil blive sat i gang her i efteråret. Jeg har længe slået til lyd for, at vi har brug for mere plads til idrætten her i Værløse. Det nytter ikke noget at der er flere hundrede kvadratmeter i Farum – det er her i Værløse vi har behovet. Vi skal have gode faciliteter tæt på boligområderne, så børn og unge kan færdes sikkert og nemt til og fra idrætsaktiviteter. Derfor hilser jeg den nye hal meget velkommen. Jeg ved at der nu kommer et mindre slagsmål om, hvor den nye idrætshal skal ligge, men der er ingen tvivl i mit sind. Den skal selvfølgelig ligge ved Søndersøhallen, så vi kan udnytte de store baderum og omklædningsfaciliteter, som der i forvejen er her. Det vil gøre byggeriet hurtigere og billigere. Jeg går selvfølgelig ud fra, at der tænkes redskabsrum og klublokaler ind i byggeriet. Klik på billedet og se den gamle skitse.

18. september 2005
Efteråret er lige om hjørnet. Det er koldt at gå i haven og de gule blade rasler omkring fødderne og lægger sig på plads i små bunker, hvor der lige nu er læ. Også på den politiske front kan man vel sige at efteråret er på vej. Budgetforhandlingerne er i fuld gang og ved 1. behandlingen kom det frem, at kassebeholdningen i Værløse Kommune er falmet en del siden de store Farum-sammenligningers dage. Økonomien ser ikke så god ud som vi tidligere har været vant til. Så er det jo godt at vi har fundet en partner, som vi kan dele byrden med. Vi skal i Furesø Kommune passe på, at vi ikke formøbler borgernes penge på projekter, som ikke tilfører borgerne og lokalsamfundet værdi. Den personlige frihed til at træffe valg og dermed til at tage ansvar skal være fokusområdet i den nye kommune. Jeg tror på, at vi mennesker udvikles bedst med frihed under ansvar. En frihed som vi skal forvalte med stor respekt for vore medmennesker og for vore omgivelser.

15. september 2005
Som tiden dog flyver af sted. Ferien er overstået med mange gode minder og trætte fødder. Arbejdet kalder på ny og fritiden fyldes igen op med mange gøremål. Aviserne er blevet studeret og reklamerne skimmet så informationsniveauet igen er på plads. Hvor er det dog ærgerligt at Netto ikke har fået lov til at inddrage “Peek-A-Boos” lagerlokaler. Nu var der ellers lige en chance for at få ordentlige forhold på bagsiden af Bymidten – men sådan skulle det ikke være. Det er en meget dårlig beslutning efter min opfattelse.

5. september 2005
Skønt at være hjemme igen og alligevel ærgerligt at ferien er forbi. La Rosiere i de franske alper var et dejligt feriested – også om sommeren. Det er nok mest kendt som skisportsområde med gode løjper af forskellig sværhedsgrad. Vi brugte ferien på 3 dejlige vandreture og på sightseeing i bil. Masser af god motion, god mad og god vin. Herligt. Se mere om vores feriested på dette link: La Rosiere.

24. august 2005
I morgen aften ved denne tid er ferietaskerne pakket og vi er klar til afgang fredag morgen. Så står den ellers på afslappet ferie en uges tid med vandreture i de franske alper. Det bliver rigtig dejligt. I morgen aften vil Konservative i Værløse og Farum også have konstrueret listen over kandidater. Kandidaterne er valgt, men den prioriterede rangorden fastlægges først torsdag aften ved at vi fletter de to lister. Der bliver tale om sideordnet opstilling så det er de personlige stemmer der tæller i sidste ende. Så STEM PERSONLIGT og få din kandidat i det nye byråd fra 1. januar 2007.

18. august 2005
Så blev den nye kondibane indviet med børn og unge – og et par voksne. Kondibanen har i alt 8 forhindringer som på de 500 meter kan få pusten fra enhver. Det er et rigtig godt initiativ – prøv den selv. Banen ligger nord for Søndersø Skolen og er bygget op i respekt for den omliggende natur med små søer og kratbevoksning. Hent en brochure i Kommunebutikken. God fornøjelse.

1. august 2005
Hvor det dog roder. Jeg cykler hver dag forbi bagsiden af Netto på Bymidten. Det er dog et syndigt rod den butik kan præstere. Hver eneste morgen er der fyldt med brødbakker, mælkekasser, presset papemballage og trådvogne med mere. For slet ikke at tale om affaldet der flyder over i de alt for få affaldscontainere. Det er ikke ret meget bedre når jeg cykler forbi på vej hjem fra arbejde … hvor dette billede er taget. Hvorfor kan Netto ikke sørge for at der er pænt og rydeligt når IRMA kan … når Friva kan … når SuperBrugsen kan … ? Er der virkelig ingen retningslinier for, hvor meget man må svine på Bymidten? Jeg synes Handelsstandsforeningen burde tage affære og sikre at Bymidten også tager sig pæn ud fra bagsiden. Det er trods alt den side du ser først når du kommer i bil og parkerer ved forretningerne.

31. juli 2005
Det var så den sommerferie. Nu er industriferien forbi og rigtig mange mennesker begynder igen på arbejde. Jeg håber at genudsendelsernes tid er forbi på radio og TV, så vi kan få noget nyt at se på og lytte til. Men det har alligevel været sjovt at se et par af de gamle udsendelser. Tag bare “Fra Skrot til Slot” med Lone & Alan – det var altså sjovt at se igen. Og genhøret med B.S Christiansen i Cafe Hack – bestemt værd et genhør.

11. juli 2005
Vi sidder og smelter her på en af sommerens hidtil varmeste dage. Det er slet ikke vejr til at arbejde foran computeren. Der er lige før ferien taget back-up af de vigtigste dokumenter. Man kan jo aldrig vide. Sidste år ved denne tid havde vi indbrud – det tog kun ½ til en hel time – og så var skærme og de bedste PCere ude af vinduet. Surt show. Det skulle helst ikke ske igen. Lige nu er vi plejefamilie for en gammel cockerspaniel – den kunne vi ikke nænne skulle i pension, så den er “ferie” hos os. Vinden har lagt sig og alt er næsten stille – også på den politiske front.

22. april 2005
I dagens udgave af JyllandsPosten kan man læse, at nu er de sidste brikker lagt på plads i det nye kommunale landkort. Man nævner ikke Værløse & Farum. Jeg tolker det i retning af, at sagen om tvangssammenlægningen nu er en gammel sag og ikke længere nævneværdig. Jeg må nok også sige, at med det røgslør af misinformation og manglende politisk opbakning til Værløses borgere som vi har set og hørt i de seneste uger – ja, så er løbet kørt. Lad os nu være konstruktive og arbejde positivt for den sammenlægning, som vi skal igennem.

2. april 2005
Endnu en dejlig solrig lørdag med masser af lys og varme. Desværre blev tiden brugt på kursus – men godt nok alligevel. Det er netop derfor, at jeg i dag kan præsentere et nyt layout på min hjemmeside. Jeg synes selv det virker bedre, men det kan jo være at du også har en mening om det – lad mig bare høre fra dig.

19. marts 2005
Dejlig solrig lørdag med masser af lys og varme. Nu går vi mod lysere tider.

17. marts 2005
Flot optog med fakler .. godt gået. Vi må se hvad vi får ud af det.

8. marts 2005
Holdninger og informationer flyver rundt i luften. Mange er vrede, skuffede og frustrerede over situationen – klart nok. Værløse Nyt er fyldt med læserbreve – flest imod sammenlægningen, men også enkelte fortalere.

4. marts 2005
Chokket har næsten lagt sig. Og så var det nok alligevel ikke et chok … var det ikke den udgang af sagen, som vi kunne have forventet? Nu bliver Farum “gemt af vejen” i en ny stor kommune som Lars Lykke Rasmussen allerede har døbt Furesø Kommune. Det er da et pænt navn … så må vi bare sørge for at der kommer en pæn kommune ud af det.

1. marts 2005
På ny en opdatering. Nu har jeg købt et lille hæfte om Frontpage .. og det var rigtig godt. Nu er jeg blevet rigtig meget klogere, så nu virker links til dine kommentarer, så jeg også faktisk får dem! Øjensynligt er der et eller andet galt med de billeder jeg har lagt på – de virker ellers i Firefox men ikke i Explorer … ser på det ved lejlighed. Det sneer voldsomt så jeg må hellere gå ud og skrabe sne i indkørslen.

28. februar 2005
Prøver lige en opdatering idag – og det er da blevet lidt bedre.

27. februar 2005
Har været på kursus i denne weekend om hjemmesider – det var ganske givtigt 🙂 Nu ved jeg da, at der er ting jeg skal have rettet op på. Det må jeg så se at få gjort i løbet af ugen … eller den kommende weekend. Så hav tålmod – den skal nok blive bedre med tiden. Der er også et par svipsere: Jeg har set at linket på forsiden til mit nyhedsbrev ikke virker – det bliver fikset inden alt for længe.

24. februar 2005
Koderne er knækket – det var faktisk ikke så svært som det så ud til. Held og lykke til alle andre. Det er nemt nok, så gå bare i krig med din egen side. Nu er siden i luften og så må jeg se hvad det bliver til.

21. februar 2005
Nu’ d’ nu !. Jeg har netop bestil domænet og allerede fået indtil flere mails om det. Sikke en masse koder og hvad ved jeg. Skulle måske lige få fat på knægten til at hjælpe mig 🙂