Når man skal være lidt kulturel

Solen skinner fra en skyfri himmel og man skulle næsten tro det stadig var sommer. Græsplænen er stadig grøn, men i morges var der rim og glatte veje. Vinteren er på vej, og vejrprofeterne lover os ikke en hvid jul i år.

I aftes var jeg til juleafslutning med mit kor – Hareskovens Spisekammerkor – og vi gav en fin lille koncert i Hareskov Kirke.  Det er rigtig hyggeligt og dejligt at synge sammen. Vi holder julefrokost den 3. januar 2020 og så bliver der sunget igennem.

Ellers går tiden hurtigt når man sådan laver ingenting. Ansøgninger skal pudses af og CV’et skal opdateres – og så skal der kigges efter jobs og måske noget uddannelse. For et eller andet skulle jeg gerne finde at tage mig til. Ikke fordi tiden er lang, men det kunne hurtigt blive et driverliv. Men så popper der pludselig en SMS op: Har du tid til at lave en omgang Ris a la mande til på lørdag til 15 personer? … man har da heller aldrig fred for de unger 😉

20191202_124750.jpg

Brunkager, knasekager, vaniljekranse og klejner er det også blevet til – men det bliver vist også det eneste vi får gjort ved bagværket i år. De senere år har vi ikke bagt de der store portioner, hvor ungerne til sidst ikke gad mere – og så var det de voksne der stod og bagte og pyntede kagerne. I år holdt vi 1. Søndag i Advent her i T39 med gløgg og æbleskiver – uden kagebagning. Mens nogle gik tur med Cosmo klippe-klistrede de andre julepynt til juletræet på terrassen. Det var rigtig hyggeligt og der blev produceret mussetrapper, kræmmerhuse og flettede hjerter samt pomponner og anden pynt. Træet blev til slut pyntet med dagens produktion og med perleplade pynt som Vitus og Luna havde været med til at lave i løbet af november. Et ganske flot træ – som nåede at vælte to gange inden jeg fik det sat en ordentlig fod på.

lemans (2)

Længe inden jeg blev frigjort havde jeg aftalt med “drengene” at vi skulle ind og se filmen “Le Mans ´66” den 27. november og da jeg lidt uventet pludselig fik dagen til min fulde rådighed besluttede jeg mig for at være lidt kulturel. Statens Museum for Kunst  havde en udstilling med dansk guldalder og Nationalmuseet har den meget omtalte viking udstilling – begge udstillinger jeg længe har villet se. Så jeg tog allerede om formiddagen til staden og brugte dagen på de to museer inden vi om aftenen mødtes på Halifax til burger og godt øl inden vi gik i Imperial og så den fantastiske film om optakten til Le Mans i 1966.

Collage 2019-12-10 11_43_07

SMK er et meget flot museum og jeg synes det er dejligt at gå rundt og kigge på de flotte kunstværker. Det er bestemt et besøg værd. Herover ser vi et farvestrålende billede malet af Asger Jorn, en jysk fårehyrde på heden af Vermehren, en fascinerende egyptisk pottemagerske af Elisabeth Jerichau Baumann og endelig en brevbærer fra det lykkelige Arabien af … og det husker jeg så ikke lige.

Collage 2019-12-10 11_35_19

Nationalmuseet har forsøgt at forny sig med især udstillingen om vikingerne, hvor Jim Lyngvild har taget sig en række friheder i forhold til, hvordan vikingerne så ud og var klædt. Meget flot udstilling og jeg synes faktisk godt man kan se vikingerne for sig i den skikkelse som Jim Lyngvild har valgt at vise. Der er også en udstilling om Tyskland, som meget interessant viser Tysklands bedste sider – ideer, opfindelser, kultur og meget mere. Ellers synes jeg Nationalmuseet er interessant og stort – og meget fyldt med rigtig mange ting. Her er  Dagmar-korset og en porcelænsfigur af datidens forestilling af et næsehorn – sjove sager.