Kanelkongens knasekager

Kanelkongens kone blev kaldt for Mutti
hun elskede slik og søde sager med krudt i
men allerhelst skal kagen smage af kanel
og gerne knase som en gammel tør kamel.

Kanelkongen ledte i gamle bøger og blade
og fandt en opskrift på en flot roulade
men den duede ikke for deri var ingen kanel
selvom den var bedst efter et ekspertpanel.

Kanelkongens søgen fik omsider en ende
til indernettet en venlig tanke han sende
her fandt han opskriften på kager der knaser
rullet i kanel og mandler som en anden kaukaser.

Her får du opskriften skrevet på min væg
og kald den bare din det er jo kun for skæg
men husk at dele Kanelkongens knasekager
for det er de dejligste sprøde julesager.

Glædelig jul

Dejen:
250 g smør
350 g hvedemel
1 spsk. vaniljesukker
200 g sukker
1 æg str. M/L

Rul:
65 g hakkede Mandler
2 spsk. perlesukker
2 tsk. stødt kanel

Proces:
Sigt melet i en skål, og smuldr smør heri. Brug måske en foodprocessor. Tilsæt vaniljesukker og sukker, og saml dejen med æg. Lad den hvile lidt i køleskabet.

Del dejen i to, og tril den til ruller a 5 cm i diameter. Retur til køleskabet i ca. 20 minutter. Bland nu de hakkede mandler med perlesukker og kanel. Rul nu de let afkølede ruller godt i blandingen. Læg rullerne i køleskabet i mindst 2 timer, til de er helt hårde. Skær dem ud i ½ cm tykkelse og bag dem i en 200 gr varm ovn i ca 10-12 minutter eller indtil de får lidt farve. Lad afkøle på en rist.

Velbekomme.

Som tiden dog går …

Der var en gang en gut fra Vestjylland, som skulle finde et arbejde efter mange års skolegang. Realeksamen var det blevet til, men studenterhuen passede ikke til det store hoved, så det blev i stedet for til en HF eksamen fra Nørre Nissum Seminarium. Med den i bagagen drog vestjyden til hovedstaden for at blive elev i Post- og Telegrafvæsenet. Og her blev han de næste 44 år, for han var rigtig godt tilpas med de mange forskellige opgaver han blev sat til at løse.

Det var en rigtig etatsuddannelse han fik med henblik på at blive postmester eller en del af centraladministrationen – for sådan var det nu dengang. Her lærte han hvad god service er og lærte at spidse pennen når der skulle skrives taler til ministeren. Dansk kunst, kultur og historie blev studeret og han fik smag for god grafisk produktion. Flere projekter blev gennemført og marketingplaner gav gode erfaringer og glade dage. Strategiplaner blev udarbejdet og ført ud i livet. Millionbudgetter og stram opfølgning blev en skarp disciplin. Medarbejderpleje og arbejdsmiljø blev værdsat. Chefer og kolleger fik sparring til gavn og glæde. Utallige præsentationer om stort og småt har været fremført. Velkomst og afsked, sygdom og sot blev håndteret. Alle discipliner indenfor administration blev afprøvet og gennemført.

Som årene gik forandrede både verden og posten sig og vestjyden fulgte med. Fra en start med store hulkort maskiner og tunge skrivemaskiner fra IBM – med kuglehoved – gik udviklingen hastigt med personlige computere og mobiltelefoner. Internet og mail gik sin sejrsgang over hele verden, så vi kunne kommunikere med hinanden på et split sekund – og alt skulle pludselig være digitalt. Der var ikke behov for fysiske breve mere og frimærker blev en sjælden gæst i postkasserne. Det digitale lyntog kørte fra posten og man måtte gå sammen med svenskerne. Pludselig var den røde uniform med royalt monogram udskiftet med industriens isblå kedeldragt med grafisk logo – og så stod den ellers på pakker.

Nu skulle alt det gamle skæres væk, så den isblå kæmpe kunne blive trimmet og moderne. Gamle etatsuddannede koryfæer som vestjyden var ikke længere anvendelige. Der skulle i stedet bruges akademikere og regnedrenge, som kunne lure konjunkturerne og fortælle de rigtige historier så pakkevejen blev farbar og gylden.

Det er i dag 2 år siden jeg gik ud af døren efter godt 44 års tjeneste i Post- og Telegrafvæsenet. Det var nogle dejlige år med masser af læring, sjov og ballade – og jeg nåede nok aldrig at blive helt isblå hverken indeni eller udenpå. Kan du forestille dig en nisse med isblå hue .. nej vel 😉

Sensommer, efterår og kommunalvalg

Det er 16 år siden jeg stillede op til kommunalvalget i den nye Furesø kommune. Som bekendt kom jeg ikke ind i byrådet. Jeg var egentlig ikke skuffet over mit valgresultat, men jeg blev skuffet over, hvor lidt indflydelse jeg fik på den politik der skulle føres, selvom jeg var med i vælgerforeningens bestyrelse. Derfor trådte jeg ud at det politiske cirkus og blev lobbyist i stedet for. Det synes jeg selv jeg fik ret gode resultater ud af. Nu skal der så stemmes igen og selvom jeg ikke er på stemmesedlen håber jeg, at du sætter krydset det rigtige sted – det rigtige sted for dig.

Efterårets mørke har sænket sig over os, og det er nu både fod- og fingerkoldt at gå tur med hunden. Kasketten er fundet frem og snart skal jeg nok også have fundet de varme vanter. Jeg slap pennen en af de sidste dage i august, hvor temperaturen endnu var helt sommerlig, så her er et lille tilbageblik på nogle dejlige sensommerdage og efterårets komme.

Den allersidste dag i august var vi til vinsmagning i Odd Fellow Palæet i København sammen med Birgit og Gert. Her havde “vores vinslot” Haux inviteret til smagning i anledning af 150 året for familien Jørgensens entre i vinbranchen. En fin dag med masser af god vin og gensyn med gamle kolleger.

Vi tog Else med en tur på landet først i september og valgte at indtage vores frokost på Jyderup Præstegård. Et dejligt sted med meget fin servering af lækre frokostretter og hel skøn gårdbutik. Vi sad ude i gården og nød det gode vejr, mens vi fik et par dejlige stykker smørrebrød. De smagte skønt. Så hvis du skulle komme forbi Jyderup ved lejlighed, så kig ind på den gamle præstegård og få en bid brød.

September bød også på lidt arbejde på landet. Vi fik olieret vores terrasse ved huset og fik lavet et skjul til affaldsspanden. Der er plads til en mere eller til én stor container, så jeg håber ikke at man finder ud af, at vi skal have 3 affaldsspande som vi har her i Værløse. Hvis det bliver tilfældet skal jeg jo lave en tilbygning, og det vil jeg gerne undgå. Blomsterkummen ved terrassen om skuret er nu også færdig og det pyntede faktisk.

Sidst i september stod den på “Fætter-Kusine Komsammen” i Nyborg. Efter næsten 2 år kunne vi nu igen være sammen og det blev en dejlig weekend. Kirsten & jeg sov hos Bente i hendes dejlige lejlighed ved havnen og Kristina og Søren sov sammen med Gitte og Søren hos Jens og Grethe. Efter en skøn frokost med dejlig pålægslagkage gik turen til Nyborg Destilleri, hvor vi fik en meget kompetent rundvisning og en indføring i fynsk whisky produktion. Om det staves med -ey eller kun med -y afhænger af landet gudedrikken kommer fra. Er det med -ey stammer drikken fra Irland, men er det med -y kommer drikken fra Skotland. I Danmark benævnes alle danske whiskyer med dem skotske betegnelse. I Nyborg producerer de også rom, gin og kaffelikør, men her er der ikke tale om 100% lokal produktion. Nyborg destilleri blander deres egne versioner af de dejlige drikke ud fra halvfabrikata fra fx Italien, hvor spritten til gin kommer fra. En dejlig weekend med god mad og drikke – og ikke mindst gode snakke, det er jo derfor vi mødes. Efter et besøg på Holckenhavn Slot gik turen retur over bæltet med forventninger til et nyt dejligt rendezvous den 21.- 22. maj 2022. Lokationen bliver sommerhuset i Havnsø.

Oktober kom med strømsvigt i sommerhuset, så indholdet i fryseren måtte kasseres. Vi har fået det ordnet nu – en overgang i vandvarmeren – men ærgerligt er det alligevel selvom forsikringen dækkede. Æbletræerne rundt omkring på markerne i Havnsø stod fulde af de skønneste æbler. Efter bondemanden havde høstet sin part, gik vi på rov efter de æbler plukkerne havde overset. Det er slut nu og rækkerne af æbletræer står nu tomme og venter på bedre tider. Vitus holdt fødselsdag med masser af pizza og han havde en dejlig dag. Søren inviterede på stegt flæsk og persillesovs på Tante Maren i anledning af sin fødselsdag – skønt med flæsk ad libitum. Ad libitum var også mit motto ved en demo-dag i Kvickly, hvor jeg stod for at præsentere tapas fra Spanien og Italien. Det gik der et par herlige timer med en stille søndag i oktober.

Kirsten og Marie tog Luna og Vitus med på et par feriedage til Århus, hvor de fik set lidt af byen og lidt til Nina og hendes familie. Jeg ved de hyggede sig mens jeg var taget i sommerhuset. Her kom de så og vi fortsatte festen med besøg af forældrene og en herlig bowlingtur til Holbæk. Vitus hyggede sig med at han var bedre end farfar 😉

Vel hjemme igen i Værløse falmer skoven trindt om land og jeg er startet på min foredragsrække om kunsthistorien på Folkeuniversitetet. Det er sjovt og vi sidder 2-300 mennesker i et stort auditorium i stive 2 timer og lytter til en klog mand eller kone. Ret sjovt var det også at høre Ulf Pilgaard fortælle om sit liv. Han er ikke blot en dygtig skuespiller, men også en god fortæller og vi 80 mennesker på Skovgården fik en rigtig god oplevelse. Vi bliver lidt i den ældre boldgade for Else havde inviteret til vildtaften på Ryetbo. Restauranten havde disket op med den helt store menu – og hvor var det bare godt. Fantastisk aften med skøn mad. Det gjorde kok og personale til ug. En rigtig hyggelig måde at mødes med de andre beboere på – og Else hyggede sig og fik både mad og vin i rigelige mængder.

Så blev det Halloween og jeg forsøgte mig med græskar boller – eller bare boller der lignede græskar. Det var da meget sjovt, men der var lidt pillearbejde med de der snore. Ænder blev det også til med hele familien og Mortens aften fik vi en omgang mere. For her havde Kirsten vundet 4 Mortens aften menuer i en konkurrence, så vi indskrev Else og Marie til Mortens aften – herligt. Herligt er det også at det snart er jul igen – den venter jo lige om hjørnet. Så skal vi i gang med gran og julelys, med småkager og konfekt, med gaver og glimmer og alt det der hører sig til. Måske stresser det lidt, men vi skal huske at glæde os ..

Glæd dig så tit du kan
ud over al forstand
glæd dig til hverdag og glæd dig til fest
glæd dig til alting så får du det bedst
Hvorfor bekymre sig – smil til dit kontrafej
glæd dig til alting af stort og af småt
glæd dig og ha’ det godt.

All Hallows Evening

Eller som det nu hedder: Halloween, har forbindelse med vores Allehelgensdag, som vi fejrer på første søndag i november – i år den 7. november.

Jeg prøvede at bage “græskarboller” af almindelig bolledej tilsat lidt gurkemeje. Snorene var lidt svære at få af, men de gav en god græskar-effekt.

Allehelgensdag markeres i folkekirkens gudstjeneste og derfor også i Værløse og Hareskov sogne. På allehelgensdag tændes der typisk lys, og man fejrer troens forbilleder og mindes de døde. Du har mulighed for, at få oplæst navnene på de sognebørn, der er døde i løbet af året.

Ifølge gammel overtro er allehelgensaften den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løse for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på allehelgensdag. Og det er så det vi bruger som undskyldning for, at skære uhyggelige græskarhoveder, sætte spindelvæv op for døren og hænge skelletter ud – og klæde os ud som zombier og spøgelser.

De store græskarmænd lurer ved alle hoveddøre i disse dage. Den ene flotte udskæring efter den anden bliver oplyst af fyrfadslys. I går var det Halloween – en amerikansk tradition, som vi danskere har taget til os, men egentlig kommer Halloween fra et gammelt irsk sagn.
Sagnet handler om “Stingy Jack”, en mand som levede et alt andet end gudfrygtigt liv. Han både drak, bandede og sværgede. En gang var han i drikkelag med selveste Fanden og da han ikke ville betale for, hvad de havde drukket, fik han Fanden til at forvandle sig til en sølvmønt, de kunne betale med. Men i stedet for at betale, lagde han mønten ned i sin pung, hvor der også lå et kors. Derfor kunne Fanden ikke antage sin sædvanlige skikkelse. De indgik så en aftale om, at Fanden ikke måtte genere Jack i et år, og at han ikke måtte kræve hans sjæl, og så blev korset fjernet.
Året efter narrede Jack Fanden til klatre op i et træ. Da nu han var kommet op i træet, skar Jack et kors i stammen, så han ikke kunne komme ned igen. Det magtfulde kristne symbol var mere end han kunne forcere. Fanden ville selvfølgelig gerne ned, og måtte så atter indgå en aftale. Aftalen gik ud på, at Fanden ikke ville genere Jack i 10 år, og stadig ikke kræve hans sjæl.

Da Jack var død og stod foran Himmeriges port blev han afvist på grund af sin ukristelige livsførelse. Og da han henvendte sig i Helvede, blev han også vist væk på grund af sin gamle aftale med Fanden.


Men Fanden gav ham en lille stykke gloende kul, som kunne lyse for ham på vejen tilbage til Jorden. Det glødende kulstykke lagde Jack i en turnip – en roe – og med lyset fra denne må han nu vandre hvileløst om mellem himmel og jord – lidt ligesom Jerusalems Skomager. Øgenavnet “Jack of the Lantern” er blevet trukket sammen til Jack O-Lantern, der er det amerikanske navn på græskarlygterne, som i øvrigt har et irsk/britisk forbillede i lygter, lavet af fx roer eller kartofler.

Sagnet om Jack er det tætteste man kan komme på “Den Store Græskarmand” som vi kender fra Radisserne. “Græskarmanden” eksisterer ikke som et egentligt folketrosvæsen. I øvrigt har vi – uden forbindelse til Allehelgen og uden reference til det irske sagn – i Danmark brugt roelygter, på en måde, der kan minde om græskarlygterne: til “uhyggelig” oplysning i efterårsmørket. Roelygterne kunne bruges til at skræmme naboer og venner – eller uvenner.