Maria Helleberg har skrevet en fyldig roman om Louise Augusta, som var kongedatter – men reelt Struensees horunge med dronning Caroline Mathilde. Må indrømme at jeg ikke har fået læst mere end de første 10 sider, men det kan være interessen kommer end dag.
John Irving har skrevet mange gode bøger, hvoraf flere er blevet filmatiseret med rimelig succes. “Verden ifølge Garp”, “Æblemostreglementet” og “Hotel New Hampshire” er blot nogle af de gode bøger som jeg kan anbefale til sommerens hængekøje eller vinterens lune sofahjørne.
Steffen Jacobsen har med makkerparret Lene Jensen og Michael Sander som hovedpersoner skabt en række spændende krimier. “Gengældelsen” er en af disse. En velstøbt politisk thriller.
Den franske forfatter og ægyptolog Christian Jacq har skrevet mange bøger om Egypten – både faglitterære og fiktive romaner – og nok især om faraoen Ramses II. Det er spændende bøger der beskriver dagligdagen i Egypten gennem en god historie krydret med historiske fakta.
Og så kommer Johannes V. Jensen. Vores store danske forfatter som i 1941 fik tildelt Nobelprisen i litteratur. Som stor dreng læste jeg “Den Lange Rejse” og den står som en af de største bog-oplevelser jeg har haft, ved siden af B.S. Ingemanns historiske fortællinger. Det var fantastisk at læse om Danmarks historie på en helt ny måde. Da jeg kom til København i 1975 gik jeg bl.a. på jagt i bogantikvariater og her fandt jeg nogle gamle udgivelser af “Bræen” og “Skibet”. Bøger jeg stadig har. “Himmerlandshistorier” er en samling af sjove noveller, som indrammer den jyske ånd på fornemste vis.