Snestorm og ungarsk gullash

Det kan godt være at december var en meget varm måned, men så er kulden da ellers kommet her i januar. Alle vore vejr-profeter varslede snestorm her natten til fredag den 8. januar – men det var nu småt med den snestorm. Det blæste da lidt og der kom da også noget sne, men nu er det næsten regnet væk.

Lørdagen er gået med kig på køkken hos Aubo i Hillerød. Ikke til os selv, men til Marie som skal have tænkt en vaskemaskine – og måske en lille opvaskemaskine – ind i en køkkenløsning. Nu skal vi have fundet tid til at en fra Aubo kan komme forbi og se på det – og ikke mindst måle op i det lille skæve køkken. Det bliver noget af en specialløsning så det bliver spændende at se hvad en professionel køkkenmand kan komme op med.

Aftenens menu skulle have stået på Bøf Stroganoff med kartoffelmos, så Kirsten kørte i byen efter kød og kartofler – og jeg startede med at brune løg så de var klar og ellers gøre gulerødderne parat. Men ak – ingen kød i butikken til bøf stroganoff og kartoflerne var heller ikke gode. Kødløs dag … nej, ikke lige lørdag aften, så det blev et kalkunbryst der kom hjem på køkkenbordet. Så måtte vi jo se på hvad huset ellers havde af råvarer … en smule kartofler, et broccoli og lidt forårsløg og bacon skal man jo altid have. Så det endte med at vi fik “ungarnsk kalkungryde” med kartoffel-broccolimos .. faktisk ret godt, så her er opskriften til 4 personer.

Du skal bruge:

ca. 900 gram kalkunbryst
2 pakker bacon
4 løg
et bundt forårsløg
6-8 gulerødder
1 rød peberfrugt
ca. 1 liter hønse- eller grøntsagsbouillon
en lille dåse koncentreret tomatpure (70 gram)
2½ dl piskefløde
ca. 5 tsk. Ungarsk paprika (mild, eller hvis du er til den stærke side så tag den røgede)
Salt og peber efter smag
Smør eller olie til stegning.

12-15 kartofler afhængig af størrelse
1 hel broccoli
25 gram smør
1 dl mælk

Skær løg og forårsløg i fine tern. Skær bacon i tynde trimler. Skræl gulerødder og skær den i skiver. Rens peberfrugten og skær den i store tern. Brun bacon, løg og forårsløg i en god tykbundet gryde. Tag det op. Skær kalkunbrystet i stykker på størrelse med en stor terning. Brun nu kødet i gryden af flere omgange – ellers bliver det ikke brunt, men koger blot. Lad bare den sidste portion køb blive i grynden. Hæld resten af den brunede kalkun i gryden med bacon, løg og forårsløg og tilsæt ca. 5 tsk. god ungarsk paprika. Brug bare den røgede som giver en lidt stærke smag. Du kan altid sætte lidt cremefraiche på bordet til dem der gerne vil dulme det stærke. Op i gryden med gulerødder og peberfrugt. Tilsæt koncentreret tomatpure og bouillon og vendt forsigtig det hele sammen. Lad det koge lidt ind uden låg og tilsæt så fløden. Låg på gryden og lad det simre en lille ½ time. Smag til med salt og peber inden servering.

Mens du brunede kødet har du sikkert skrællet kartofler og gjort broccolien klar. Kartoflerne skæres i mindre stykker og koger nu til de er næsten møre. Tilsæt så broccolien og kog den med de sidste ca. 10 minutter. Når det hele er mørt hælder du vandet fra og damper det sidste vand vWP_20160109_18_49_39_Pro_LIæk uden at kartoflerne brænder fast i bunden af gryden. Mælken har du måske hældt op i et glas der kan tåle microovn – og så giver du lige mælken en tur så den bliver rimelig lun. Fat din elpisker og brug piskerisene til at mose kartofler og broccoli sammen – uden strøm på til en start. Når de er en rimelig most masse hælder du smør og den lune mælk i massen og moser lidt mere inden du sætter strøm på elpiskeren og laver massen til en lind og luftig mos. Smag til med salt.

Server rygende varm – gerne med cremefraiche som tilbehør. En god rødvin kan være en dejlig følgesvend men koldt kommunal vand fra hanen er nu heller ikke at kimse af. Velbekomme 😉

 

 

 

Advertisement

Det gamle år er gået …

Så gik 2015 om ikke i glemmebogen så dog i det store arkiv af gode og mindre gode oplevelser. December måned gik frygtelig hurtigt og inden jeg næsten fik set sig om så var det jul. Heldigvis gik min december i år langt bedre end sidste år, hvor jeg ikke var særlig mobil. Det har taget et år at stille diagnosen psoriaisgigt og jeg kom heldigvis i behandling kort før jul. Det hjælper – og det håber jeg det bliver ved med. Ulempen er at man ikke må drikke mere end 7 genstande om ugen eller en om dagen – og det kan jo godt sætte en bremse på festlighederne. Det er dog bedre end at gå og humpe rundt med dårligt knæ eller en skæv ankel.

WP_20151224_12_09_28_Rich_LIMerete blev 70 år og det blev fejret med en dejlig fest i Jonstrup midt i december. Det var lunt og dejligt vejr, så det var ingen sag at køre hjem – når jeg nu var tørlagt. Juleaften blev fejret her i Tornekrogen med Kristina og Søren og deres børn samt Kristinas far. Mormor var selvfølgelig også med. Midt i al herligheden lige før flæskestegen og anden lige skulle have det sidste skud varme gik ovnen og det halve komfur. Puf – og ingen strøm. Heldigvis var alt varmt og to kogeplader virkede. Så der var ikke andet for end at lukke ovnlågen så varmen blev inde og over på de varme kogeplader med sovsen så den i hvertfald var rygende varm. Der var ikke lige tid til at tjekke sikringer – som i øvrigt så meget fine ud – så det handlede om at komme til bords og få maden mens den endnu var varm … og det lykkedes.

Jeg havde som sædvanlig lavet alt for meget risalamande – i øvrigt efter opskriften her på min side, som jeg i al beskedenhed synes er den bedste. Mandlen gemte sig længe men kom da frem til sidst. Og så var det ellers oprydning og frem med juletræ og pakker. Den obligatoriske rundesang som Vitus rigtigt kunne være med til i år, var hurtigt overstået så de små kunne få gaver. En rigtig dejlig aften.

WP_20151228_18_47_53_Rich_LIFørste Juledag var ren afslapning og 2. Juledag lagde vi hus til sammenskuds frokost. Rigtig hyggeligt og med masser af mad, selv om vi havde forsøgt at gøre det lidt mindre end ellers. 4. Juledag var der Sildegilde hos Lone og Alan … med snaps i forskellige afskygninger. Dejlige sild i forskellige variationer. Jeg havde lavet stegte sild i 3 versioner: i krydret lage, i citronlage og i tomatlage.

WP_20151231_18_41_18_Rich_LINytåret blev fejret traditionen tro sammen med Lone og Alan – men denne gang var vi inviteret ud til Hanne som diskede op med en meget fornem nytårs menu og tilhørende vine. Hannes x-svigersøn, Kristian, var der også og det var i det hele taget en rigtig hyggelig aften. Vi brød op omkring kl. 2 og kørte hjem sammen med en masse andre. Sjovt så mange mennesker der var på vej hjem der midt om natten.

WP_20160101_15_01_00_Rich_LIDen 1. januar var vi til fødselsdag på Lånshøj. Luna blev 1 år og det var hun rimelig ligeglad med. Vitus var stadig i “pakke-gaver-op” humør selv om man kunne se at han kørte på de sidste reserver. Men alle gaverne skulle pakkes ud. Heldigvis var der barnlige sjæle at lege med så dagen gik også for ham i fuld fart. Vi andre havde da fået sovet lidt, men ikke alle var lige friske. Så det var godt at fødselsdagsmenuen stod på hotdogs og håndbajer. Og selvfølgelig lagkage. Dejlig dag.

Så gik den ikke længere. Hverdagen kaldte og der var ikke mange dage til at få sig restitueret. Juletræet skule plyndres og nisserne pakkes væk så de kan klare sig et år mere i pakker og kasser på loftet og i skuret. Og så var det ellers på med vanten den 4. januar … igang med et nyt og spændende år.

Skal vi være venner i år …

image

Kære alle
Tak for de glæder vi sammen fandt
i det år der så hastigt forsvandt.
Tiden iler af sted med stort og småt
vi keder os ikke … og det er jo godt.
Børn og børnebørn og ferier med venner
beskeder på Facebook vi sender
om livet der leves og tanker der tænkes
og til sjove historier og holdninger der linkes.
Hvor er vi om et år eller fem eller ti …
Er Facebook og Instagram så forbi ?
I denne tid hvor alle lande lukker sig
vil jeg forsøge at åbne mig
mod venner og verden
og vise lidt mere af min færden

Hæng på og bliv ven med mig
Og lad os se om livet forsat er en leg
Når du kender mere til mig og mit liv
Og husk det handler både om at få og giv

Jeg ved det godt … Man kan ikke være venner med alle
Og som “Facebook ven” behøver man jo ikke at lade sig kalde …