Der er VM i håndbold. Storbritannien er ved at forlade EU. “Før frosten” har lige haft premiere – i øvrigt en god film – og der er koldt vejr på vej, siger meteorologerne. Men så er det godt, at ferien til sommer er bestilt.
Jeg vågnede forleden dag op til en tyst og stille verden. Væggeuret i form af ipadden var hurtigt slået fra og egentlig troede jeg blot det var den nye støjskærm, der havde siet trafikstøjen fra. Men det var nok i højere grad sneen der var faldet i løbet af natten. Ikke ret meget, men nok til at alt var hvidt og indhyllet i vinterens smukke frostklare kåbe af iskrystaller.
Der er kommet støjskærm op ud mod vejen. Ikke langs hele Kollekollevej, men på ca. halvdelen. Nu er sneen kommet så jeg ved ikke om de fortsætter arbejdet og bliver færdige – jeg håber det. Det er noget af en mur vi har fået. Ikke særlig køn at kigge på, men det har allerede hjulpet på støjen – og det var hensigten, så vi kan kun være tilfredse. Nu må vi se om der ikke kan gro noget vedbend eller vildvin op af hegnet, så det kan blive ægte grønt med årene.
Ellers er det gamle år afsluttet med de sædvanlige fester. Juleaften 2018 var henlagt til N108 uden de små, som var hos Mormor og Morfar i Ballum. Men vi hyggede os godt uden og havde tid til at nyde aftenen. Jeg havde stegt en and og medbragte sovsen. Resten stod de for på N108 med endnu en and og en super flæskesteg på grillen. Første juledag slappede vi alle af inden den stod på frokost 2. Juledag i T39 for hele familien. Hyggeligt som sædvanligt, men lidt utraditionel menu. Vi undlod at servere fiskefiletter, pølse og grønlangkål, leverpostej og mørbradbøffer og andre lignende traditionelle retter – frikadeller havde jeg dog lavet rigeligt af, så det gik fint alligevel. Oksemørbrad med kartoffelsalat gik rent ind og laksetataren var et hit. Bulgursalaten havde vi glæde af flere dage efter – men der var nu også ret så meget ;-).
Jylland havde traditionen tro igen frokost 3. Juledag og Marie og undertegnede fik lov til at tage Luna og Vitus med en tur over Kattegat. Denne gang var det i Aarhus hos Nina og Klaus, der bor i et bofælleskab med mulighed for at låne et stort fælleslokale. Det var rigtig hyggeligt og især sjovt at se, hvordan ungerne hyggede sig. Med færgen Odden-Aarhus var det nemt at komme til og fra, og køreturen blev ikke så lang. Dejlig dag.
Nytåret blev skudt i gang i Dalsø Park hos Hanne. Her havde hun sammensat en fortræffelig nytårs menu og vi nød en skøn aften med god mad & drikke. Bofællen Kristian vartede os alle op og var mester for kransekagen, som vi indtog ved midnatstid. Faktisk aftalte vi, at menuen fremover skal deles, så værtsparret sørger for hovedretten m.m og et par tager sig af forretten og det sidste tager sig af desserten. Mon ikke vi kan huske det til næste gang – tror nok det skal foregå i T39.
Egentlig skulle vi have fejret Luna’s 4 års fødselsdag den 1. men den lille familie holdt nytårsferie i Asserbo, så festlighederne blev henlagt hertil lørdag den 5. januar. Alle var inviteret og da Perlen er et stort sommerhus var der rigeligt med plads. Det var en hyggelig dag med tid til spil og gåtur til stranden. Og så er der jo ikke så langt derop alligevel.
Og så blev Kirsten jo 65 år. Egentlig var det kun Lånshøj og Else der skulle have været der (Marie skulle til fest og Thomas ligeså) men Søren og Kristina kom dumpende under kaffen og blev overtalt til at blive – der var rigelig med mad. Rigtig hyggeligt, men sådan er det jo tit med det der ikke lige er planlagt og aftalt på forhånd. En rigtig fest holder fruen først når hun bliver folkepensionist som 65½ årig den 12. juli 2019.
I dag fylder Rasmus 37 år – men når dagen er fyldt med andre gøremål er dagen besat. Vi må vente med at fejre ham til senere.