Det sørme .. det sandt .. december

Vi har fået den første sne, men alt er regnet væk og har efterladt et gråt og mørkt landskab til os der hungrer efter frostklare dage med sne, som smyger sig blidt om os og dæmper trafikstøjen. Det at vågne op og se lyset komme ind af vinduet og føle den stilhed som følger i halen på nyfalden sne – det er helt vidunderligt. Håber der kommer mange dage af den slags i løbet af vinteren.

Egentlig havde jeg et mål om at sætte små epistler på bloggen her med korte mellemrum, men det er ikke lykkedes endnu, så der er lidt at samle op på – og så glemmer man jo lidt hen ad vejen.

August forsvandt stille og roligt. En hyggelig grillfest i grundejerforeningen var med til at runde den udeblevne sommer af, mens vi så på statistikker over senere års mest triste sommermåneder. Her toppede sommeren 2017 i flere statistikker – og ganske fortjent. Det var bare en elendig dansk sommer.

For omkring 20 år siden engagerede jeg mig i Værløse Gymnastik- og Svømmeklub, og det er blevet til mange år med idræt i mange afskygninger. Som udøvende, som bestyrelsesmedlem, som formand og senest som kasserer. Den rolle slap jeg i år og er nu kun revisor. Interessen strakte sig også til Furesø Idrætsråd, hvor jeg var formand i rådets 8 første leveår og videre ind i Folkeoplysningsudvalget og et tæt samarbejde med forvaltning og politikere om udvikling af idrætten i først Værløse og siden Furesø Kommune. Det har været spændende at være med til at forme udviklingen på idrætsområdet og i mit stille sind glæder jeg mig over de resultater jeg har været med til at skabe.

På samme måde som alting har en ende, så har alting også en begyndelse. Louise og Rasmus valgt den 7. oktober at gifte sig og det blev et herligt bryllup i Pladeværkstedet på Amager. Weekenden efter valgte Mette og Varmer også et få papir på hinanden, så det blev en ren festmåned da Marie også lod sig fejre på sin 30 års fødselsdag. Bryllupper og runde fødselsdage er alle skillelinjer i ens liv og for nogle en markant ændring. Det kan være begyndelsen på et nyt kapitel og måske en oplagt mulighed for at sætte et nyt pejlemærke.

Fra de gankse grønne ægteskaber til et mere adstadigt et af slagsen. Merete og Erik kunne den 10. november fejre guldbryllup – 50 års ægteskab – så de unge har noget at leve op til. Merete og Erik blev i bogstaveligste forstand taget på sengen og det blev til et par hyggelige morgentimer sammen med venner og familie.

Og så er jeg begyndt at gå til kor. Jeg er blevet lokket med i Spisekammerkoret i Hareskov. Det er nu meget hyggeligt og selv om jeg ikke kan læse og helt forstå de der noder, så går det vist nok meget godt. Nogen Pavarotti eller Sinatra bliver jeg ikke, men jeg brummer med så godt jeg kan. Vi havde koncert i Hareskov Kirke og sluttede året af med fællesspisning. Det var rigtig hyggeligt og meget livsbekræftende. Et rigtig positivt bekendtskab.

Der er ikke mange dage inden vi går rundt om juletræet, så det er lige med at nå det hele … men det går jo nok.

Det er blevet en fugtig aften i december
Versefødderne driller lidt men jeg kæmper
At lege lidt med sproget og finde sjove fødder
Det er skægt – også når det bare er gulerødder
Om ikke andet så håber jeg at trække frem et smil
Så regnes jeg nok endnu ikke for at være helt senil.

Det våde efterår ville bare ikke ingen ende tage
Oktober og november var næsten kun regnvejrsdage
Nu venter en frostsprængt vinter lang og hård
Hvis man ellers skal tro på gamle mænd der spår
Om vejret siger mange at det er helt af lave
Og der er stadig blomster i min have.

Nu sidder jeg her og laver næsten ingen verdens ting
Mens decembermørket langsomt sniger sig omkring
Og stjæler de lyse timer – så godt som dem alle
I hvert fald i den tid hvor jobbet på os kalde.
Jeg har tændt et lys eller to – ja, faktisk indtil flere
Og med julemusik vil jeg højtidens komme avertere.

I december tænder vi lys i alle hjem og hjerter
Vi tænder for alle lamper og lygter og kærter
Julen den kommer om hjørnet med lyset på sin vej
Og i lysenes stråleglans svinder mørket som en leg
De gamle traditioner hentes frem af glemslen igen
og måske læser vi et juleeventyr af H.C. Andersen.

Med disse linier vil jeg ønske dig en rigtig glædelig jul
Jeg håber den for dig og dine bliver rigtig cool
Hyg dig nu med børn, familie og venner
Glade tanker jeg til dig og dine sender.
De bedste ønsker for det nye år du får
Inden læselysten helt forgår.

Fastelavn er mit navn …

Boller vil jeg have … og du kender sikkert fortsættelsen. Selv om supermarkedernes fastelavnsboller lavet af wienerbrød med creme eller syltetøj i midten er ganske gode, så besluttede jeg mig for at lave fastelavnsboller som jeg husker dem fra min barndom. De blev rigtig gode og jeg kan anbefale dig, at prøve kræfter med opskriften. Jeg puttede en bagefast creme ind i bollerne, men du kan udskifte cremen med en hjemmelavet remonce (rigeligt smør, sukker og evt. marcipan, kanel, hakkede mandler …). Jeg synes personligt at fastelavnsboller skal være med creme, men prøv selv.

 

Opskrift på 16 lækre fastelavnsboller

 

Kagecreme:

1 vaniljestang

100 gr. sukker

4 spsk. maizena

2½ dl. mælk

2½ dl. fløde

3 æg

 

Dej:

50 gr. gær

3 dl. lunkent vand

50 gr. sukker

150 gr. blødt smør

600 gr. hvedemel

 

Glasur:

200 gr. flormelis

3 spsk. kakao

Kogende vand

 

Kagecreme:

Lav cremen i forvejen. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud med en kniv. Skil kornene ad med lidt af sukkeret.

Kom mælken i en tykbundet gryde og pisk sukker, vanilje og maizena i. Når maizenaen er opløst kommer du æg og fløde i og pisker det hele sammen. Kom den brugte vaniljestang i og varm hele molevitten op under omrøring. Kog nu cremen 1-2 minutter indtil blandingen stivner let. Pas på den ikke falder på bunden. Tag den af varmen og hæld den færdige creme i en skål som du dækker med film – lad filmen dække/røre cremen, så den ikke trækker skind – og lad cremen stå og køle af.

 

Dej:

Opløs gæren i det lunkne vand. Kom sukker og det bløde smør i. Rør melet i lidt af gangen – gem lidt mel til senere. Ælt nu dejen godt igennem. Den skal slippe siderne af skålen, men alligevel være ret blød og lidt fedtet. Lad den hæve lunt i ½ time. Efter hævning slår du dejen ned og drysser lidt mel på bordet. Form 16 boller og brug det sidste af melet, hvis dejen hænger for meget fast. Tag nu den kolde kagecreme og fjern vaniljestangen. Rør cremen sammen så den er nem at arbejde med. Tryk hver dejbolle helt flad – en ad gangen. Læg en god spiseskefuld creme på hver “pangekage” og saml dejen grundigt. Læg den færdige bolle med sammenføjningerne nedad på en bageplade. Sådan gør ved alle boller. Det tager lidt tid men er det hele værd. Efterhæves ½ time og bages ved 200 grader i ca. 15 minutter indtil de er gyldne. Bollerne skal ikke pensles inden bagning.

 

Glasur:

Når bollerne er kølet godt af, laver du en god kakaoglasur. Rør flormelis og kakao sammen og kom kogende vand i meget forsigtigt og meget lidt ad gangen. Glasuren må ikke blive for tynd, men skal lige kunne smøres ud på bollerne uden at glasuren løber af.

 

Spis dem mens de er friske … velbekomme