Forleden aften gik jeg tur med Cosmo, og pludselig kom duften af brænderøg og smøg sig omkring os. Det første spæde tegn på, at vi er gået ind i efterårsmånederne. Det er efterhånden for koldt til de korte bukser kl. 22, men vi klarer det endnu. Vejrudsigten lover fortsat ustadigt vejr med sol og byger – den type af dansk sommervejr som vi nu har haft de seneste mange uger. Vi må håbe på lidt ”indian summer” senere på måneden. Ellers er det jo nogen tid siden jeg har været her på bloggen og lavet opdateringer på min side med ”marbles” – så jeg må hellere i gang.
Juni måned startede med et brag af sommer. Der var dage hvor vi næsten var ved at smelte og temperaturen nåede op over de 25 grader – et sjældent syn i disse dage. Det var i juni vi skulle have haft ferie, når den nu i år skulle holdes indenfor landets grænser. Furesø Picnic Festival nødt godt af det gode vejr og vi tog på besøg på Bryggeri Skovlyst, hvor vi fik en god rundvisning i det lille bryggeri og hentede den picnickurv vi havde bestilt. Så i godt vejr hentede vi Marie og tog picnickurven med til Amager Strandpark, hvor vi indtog det øl-inspirerede indhold mens vi nød det gode vejr. En herlig weekend.
Juni bød også på et flot arrangement på Flyvestation Skrydstrup – Danish Airshow – som Søren skulle over til og jeg tog med. Dejlig dag med masser af fly oplevelser. Skt. Hans blev holdt i T39 for ”cykel/rejse holdet” men vi måtte undvære Pia og Keld, som havde flyttet teltpælene til Vejers Strand. Keld havde dog været så venlig at stille bål og bålfad klar, så det var bare at hente det på trillebøren og stille det op i haven. Vi havde håbet på en lun og stille aften, men det blev et værre regnvejr. Så meget regnede det, at man flere steder på Sjælland aflyste Skt. Hans bålet, da brændet simpelthen var for vådt. Men vi fik ild i vores da mørket faldt på og fik også sunget akkompagneret af regndråbernes dryppen.
Første weekend i juli drog vi til fætter/kusine fest i Nyborg, hver Grethe og Jens lagde hus til et par hyggelige dage. Jens havde bestilt billetter til ridderturneringen for der var Middelaldermarked i byen. Jens gav en fornem guidet rundvisning på Nyborg Slot og i Borgmestergården, som p.t. er hans daglige arbejdsplads. En meget hyggelig weekend, som vi nu optager som ny tradition. Datoen er booket til næste år og så vidt jeg husker bliver det den 20.-21. maj 2017 – weekenden efter St. Bededag.
Nye regler på jobbet har gjort at jeg skal holde 3 ugers ferie i uge 26-32, så det er blevet til ”rigtig sommerferie” nu. Noget jeg ellers ikke har været vant til siden ungerne var små. Men det var nu fint nok, for Lilian kom på besøg den 13. juli og blev til den 2. august, så det gav mulighed for en lidt anden form for ferie. Lige inden min ferie startede fik jeg leveret min nye bil, så vi kunne tage til Vestjylland og komme til Nørre Vosborg i god stil. Her på denne skønne herregård havde vi et par rigtig dejlige dage, hvor vi også fik tid til lidt sightseeing omkring min hjemegn. Jeg var lige ved at køre forbi Brunsgaardsvej for det lignede bestemt ikke det jeg kunne huske. Det var nu meget sjovt at se igen, men meget anderledes end min barndoms erindringer.
Og så holdt vi fest – min 60 års fødselsdag – på Sørup Herregård. Det var en rigtig dejlig weekend og helt som jeg havde tænkt mig det. Vejret var fantastisk, maden god, musikken høj, vin & øl ad libitum og folk var glade … så hvad kan man ønske sig mere. At Kirsten desværre brækkede armen gjorde jo ikke festen mindre mindeværdig – så kan man jo altid huske den.
Vores nye nationalret – stegt flæsk og persillesovs – serveres på Ganløse Kro i rigelige mængder, og de gør det rigtig godt. Det skulle Lilian selvfølgelig også have inden turen gik retur til Afrika. Så vi tog Søren med på kro og fik en ordentlig portion stegt flæsk – vi levnede kun ét stykke flæsk.
Juli er en stor fødselsdagsmåned for os. Michael, Thomas, jeg selv og Mormor Else plus de andre i Jylland. Else’s 89 års fødselsdag blev fejret med middag på Postgården i Korsbæk på Bakken. En herlig oplevelse for os alle. Oberst Hackel, bankdirektør Varnæs og Misse Møghe kom forbi og hilste på fødselaren. Det var en fest.
Motorløb blev det også til i år, så weekenden 30.-31. juli gik på Bellahøj til Copenhagen Historic Grand Prix. Det er altså en god måde at tilbringe en weekend på. Masser af gamle biler og godt væddeløb og ca. 20.000 skridt pr. dag.
I Hundested har de sandskulptur festival og den måtte vi op og se sammen med Marie og Vitus. Der var mange skulpturer og de var rigtig flotte. Fantastisk at de kan få figurene til at holde med alt den regn vi har haft. Men på havnen var der noget meget mere spændende, for her kunne man fange krabber. Vitus fangede to og de var søde nok når de lå i vandet, men når vi så fik dem fanget og lagt dem i en spand med vand – så blev de lidt farlige.
Merete og Erik søn, Peter, havde været så letsindig at gætte på vægten af en pattegris. Den der kom tættest på vandt grisen – og det gjorde Peter. Den var død men ellers hel og hvad gør man så når man står med 28 kg pattegris klar til grillen? Så inviterer man nogle flere gæster og vi var så heldige at være med på listen over dem der skulle være med til at fortære ”svinet”. Egentlig var det Eriks fødselsdagsfest og det var en rigtig hyggelig dag med grillstegt pattegris og dejligt tilbehør. Spist blev ”svinet” dog ikke, men vi gjorde alle et ihærdigt forsøg.
August startede med det typiske danske sommervejr med sol, byger og blæst. En dag var det dog for meget – så meget at vores havepavillon blæste omkuld og måtte lade livet. Blæst var der også på Flyvestation Værløse søndag den 14, august, hvor ”storeflyvedag” blev afholdt. Det var et sjovt lille arrangement som dog ikke kan måle sig med Danish Airshow på Skrydstrup. Det var først 2. gang det blev afholdt, men man håber det kan blive lidt større og en tradition – og det kunne da være sjovt. Dejligt at der sker noget på FSN Værløse igen.
Det var så et tilbageblik på 3 måneder med glimt af forskellige begivenheder. Det kan være du synes det er mærkeligt at jeg sådan skriver om mit liv og min færden, og offentliggør det så ”gud og hvermand” kan læse om det. Jeg tror nu ikke der er mange der vil bruge tid på mine epistler, så det er nok mere for min egen skyld jeg poster det. Det er min digitale dagbog, mine ”marbles” og min måde at fastholde glimt af hverdagen på. Og så kan jeg huske hvor jeg har gemt min opskrift på Ungarsk gullasch, Hjemmelavet kransekage, Tunfiskelagkage og ”Ris a la mande”.