Synspunkter fra 2012

17. oktober 2012: Som tiden dog går  …
Så har SF holdt landsmøde og valgt ny formand … og pludselig skal regeringen have to nye ministre. Som om det skulle hjælpe på forholdene. Den regering vi har p.t. er jo bundet af de forlig man kan indgå på tværs af partierne. Det bliver bare vanskeligere nu, hvor man får to ny ministre ind, som ikke er helt enige i det eksisterende regeringsgrundlag. Nu skal de bevise overfor baglandet, at de kan få gennemført noget af det, som de er blevet valgt på. Jeg så forleden et interview med Annette Vilhelmsen, hvor hun var gevaldigt på glatis og i dag trækker hun i land på dagpenge området.

Det var ellers noget som Enhedslisten jublede over forleden – men ak, så nemt skulle det altså ikke gå. Apropos Enhedslisten, så er de ellers sure over at man i Fredericia mener at aktiveringstilbud kan være så skræmmende for de arbejdsløse, at alene tilbud om aktivering vil få folk til at søge mere ihærdigt efter et arbejde. Jeg mener ikke man skal skæmme nogen – heller ikke de arbejdsløse – men jo hurtigere man kommer ud på arbejdsmarkedet – jo bedre. Det er da bedre for samfundet, at man laver et stykke arbejde end at man sidder bag en PC og søger 20 jobs som man ikke har chance for at få. Lad arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere få lov til at tage et arbejde i kommunen. Hjælpe til i gartnerafdelingen, eller med at renovere legepladser eller hjælpe i IT afdelingen – alt efter de kompetencer man nu en gang har. Dermed bidrager de til samfundet og får en tålelig hverdag sammen med andre mennesker. Det er da godt for os alle.

Og når man så tænker over det. Hvor er vi egentlig privilegerede. Vi får vores post bragt til døren hver dag – næsten 😉 Og kan gå til lægen uden at det koster noget. Og få ny hofte eller nyt knæ uden at tage penge op af lommen. Rent drikkevand direkte fra hanen og varme i alle radiatorer. Og så kan vi låne bøger og musik og film – ikke bare fysisk, men også hjemme fra sofaen direkte til din PC. Og så har vi stemmeret og har direkte indflydelse på de beslutninger der træffes i byråd og folketing – og man kan blive ved. Vi lever et privilegeret liv – tænk på det næste gang Dansk Flygtningehjælp eller Røde Kors kommer og banker på døren.

26. januar 2012: Vi går mod lysere tider, men vinteren er måske på vej …
Så har det været jul og nytår – med både den royale tale og den politiske tale til folket. Ikke at det har ændret noget, men lidt skriveri var der da i dagene derefter. Enhedslisten kæmper indædt for at få så stor indflydelse som muligt på den politik, der skal sikre opsvinget i det danske samfund. Et opsving som meget langsomt er på vej, men ikke med Enhedslistens hjælp. Selv gamle marxister slår på, at der skal investeres i nye arbejdspladser og ny teknologi, for at sikre danske arbejdspladser og den danske velfærd. Kapitalismen har vist sin levedygtighed gennem flere kriser – så den vinder nok igen.

Jeg læste forleden en kronik om “lidelsessamfundet” – et samfund hvor befolkningen bliver diagnosticeret og erklæret syge. Til eksempel er ADHD diagnosen eksploderet i de senere år. For øjeblikket har vi for 50 milliarder kroner sendt næsten 20.000 mennesker på førtidspension. Vi er blevet en “kræve-nation”, hvor vi hver især kræver vores bid af overførselsindkomsterne og af velfærdsomkostningerne i øvrigt.

Børn og unge i dag er vokset op med en tilværelse uden mangler. Vi har næsten alle haft råd til at give vore børn det de gerne ville have – når de ville have det. Og vi selv har troligt betalt vores skat i bevidstheden om, at vi på et senere tidspunkt kunne kræve et afkast i form af folkepension, efterløn, billig medicin og næsten gratis buskort og meget mere. Men virkeligheden er ved at indhente os – pengekassen er snart tom, og den nye generation vil ikke være med til at betale for velfærd til andre end dem selv.

Hvad stræber vi egentlig efter? Er det et godt lønnet arbejde på maks. 37 timer med 6 ugers betalt ferie om året? Er det status i samfundet – at kunne hævde sig overfor andre? Er det for at kunne holde fri, at vi arbejder? Eller holder vi fri, for at kunne holde til at arbejde? Arbejder vi blot nok til, at vi kan få råd til at realisere os selv?

Hvad har vi råd til, hvis vi vil sikre vækst og velfærd? Er vækst lig med velfærd? Eller handler det bare om hvem der har råd til ny bil hvert år, nye sko hver måned, røde bøffer hver dag, nyt TV hvert halve år og tre PC’ere og den sidste nye iPhone? Er det velfærd … ?