30. december 2009: Et nyt år venter forude …
Det var så den jul. Dejligt med nogle fridage og med “kom-sammen”. Det er nu så hyggeligt. Selvom julen kom snigende og den sidste uge blev lidt hektisk på grund af Mosters fald og brud på hoften, så nåede vi vel nok det vigtigste. De sidste julekort blev godt nok skåret ned og dem vi fik lavet kom lidt sent af sted – men det gik.
Juleaften blev holdt på Frændevej på ganske traditionel vis. Hele familien på Sjælland var samlet og med 16 om bordet og juletræet, blev der gået ganske godt til den. En spand små pillekartofler, en stor skål brune kartofler, 3 ænder og 1 meter flæskesteg … men vi spiste ikke det hele 😉 … og masser af gaver. Det var næsten som det plejer at være, men heldigvis gik alt i et roligt tempo og det var en rigtig hyggelig aften. Jeg havde sørget for risalamande og Kristina for den søde tand med hjemmelavet konfekt.
Det var i øvrigt en rigtig dejlig risalamande. Her er opskriften:
Risalamande
Til 6 personer
1 l sødmælk 1 stk vaniljestang 130 gr grødris 75 gr rørsukker 120 gr mandler ½ l piskefløde
Bring forsigtigt sødmælken i kog i en tykbundet gryde. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og kom både korn og stang i. Kom grødrisene i en sigte, skyl med koldt vand, og lad dem dryppe af, inden de kommer i den kogende mælk under omrøring.
Skru ned for varmen, og læg låg på gryden. Lad risene koge ved svag varme i ca. 30 minutter, eller indtil de er møre. Rør ofte i risene under kogningen. Vær opmærksom på, at grøden skal være lind, da riskornene suger en masse væske under afkølingen.
Hæld de færdige ris over i en skål, og drys sukkeret på overfladen. Stil skålen i et koldt vandbad med isterninger – sukkeret vil smelte helt. Jeg satte skålen ud i sneen 😉
Skold, smut og hak mandlerne groft. Tag vaniljestangen op af risene, og vend mandlerne i. Pisk fløden let, og vend forsigtigt flødeskummet i. Hæld det hele i en serveringsskål, og lad risalamanden stå koldt, gerne til næste dag.
Frit efter opskrift fra Bo Bedre af Morten Heiberg.
1. Juledag slappede vi af her i Tornekrogen med lidt forberedelser til frokosten, som vi skulle holde 2. Juledag. Vi havde inviteret flokken fra Juleaften til “julebrunch” kl. 13 og det var en rigtig dejlig dag.
3. Juledag stod den på frokost i det jyske hos Inge, som trådte ind for Else. Vi var ellers inviteret til Else, men et brækket ben satte en stopper for det arrangement. Og så passede det Inge bedre, at hun arrangerede det i år, så Else kunne overtage til næste år. De unge mennesker fik et bord for sig selv, og snakken gik livligt hen over bordet. Det var knapt at vi “gamle” kunne høre hvad vi selv sagde 😉
I Jylland var der stadig ret pænt med sne alle vegne, og en flot snemand blev bygget af et par friske unge mennesker. Turen gik hjemad først på aftenen, og uden de store problemer var vi i Tornekrogen igen kl. 22.30. Det var en lang, men dejlig dag.
Efter et par arbejdsdage er ve ved at være klar til nytåret, og tunlagkagen er lavet og står på køl til i morgen. Det er en rigtig god måde at lave tunmousse på. Her er opskriften:
TunLagkage
6-8 pers.
2 dåser tun i olie 1 tsk revet løg 100 gr mayonnaise 1 spsk creme fraiche
1 spsk tørrede dildspidser Saft af 1 lille citron Salt og peber 5 blade husblas
¼ l piskefløde 4 spsk olivenolie 1 stort bundt kruspersille
1 usprøjtet citron Evt. krondild 2 store flutesHæld olien fra tunen. Mos tunen i en skål med revet løg, mayonnaise, creme fraiche, dildspidser og citronsaft. Smag til med salt og peber – den skal være lidt sur.
Læg husblassen i 3 spsk koldt vand og smelt den over svag varme. Kom tunmasse i husblassen lidt efter lidt og rør det forsigtigt sammen. Hvis du vil have tunmoussen mere stiv, skal du bruge 6-7 blade husblas.
Pisk fløden til flødeskum og vend den forsigtigt i tunblandingen. Smør en lille springform med olivenolie og hæld tunmoussen i.
Lad den hvile i køleskabet til næste dag.
Vend tunmoussen ud af formen på et fad, hak persillen fint og dæk hele kanten med hakket persille ved at trykke det fast med en lille våd kniv. Skyl citronen og riv skallen, evt. med et juliennejern. Skær resten af citronen i både. Pynt tunlagkagen med citronskal og krondild og server den med flutes og citronbåde.
Frit efter opskrift fra Søndag af Julie Brüniche-Olsen.
Grillen er gjort klar og “den halve abe” ligger og sypper rundt i rødvinsmarinaden, så den kan blive ekstra god, når den skal en tur på grillen i morgen aften. Lone & Alan kommer herover og det bliver ganske stille og roligt … og som vanligt sikkert meget hyggeligt.
Rasmus og Thomas fejrer nytår med venner … hver for sig … og Marie med veninder her i Værløse.
Januar byder sig hurtigt til med overtagelsen af lejligheden på Skyttegårdvej. Thomas skal nu til at være “prioritetsbestyrer” og hvad dertil kommer af pligter og rettigheder. Overtagelsen skulle gerne falde på plads her til den 1. februar.
Det er samme tidspunkt, hvor Marie rejser til Oslo i 3 måneders praktik. Hun ville meget gerne have sit eget igen, når hun vender tilbage fra Norge og det ender nok med at vi må ud på “forældrekøb”. Så må vi se om vi kan finde en lejlighed, der ligger i det rigtige område og er til at betale. I samme periode er vi selv væk i næsten 4 uger så der er ikke så meget tid at gøre godt med. Men det er jo altid godt at have noget at tage sig til 😉
30. november 2009: I morgen skal den første låge åbnes …
Det er utroligt som tiden går. I morgen er det den 1. december og første låge i julekalenderen skal åbnes, skrabes, klippes eller rives op – og en ny kalenderserie starter på TV. Adventsstagerne blev pyntet i går – sidste øjeblik – men vi nåede det.
Kirsten pakkede 14 små pakker ind i går aftes – 7 til hver af de gamle damer. Moster og Mormor har gennem nogle år fået en pakkekalender og den 8’ende gave er adventsstagen. De hygger sig meget med at pakke de små gaver op – og ikke mindst gætte, hvad der er i dem inden og hvem der monstro har købt den. Er det Kirsten eller Gitte eller måske Søren? Her til aften skal alle pakkerne puttes i en kurv og de skal afleveres, så de er klar til i morgen tidlig.
Jeg havde ellers næsten fået kappet hovedet af, for vi kunne ikke finde Mosters adventsstage – og “den havde jeg helt bestemt lagt væk, så vi ikke kunne finde den igen”. Vi forsøgte at skaffe en ny, men denne bestemte adventsstage er ikke til at opdrive mere. Så gode råd var dyre. Det endte med at Moster fik den Mormor ellers skulle have haft – og Mormor fik så vores. Men da jeg hele tiden havde påstået, at vi ikke havde fået Mosters adventsstage ned, gik Kirsten på jagt efter den hos Moster – “jeg har den ikke – basta”. Og hvad finder hun øverst oppe i skabet i gangen hos Moster – adventsstagen! Godt vi fandt den … og så siger jeg ikke mere 😉
Vi har ellers fået “logerende” igen. Marie er vendt retur her 1. november, da hendes udlejer selv skulle benytte lejligheden. Det er heldigvis kun for en kortere periode, da hun skal i praktik i Oslo fra den 1. februar og 3 måneder frem. Men det er ikke en holdbar situation. Vi må se om vi ikke kan finde noget til hende, men kravene er nok høje hvad angår beliggenhed og stand med mere. Vi må se på det.
Thomas har fået tilbudt den lejlighed, som han bor i. Spændende om han så blive “prioritetsbestyrer” 😉 Vi må se hvad den skal koste, men det er jo en ældre lejlighed, som der ikke er blevet gjort noget ved de seneste 8-10 år.
Rasmus har endnu ikke planer om noget. Han er OK, hvor han er, men skal da også snart se sig om efter noget fast at bo i. Her trækker Østerbro og det er ikke et helt nemt område at finde en Ok lejlighed til en Ok pris .. men alt kan vel lade sig gøre.
Ungerne har ellers lige været i New York sammen. Det gik fint! De var ovre for at besøge kusine Nina og det var vist rigtig godt for alle. De har i hvert fald hygget sig kan man se på Facebook.
22. september 2009: Man kan godt blive lidt sur …
Når man sådan en gang i mellem bliver lidt provokeret – som jeg faktisk blev det her til aften – over en persons gentagne påstande om, hvordan Farums borgere bliver forskelsbehandlet og frarøvet midler gennem en urimelig differentieret skat og dermed lider nød – så bliver man lidt sur.
Hvor ligger Borgerservice i dag ? – et kontor hvor alle kommunens borgere skal kunne komme til let og ubesværet for at få klaret kommunale anliggender. Et kontor som især benyttes af ældre medborgere.
Hvor ligger Farum Park ? – et kompleks med superliga fodboldbane, hotel og restaurant med konferencefaciliteter. For slet ikke at tale om de tilhørende grus-, græs- og kunstgræsbaner samt klubhus
Hvor ligger der en 50 meters svømmebane ? – et kompleks med mulighed for flere bassiner, udspringsfaciliteter, træningsbassiner og klubfaciliteter.
Hvor ligger Farum Arena ? – et kompleks med flere haller og med tilskuerfaciliteter til internationale sportsbegivenheder. Flere foreningsrum og andre faciliteter.
Hvor ligger der støjsvag asfalt ? – et meget stort stykke motorvej er blevet renoveret med støjsvag asfalt ligesom indfaldsvejen fra syd også er blevet belagt med støjsvag asfalt … og der er sat støjskærme på en motorvejsbro.
Til alle kan svares: Farum …. så kom ikke her og fortæl, at man ikke får noget for skattekronerne i Farum delen af Furesø Kommune. Jeg synes faktisk at Værløse delen er blevet rigtig skidt behandlet … men det kan der jo rettes op på …
22. september 2009
Jeg er netop kommet hjem fra borgermødet om Furesø-aftalen. Her fik de fremmødte en meget fin gennemgang af aftalen og en gennemgang af situationen her & nu samt på sigt. Kort sagt, så går Furesø Kommune i betalingsstandsning i 2014, hvor indtægter fra den differentierede skat forsvinder og endeligt konkurs i 2021, hvor de særlige tilskud bortfalder – hvis ikke aftalen bliver genforhandlet. Og det var så formålet med mødet – at få de fremmødte Christiansborg politikere med på, at aftalen skal genforhandles, da aftalens forudsætninger er bristet.
Jeg synes egentlig man fik budskabet frem og der kom da også klare signaler fra politikerne om, at en genforhandling skal finde sted i 2010.
20. august 2009
Så gik den sommer næsten. Tivoli lukker om 4 uger og der er ikke meget gang i haven mere. Frugtbuskene synger på sidste vers og frilands tomaterne kæmper for at få de sidste frugter røde. Vi har fået nye ruder over hele huset, så vi kan se ud. Men fuglene har lidt besvær med de nye spejlblanke flader. Her til aften fik vi en due ind i stuen gennem terrassedøren. Den fløj gennem hele stuen til stor forskrækkelse for os og for den selv – for den kunne ikke komme ud gennem ruden. Jeg fik heldigvis fat i den ret hurtigt, og fik hjulpet den ud i det fri, uden at nogen af os kom til skade.
1. juli 2009
Sol og sommer – hvor er det dejligt. Det er ikke lige tiden til at opdatere hjemmesider.
23. april 2009
Tiden går hurtigt, når man er i godt selskab – og jeg synes da heller ikke det er ret lang tid siden, at jeg kom i bestyrelsen for Værløse Gymnastik- og Svømmeklub. Men alligevel er der gået over 10 år. Det har været nogle rigtig gode år med dejlige mennesker omkring mig og masser af udfordringer. Som med alt andet, skal man stoppe mens legen er god – og det har jeg så valgt at gøre nu. Torsdag den 16. april 2009 gik jeg af som formand for Værløse Gymnastik efter 10 år på posten.
Det har været spændende og sjovt. Det har været udfordrende og lærerigt. Det har i det hele taget været 10 rigtig gode år. Jeg har lært en masse dejlige mennesker at kende og har fået lov til at prøve en masse ting. Mange ting jeg ikke ville have lært eller oplevet, hvis jeg ikke havde været med i foreningsarbejdet. Jeg kan kun anbefale andre, at deltage i foreningsarbejde – det er lærerigt.
I løbet af de seneste 10 år er der sket mange ting i Værløse – ikke blot i foreningen, men også i lokalsamfundet og i verden omkring os.
Noget af det første jeg kom til at arbejde med, var støttearbejdet for etablering af Værløse Svømmehal. Vi skrev læserbreve, solgte klistermærker og T-shirt og gik på Bymidten og agiterede for en svømmehal – der var gang i den. Så meget større var glæden da vi den 4. juni 2003 kunne indvie Værløse Svømmehal med både vandrutsjebane og relaxafdeling. En mere end 30 år gammel drøm for mange Værløse-borgere var gået i opfyldelse. Det blev samtidigt starten på en helt anden forening, da vi pludselig fik udvidet vores undervisningskapacitet på svømmeområdet. I det hele taget var det en stor omvæltning for såvel medlemmer som for trænere og bestyrelse. Disse forandringer blev faktisk startskuddet på deling af klubben i to selvstændige foreninger. En deling vi gjorde alvor af i foråret 2008. Jeg er sikker på, at det var det rigtige vi gjorde og jeg er overbevist om, at såvel svømmeklubben som gymnastikforeningen får meget glæde af det i årene fremover.
Ret hurtigt kom jeg også ind i Folkeoplysningsudvalget i Værløse Kommune og senere også i Furesø Kommune. Her har jeg været med til, at forfatte kommunens idrætspolitik. Et arbejde, som tog tid, men også var meget spændende. Arbejdet med idræt og det folkeoplysende arbejde i bred almindelighed er spændende og her oplever jeg, at der er en reel mulighed for, at øve indflydelse på en række idrætspolitiske områder.
I forbindelse med kommunesammenlægningen fik jeg også mulighed for at påvirke etableringen af det nye Folkeoplysningsudvalg og var med til, at lave den første model for tilskud til bl.a. idrætten i Furesø Kommune. Hertil kommer, at IF Værløse og Farum Idræts Union så deres rolle for udspillet i den nye storkommune, og der foregik derfor et arbejde med henblik på at gøre IF Værløse til “halbestyrer” og nedlægge FIU. Af dette opstod Furesø Idrætsråd, som jeg også involverede mig i.
IF Værløse havde gennem flere år fungeret som “halbestyrer” og samlingspunkt for en række foreninger omkring Værløsehallerne, men derudover været ret usynlig på det idrætspolitiske område. Det var vi flere, som ønskede at lave om på – og som ønsket så gjort. Vi fik lavet en ny konstellation med en egentlig driftsleder af hallerne og en foreningsformand, som skulle tegne foreningen udadtil og trække i de rigtige politiske tråde. Det var en rigtig god beslutning, og Værløsehallerne har aldrig været i bedre form end nu. I denne periode var jeg med i flere sammenhænge omkring forslag til udbygning af Værløsehallerne, så vi kunne få noget mere plads. Desværre talte vi for døve politiske ører – også i denne sammenhæng.
Jeg har som formand for Værløse Kommunes største idrætsforening været meget interesseret i, at få indflydelse på de politiske beslutninger vedrørende idrætsforeningernes vilkår. I Værløse Kommunes sidste leveår var jeg stærkt involveret i etablering af et kommunalt støttet idrætssekretariat og ikke mindst opførelse af en ny hal – primært til motion og bevægelse. Begge projekter blev skrinlagt, da sammenlægningen med Farum Kommune var en realitet. Men det betyder jo ikke at ideerne ikke lever mere – det gør de fortsat.
Værløse Gymnastik- og Svømmeklub var i slutningen af 90’erne ikke med på IT verdenskortet. Vi havde ingen hjemmeside og al kommunikation med medlemmer og mellem bestyrelsen foregik pr. brev eller pr. telefon. Det blev der rimelig hurtigt rådet bod på, da jeg så brugen af email og hjemmeside som en oplagt mulighed for hurtig og præcis kommunikation mellem medlemmer og bestyrelse. Det er nu den tredje version af hjemmesiden vi kører på, og sikkert ikke den sidste. Email har været et fantastisk redskab til hurtig og præcis kommunikation bestyrelsen imellem. Det har sparet mange arbejdstimer ikke blot hos mig selv, men hos alle brugere. Man skal dog ikke glemme, at personlig kontakt ofte er hurtigere, mere præcis og som regel også hyggeligere.
Fælleskontoret i IF Værløse regi har altid været et fast holdepunkt. Ikke blot for mig som formand men for alle i bestyrelsen og ikke mindst for vore medlemmer. Med Birgit og nu Winie har Fælleskontoret været krumtappen, hvorom rigtig mange aktiviteter er drejet. Den store opgave med indskrivning til ny sæson og styring af kontingenter og medlemmer har altid været omfangsrig. Jeg tør slet ikke tænke på, at bestyrelsen selv skulle gøre det store arbejde. Der har gennem de seneste år været flere udfordringer med bevarelse af Fælleskontoret, men det er min opfattelse, at Fælleskontoret er et aktiv, som vi skal gå rigtig langt for at bevare. Jeg håber det kan lykkes i årene fremover.
Når jeg sådan tænker tilbage på de 10 år der er gået, dukker der lutter lyse minder frem: Bestyrelsesmøder med livlig debat, grin og gode beslutninger. Programplanlægning med Kirsten og Rikke. Trænerafslutning med hyggeligt samvær. Fællessang og fest i Herning Hallerne til Gymnastik Inspiration med flere hundrede entusiastiske unge mennesker og endelig Opvisning i Søndersøhallen på en solbeskinnet søndag i april … og mange flere gode minder.
Her i weekenden har jeg gået og ryddet lidt op i de gamle billeder og papirer, fundet det gamle stempel frem (det er smidt ud ;-), sorteret billeder og dokumenter fra computeren og brændt dem ud på en CD og ellers sorteret voldsomt i det righoldige arkiv. Det gik pludselig op for mig, at jeg gik og samlede sammen på en meget stor del af mit liv gennem de seneste 10 år – uden vemod … uden fortrydelse … men med stor glæde og varme. Det er sådan jeg vil mindes min tid som formand for Værløse Gymnastik- og Svømmeklub.
5. april 2009
Med april måned kom foråret til Værløse. Den seneste uge har været rigtig solrig og dejlig varm, selvom vi enkelte morgener kunne se frostens bid i græsset, der hvor solen endnu ikke havde fået magt over nattens kulde. Sommertid er vi gået over til og havemøblerne er trukket frem i lyset.
Ellers må man vel sige at det har været nogle turbulente måneder med den ene krisepakke efter den anden. Men intet er vel så skidt, at det ikke er godt for noget. Nu skal vi i hvert fald se om ikke vi kan få lidt tilskud til nye energiruder. Ærgerligt at der ikke blev tilskud til materialer alene, for så skulle jeg også have indkøbt nogle baller Rockwool til loftet. Det må så vente – og godt det samme, for ellers skulle jeg jo også have været i gang med at rydde op på loftet – og det er noget af et projekt.
Det kunne jeg ellers snildt have brugt sidste uge til. Vi har nemlig lige været på 14 dages ferie, hvor den første uge blev tilbragt i sommerhus ved Jørgensø på Nordfyn og den sidste uge … tja, den blev vist dalret væk med havearbejde, lidt oprydning og andet forefaldende arbejde på hjemmefronten. Oprydning på loftet blev det ikke til i denne omgang.
24. januar 2009
Den sidste julepynt er væk og hverdagens grå overfrakke hænger på os alle.
Ellers må man sige det har været en dejlig jule- og nytårs ferie. Juleaften var vi alle på Nørrevænget og hyggede os. Anden juledag holdt vi frokost hos os og tredje juledag tog jeg med ungerne til Jylland for at deltage i søstrenes julefrokost. Det foregik hos Kirsten i Jebjerg og vi havde heldigvis mulighed for at overnatte hos min søster Inge & familie. Det var en rigtig hyggelig tur – bare jeg ikke havde været så forkølet. Nytårsaften blev tilbragt sammen med Lone & Alan, som havde fået besøg af en lille dame, Sofie. Som vanligt rigtig hyggeligt. Kirsten er blevet 55 år og Rasmus 27 år, så vi skal holde fødselsdag i morgen søndag for dem begge her i Tornekrogen.
Ellers går det nu slag i slag med møder i det ene eller andet udvalg eller bestyrelse. Mange aftener er allerede besat og der er ikke meget tid til “en selv” eller for den sags skyld til familie og venner. Det er rart at kunne se en ende på det. Til april stopper jeg som formand for Værløse Gymnastik og i foråret 2010 stopper jeg som formand for Furesø Idrætsråd. Jeg stiller heller ikke op til det nye Folkeoplysningsudvalg og udtræder dermed også af Furesø Sundhedsråd. Så må jeg se om jeg kan lade være med at involvere mig i noget i et stykke tid. Det kan være det bliver svært – men så må man jo bare op på hesten igen 😉