Synspunkter fra 2009

30. november 2009: Et kommunalvalg med mange ressourcer …
Man siger du kan købe næsten alt for penge … og det gælder måske også i kommunalpolitik. Jeg har i hvert fald ikke se brugt så mange penge på annoncering i en kommunal valgkamp som i år. Socialdemokraterne har virkelig haft den store pung fremme og valgkampen har helt sikkert kostet flere hundred tusind kroner. Men det ser ud til, at det har givet pote. En ellers ret ukendt socialdemokrat har fået et fantastisk valg med flest personlige stemmer. Flot gået må jeg sige – og pengene ser ud til at være givet godt ud.

Det bliver rigtig spændende at se, om konstitueringsparterne kan forliges de næste 4 år – eller om vi kommer til at se slagsmål i Byrådet og medierne. Det er en ret bred konstituering med 4 Konservative – 8 Socialdemokrater – 2 SF’ere og 1 Radikal. Men det var også hvad parterne var gået til valg på: en bred konstituering hen over midten. Så når Socialdemokraterne ikke ville have med det fallerede Venstre at gøre, var der ikke andre end Konservative at gå sammen med – hvis man ellers ville holde sine valgløfter – og det ville man i S. Tak for det.

Hvis nogen tror, at en ekstra plads til Konservative havde gjort en forskel – så tro om igen ;-). Med det valgresultat, som Socialdemokraterne kan fremvise ville man under ingen omstændigheder have givet borgmesterkæden fra sig – alt andet er naive drømmerier. Så vi kan ligeså godt være tilfredse med resultatet – det er nemlig det bedst mulige.

22. september 2009: Mine skattekroner – differentieret eller ej …
Jeg er træt af at høre på folk der klager over den differentiere skat her i Furesø Kommune.

Undersøgelser har vist, at over 40 % af danskerne betaler deres skat med glæde. Og at over 50 % ikke synes de har behov for skattelettelser – så længe skatten går til øget velfærd. Det er lige det, der burde være diskussionen. Ikke om Farum borgere betaler mere i skat end Værløse borgere. Det er slet ikke interessant. Det interessante er, hvad vi hver især får for vore skattekroner.

Uheldigvis er der rigtig mange mennesker – også politikere – som meget gerne snakker om den differentierede skat, og det urimelige i, at vi har den. Glem det – det var et diktat fra Lars Løkke Rasmussen. Et plaster på såret, men i høj grad også en del af finansieringen af den nye kommune.

Det er vel helt naturligt, at borgerne i Farum er med til at betale for drift og vedligeholdelse af fx de spektakulære idrætsanlæg, som nu en gang benyttes af Farums borgere – og som er et levn fra velmagtsdagene. Det er da velfærd – og det må man betale for. Værløse har ikke sådanne flotte anlæg, og når Værløse Badminton endelig vil låne Farum Arena til hjemmekampe til andet end TV kampe, så kan man ikke få hele hallen til rådighed … fordi man ikke betaler Farum-skat?

Jeg betalte da gerne et par % mere i skat, hvis vi i Værløse havde et svømmestadion med bl.a. 50 meter bane, et flot fodboldstadion og et stort hal-kompleks med tilskuerfaciliteter og tilhørende foreningslokaler for blot at nævne de mest omtalte anlæg. Men jeg får hvad jeg betaler for – og det er jeg som udgangspunkt godt tilfreds med.

Så drop snakken og den forskellige skat – snak i stedet for om, hvad du får for dine skattekroner.

15. august 2009: Danmark er et fattigt land …
Hvordan er det kommet så vidt, at vi lader politiet rydde en kirke, hvor ulykkelige mennesker har søgt tilflugt fra myndighedernes overmagt. Politiet gør bare deres arbejde, så dem skal vi ikke skyde på.  Det er politikerne og embedsfolkene vi skal have fat på – og til syvende og sidst er det dig og mig, som bærer ansvaret.

Vi har valgt vore politikere og dermed givet dem et mandat til, at forvalte landet. De vedtager love og sikrer at loven føres ud i livet gennem politiet og domstolene. Hvis vi ikke er tilfredse med den måde de gør det på, så skal vi vælge nogle andre næste gang der er folketingsvalg.

Hvor er det fattigt …
– at vi ikke har mod og mandshjerte til at tage imod de mennesker, som flygter fra deres hjemland for at finde en tryggere tilværelse her i Danmark
– at vi ikke sikrer en hurtig sagsbehandling, så de virkeligt trængende kan begynde et nyt liv blandt os andre danskere
– at vi ikke tager imod nye kulturer med et åbent sind og vælger at lade os inspirere og lære nyt
– at vi lader magten tale i stedet for vore hjerter

Jeg synes ikke Danmark er noget yndigt land i disse dage …

15. august 2009: Ferietiden er forbi …
Nu begynder hjulene at rulle igen. Langt de fleste mennesker er kommet tilbage fra ferie og skolerne er startet på en ny sæson. Aviser og postkasser er fulde af tilbud om sysler i efterårs- og vintermånederne.

1. juli 2009: Hvorfor hedder det egentlig agurketid?
Det er sol og sommer og varmen ligger som dis på de tyndt trafikerede indfaldsveje til København. Aviserne er også tynde og med pudsige overskrifter – det er agurketid. Her kan næsten alt finde vej til forsiden af gratisaviserne. Og hjemmesider opdateres ikke med samme ildhu som tidligere på året. God sommer.

5. april 2009: Foråret er på vej og ny vinde blæser – måske – over Christiansborg og Furesøen
Nu har vi snart i rigtig mange uger hørt om Anders Fogh Rasmussens kandidatur til posten som generalsekretær for NATO. Og så lykkedes det endelig her i weekenden. Anders fik sin post i NATO og vi fik Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Nu er der måske mange, som synes at man ikke kan have en lille mand med hang til fadbamser, smøger og lidt fest i gaden som statsminister. Men det vil jeg nu ikke sige … måske kan vi få det lidt sjovere. Du skal også huske på, at Kong Frederik den IX’ende var meget glad for en bajer i ny og næ, og efter sigende er det ikke så få kongelige branderter der er blevet båret hjem fra Nyhavn. Så giv nu manden en chance 😉

Her i Værløse/Farum … nogle kalder det fejlagtigt for Furesø, men det er jo navnet på en sø … skændes de i Venstre på 4. år i træk. De er endda raget så meget uklar, at den daværende venstreborgmester i Farum, Lars Carpens, har forladt partiet og vil stille op på en ny borgerliste. Det bliver spændende om det vil splitte Venstre totalt … og give plads til et styreskifte her i kommunen.

27. februar 2009: En rigtig god filmoplevelse
Jeg har lige været inde og se “Mænd der hader kvinder”. Det var en rigtig god filmoplevelse. Det er lige før jeg synes filmen er bedre end bogen. Det var på sin vis med lidt blandede følelser, at jeg gik ind for at se filmen. Den seneste filmatisering af bestseller som jeg har set, er “Da Vinci Mysteriet”, og det var en enorm skuffelse. Mage til filmisk makværk skal man lede længe efter. Men denne filmatisering er rigtig vellykket. Godt gået.

30. januar 2009: Hvem er egentlig terrorister?
Nogle mener at en terrorist er “en person, som vil opnå et politisk mål ved hjælp af vold og magt” – men hvem har ikke villet det og netop gjort brug af vold og magt gennem tidens løb? Det handler i bund og grund om, hvem man støtter og på hvilken side af hegnet man står.

Advertisement

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s