Endnu et år er gået … i coronaens tegn må man nok sige. Rigtig mange mennesker har nu fået 3. stik, men det forhindrer ikke at vi kan blive smittet med corona. December måned startede egentlig meget fint. Kirsten fik igen pakket kalendergaver i den store stil og julen blev planlagt i coronastil med fejring her i T39 og på N108. Uheldigvis blev Rasmus smittet efter en julefrokost i byen kort før juleaften – så der var dømt isolation på Lånshøj. Den lille familie måtte derfor holde jul for sig selv, og vi måtte ud og finde et juletræ til dem og ellers etablere dinner transportable juleaften, så de kunne få and og flæskesteg med mere. Vi Facetimede med dem senere på aftenen og spillede bankospil over nettet. Det var nu ret sjovt. Marie, Thomas og Mormor Else var her sammen med Pernille så vi hyggede os alene i T39 og det gik rigtig fint. N108 fejrede julen i eget regi med amerikanerbesøg – og uden Michael som havde fået corona. Vi holdt ingen stor julefrokost i år – det var der ikke rigtig basis for. Julefrokosten i Jylland på 3. Juledag blev også aflyst grundet corona. Vi må se om vi kan samles til en sommerfest eller lignende i det nye år. Og så blev det nytår – Kirsten blev konstateret smittet med corona den 31. december om formiddagen, så der røg den nytårsaften. For første gang i 25 år måtte vi derfor fejre nytåret i vores egen lille corona-boble. Det gik jo også, men det havde da været meget hyggeligere om vi havde kunnet fejre den som planlagt ude hos Hanne. Nu var det så os til at få dinner transportable, så vi byttede vores dessert ud med Alans forret og fejrede ellers nytåret med skål over Facetime. Vi gik også glib af Lunas 7 års fødselsdag som vi skulle have været til den 1. januar. Og for at det ikke skulle være nok, så blev Else kort efter konstateret smittet med corona. Heldigvis har alle de smittede ikke været særligt syge (og jeg er sluppet udenom smitte endnu) så vi kan håbe det er ved at være overstået. Den sne der faldt kort før juleaften er nu smeltet og alt er igen grønt og brunt. Dagene bliver trods alt lysere hver dag, men ellers er vejret gråt og kedeligt. Heldigvis har der været enkelte dage med dejligt solskin og dem må vi så glæde os over. Velkommen til 2022.


