Her er lidt mere fra min bogreol startende med med de 4 erindringsbøger af Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Den beskrivelse han giver af barndommen i Jylland, gav mig mindelser om min egen barndom og det var en stor fornøjelse at læse dem. De to bøger af Sharon Owens har jeg ikke fået læst endnu, men det er vist et par kærlighedsromaner, så dem når jeg nok ikke til. Derimod har jeg slugt Jussi Adler-Olsens spændingsromaner med stor begejstring. Endelig en dansk krimiforfatter som virkelig forstår at sætte et godt plot sammen og samtidig skriver godt og levende. Og så har der forvildet sig en madbog ind på hylden. Faktisk ganske gode opskrifter og god læsning om Pricernes julemad.
Jeg må se at få læst de to første bøger af Josefine Ottesens trilogi, hvor “Krystalhjertet” er sidste bog. De tre bøger af Leonardo Padura er Cubanske krimier med et levende billede at Cuba under Castro. Ikke blot er de gode krimier, men de giver også et godt billede af livet på Cuba. Bjarne Reuter har i de senere år også slået sig op med voksenbøger. Disse to er meget underholdende og man er helt ked af det når sidste side er nået. De er næsten skrevet i bedste Jørn Riel stil. Ruth Rendell har skrevet mange psykologiske krimier og denne er en af dem. Læs den ikke alene en mørk nat i en hytte ude i skoven. Ebbe Kløvedal Reich var en meget produktiv forfatter og en dygtig debatør og han regnes for en af de 100 mest betydningsfulde personer i Danmark i det 20. århundrede. Candace Robb er en ferm forfatter, som med hovedpersonen Owen Archer sætter gode fortællinger op i det middelalderlige England. Gode historiske krimier. “Livskunstens almanak” giver dig et ord for hver dag af året om kunsten at leve vel – kloge ord men som altid vanskelige at udleve. John Steinbeck med “Det Ukuelige Sind” og “Rutebil på afveje” er klassikere og blandt Steinbecks bedste romaner. “Boghandleren i Kabul” fik voldsom meget presseomtale da den kom frem. Det er en god skildring af livet under Taliban og tiden derefter – krydret med forbudt kærlighed og samfundets strenge normer til det, at leve livet. “Mærkedage” af Jens Smærup Sørensen er en dejlig historisk roman om en families mærkedage gennem 70 år. Skøn bog.
Og så har jeg også sådan et roderum i reolen. Her er et af dem. Øverst ligger mappen med sange til Spisekammerkoret og ved siden står fødselsdagskort fra fejring af fødselsdage, som jeg ikke lige husker. Bøgerne er fra dengang der var noget der hed Time Life. Det er meget spændende bøger, der rigt illustreret og med engelsk tekst fortæller om spændende steder i verden. Et ekstra eksemplar af bogen om Postens Hovedkvarter har også sneget sig ind sammen med en engelsk/tysk bog om Rhinen – med flotte billeder af gamle byer og borge.
Det obligatoriske leksikon er endnu ikke smidt ud. Vi har skaffet os af med mit Lademanns Leksikon. Det fyldte to rum i reolen, så derfor beholdt Gyldendals. På toppen har der forvildet sig en bog ind om postuniformer gennem tiderne. Sjovt at læse om.