Croque Monsieur et Croque Madame


Her er opskriften på en fransk parisertoast, der mætter mere og smager bedre end dem du køber på frost. Forskellen på Monsieur og Madame er, at Madame afsluttes med et spejlæg på toppen – ellers er de helt ens. Opskriften er til 2 personer.

Ingredienser:
4 skiver toastbrød
2 dl – ca. 110 gr – revet ost fx emmentaler
2 dl cremefraiche
1 spsk. dijonsennep
2 skiver skinke
1 stor tomat
smør til stegning
salt og peber

Tænd ovnen på 200 grader. Start med at rive osten. Bland den med cremefraiche og smag til med dijonsennep samt salt & peber. Der må gerne være lidt bid i ostecremen.
Rist de 4 skiver toast på begge sider på en pande med smør. Når de er godt ristede og sprøde tages de af og de første to skiver smøres nu med ostecreme og lægges i et fad eller på en bageplade med bagepapir. Læg nu en skive skinke på hver toast. Det kan være en god landskinke eller måske en rest fra juleskinken. Skær tomaten i tynde skiver og læg dem på skinken. Giv tomaten lidt salt. Læg dernæst den sidste skive toast ovenpå og klem let. Smør nu den sidste ostecreme på den øverste toast. Bages i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter. Hvis du laver Madame kan du spejle æg på panden mens du venter på de færdige toast.

Velbekomme …

Madame er med spejlæg