Oktober med regn og rusk

Det er blevet efterår med regn og rusk. Træer og buske bliver forvandlet til malerier i fantastiske røde, gule og brune nuancer – inden efterårsstormene tager fat og lader dem stå nøgne tilbage mens blæsten sender bladene hvirvlende rundt inden de falder til ro og formulder. Det bliver snart tid til vinterdæk på bilerne og tid til at samle havemøblerne – dem stiller vi tilbage sammen med uret og venter på vinter.
Jeg slap vist pennen inden vi fejrede sommerens fødselare. Først Thomas og “yours truely” med en dejlig brunch på Restaurant Toldboden i København. En rustik oplevelse med Gefion springvandet lige om hjørnet .. dejlig dag. Weekenden efter var det Else’s tur til at fejre 91 års fødselsdag, men så skulle vi også snart på ferie igen.
Vi pakkede bilen og drog til Læsø på en uges ferie med alle ungerne. Skøn ø med ro og fred og forbavsende få turister. Jomfruhummer er sammen med salt de store trækplastre på øen, men jeg vil nu hellere have Mortens fiskefrikadeller – de smager vildt godt. Bevares – friskfanget jomfruhummer er også godt, men nok lidt opreklameret efter min opfattelse. Ferien startede med at Luna brækkede en arm og måtte til Hjørring for at få gips på, men da først den var fikseret gik det overraskende godt. Vi fik kørt øen tynd og nåede at se så godt som alt det man skal se på Læsø. En kurbad har vi til gode, men det nåes måske en anden gang. Ud over Mortens fiskefrikadeller fra Vesterø Havn kan vi anbefale Læsø Spisehus i Østerby og deres planke med lokale lækkerier – det er bare mums.
Hjemme igen og efter en god uges arbejde pakkede vi påny bilen og drog med Lone & Alan til Sydfrankrig – et 12 dages roadtrip med indlagte overnatninger undervejs. Efter 2 dejlige overnatninger – Heidelberg og Vienne – kom vi frem til Riviera Golf de Barbossi, hvor vi havde lånt en lejlighed. Skønt sted i Mandelieu-la-Napoule. Her var dejligt og vi var på gode ture i oplandet med Gourdon, Mougins og Antibes gamle bydel som de mest anbefalelsesværdige steder. På vejen hjem fandt vi overnatning i en meget malerisk bindingsværksby Gengenbach. Som taget ud af Grimms eventyr lå den gamle bydel med det ene flotte bindingsværkhus efter det andet side om side. Bestemt et besøg værd en anden gang med lidt mere tid.
Men så var det også godt at være hjemme igen. Vejret var slået om mens vi var væk og især græsplænen var godt i gang med at få overtaget igen da vi kom hjem. Heldigvis var den blevet slået en gang mens vi var væk – ellers tror jeg man skulle have haft en le for at få bugt med den.
Arbejdet kaldte et par dage inden jeg skulle under kniven. En biskjoldbruskkirtel sendte for meget kalk ud i mit blod og måtte fjernes, så nu går jeg rundt med en “bi’er” mindre samt et lille ar på halsen. Alt er godt så nu døjer jeg kun med de sædvanlige skavanker som fx en venstre hånd der ikke vil som jeg.
I september mistede vi Kristinas far, Flemming Sommer. Efter kort tids sygdom sov han stille hen og bisættelsen foregik på en smuk solrig dag fra Kirke Værløse Kirke.
Ellers må man jo sige, at vi er gået ind i efteråret og dagene bliver kortere, mørkere og koldere. Fyret er sat på “mellem sæson” og de langærmede skjorter skal snart findes frem igen. Det samme skal vinterdynen kan jeg mærke. Men først skal vi fejre fødselsdage for Sofie, Vitus, Marie, Søren og Louise … så nok for nu.

Reklamer