Kos .. dejlig ferieø

Hvis man tror Kos er disco og masser af fest og farver .. så er det nok rigtigt i de store turistbyer på øen. Men det er også en dejlig hyggelig familie ø med skønne steder ude langs kysten. Her er lidt snapshots fra de seneste dage her i Tigaki i oktober med masser af sol, vind og temperaturer på de 24 grader. Dejlig efterårsferie 🌞

Nu falmer skoven

Oktober er kommet med regn, blæst og mørke nætter efter en september måned med uventede varme lyse dage. Men nu går den ikke længere. Træernes blade falmer fra de grønne nuancer til et orgie i brune, gule og røde farver. Duggen falder tungt over græsset og luften emmer af fugtig jord og sommerens forfald. Det er blevet efterår. Men inden den første nattefrost må jeg lige få griflet de seneste begivenheder ned inden jeg selv går kold.

Sommeren startede godt med et herligt besøg på Carlsbergs nye besøgscenter. Det var en gaveindfrielse til Kirsten fra Kristina og Søren. Meget flot fortælling om øl og om Carlsberg i de smukke gamle lokaler. En dejlig rundtur med skøn frokost på Madklubben samme sted. Vi fortsætter med madoplevelser: Pernille og Thomas inviterede på middag på Svogerslev Kro – rigtig hyggeligt. Og vi inviterede Lone og Alan på brunch på Møllehøj i Søsum, hvor vi stødte på madmor Helle (Tivolihallen). Men hvor godtfolk er kommer godtfolk til 😉 og endelig er der lavet nye spisegrupper her i Orangerierne – en tirsdagsgruppe som vi er med i og to onsdagsgrupper.

I Havnsø var der godt gang i bærbuskene og vi fik lavet både stikkelsbærgrød, solbærgrød og solbærsaft. Den sidste saft blev drukket i går, så vi har haft glæde af egen avl i flere uger. Vi har haft besøg af Cleo i små fjorten dage – hyggeligt med en lånehund. Søren Chr havde ikke set vores nye domicil så det rettede vi op på med lidt mad sammen med N108 omkring min fødselsdag. Julie og Troels inviterede på kaffe så vi kunne se deres nye lejlighed. De er kommet fint i stand og er nu blevet en lille familie med Bastian, som kom til verden her sidst på sommeren.

Søren og jeg tog til racerløb Copenhagen Historic Grand Prix først i august på Bellahøj – måske sidste gang på den lokation. Sjovt at se både nyere og især gamle biler køre race. Vi har for øvrigt fået ny bil. En elbil .. Opel Grandland Electric GS Sky – EK36689 .. med glastag, elbagklap og træk, som var Kirstens kriterier for at skifte. Det er en anderledes køreoplevelse, men nemt og støjsvagt. Nu må vi se om vi kan leve med rækkevidde og elforbruget .. ellers må vi jo gå tilbage til de fossile banditter igen.

Kirsten har været i London med ungerne og Marie. De skulle over for at se Harry Potter World. Rejsen var en kombineret julegave til ungerne, og de havde en rigtig god tur. Og så har Kirsten været sammen med Bente på Bagenkop Kro og nydt den store fiske- og skaldyrsbuffet, som de er berømte for. Jeg har været på Statens Museum for Kunst, som jeg har fået årskort til og så en flot udstilling med flere af Michelangelos skulpturer – og nød en sandwich i Kongens Have. Thorvaldsens Museum er også besøgt i forbindelse med åbning af CAFx: Copenhagen Architecture Biennial 2025 – en stor festival for arkitektur med mange events rundt omkring i København. Efter åbningen gik jeg en god tur langs Kalvebod Brygge og så på de mange flotte nybygninger på begge sider af vandet. Jeg endte ude ved Kaktus Towers og sluttede dagen af med en dejlig familie-middag .. guess where: IKEA.

Et herligt gensyn med Ledreborg Slot blev det også til. Vi havde købt en flot parasolfod i stål, som jeg hentede hos producenten som var på besøg på Ledreborg Slot. Der var nemlig grøn fagmesse for Have & Landskab. En rigtig fin udstilling, som var ret sjov at se. Parasollen er først lig købt og kommer nok ikke op i år.

Vi har lige været på gåtur i vores område med Dorte, som har boet herude de seneste 40 år. En flot tur gennem skovene omkring os – vi sluttede med en god frokost på Skovlyst, hvor jeg fik en fantastisk lun stegt sild og en lige så vellykket pariserbøf. Kan varmt anbefales.

Ellers går tiden jo med mange andre gøremål her i bofællesskabet, hvor jeg er blevet bogholder for vores Blok – ud over at jeg er vicevært sammen med Ole J. Der er hele tiden småting at tage sig af. Jeg har fået lov til at lave en prototype på en blomsterkasse til vores tagterrasse – sjovt projekt. Jeg må se om jeg kan få lavet nogle flere. I weekenden har vi endnu en arbejdsdag, og her skal vi slå bevoksningen ned på vores fællesareal. Det bliver en større opgave. Men dagen slutter med høstfest, så der er noget at se frem til.

One Pot Pasta med squash og svampe i tomatflødesauce

Dejlig nem ret i én gryde. Der er mad til 10-12 personer

Ingredienser:
1 kg pasta – gerne Canelloni, Penne eller Rigatoni
4 dåser hakkede tomater (evt. flåede tomater)
2-3 løg – hak dem fint
10 hvidløgs fed fint hakkede
2 squash i tern
800 gram svampe groft hakket
½ glas soltørrede tomater – ca. 100 gram – hak dem fint
3 tsk tørret timian
2 tsk tørret rosmarin
1 l grøntsagsbouillon – to Knorr terninger og en liter vand
3-4 dl piskefløde
smag til med salt og peber

Tilbehør:
En god salat fx spidskål med æbler og parmesan og eventuelt brød

Sådan gør du:
Find den store gryde frem og kom lidt olie i. Svits løg og kom så resten i – bortset fra de ternede squash og halvdelen af piskefløden.
Rør godt rundt og lad det komme op og koge. Sku ned for varmen og lad det simre i 12-15 minutter indtil pastaen næsten har den rette konsistens.
Kom nu squashen i og lad den varme med indtil pastaen er klar. Juster med resten af piskefløden og smag til med salt og peber.

Velbekomme.

Boeuf d’Hibou

Skøn simreret. Der er rigeligt til 4 personer

Ingredienser:
1 svinemørbrad
150 g bacon
2 løg
4 fed hvidløg
5 gulerødder
400 g champignon
1 dåse hakkede tomater
2 spsk sennep
2½ dl bouillon
2½ dl piskefløde
Mel, salt og peber

Tilbehør:
Server med vilde ris og en god salat

Sådan gør du:
Skær bacon i skiver. Skær løg i mindre både. Skær gulerødderne i centimeter tykke stykker. Hak hvidløg. Rens champignon og skær dem i kvarte.
Steg bacon med løg og hakket hvidløg på en stor pande eller i en gryde. Kom gulerødderne i og svits dem med.
Rens svinemørbraden og skær den i store firkanter. Hæld bacon, løg, hvidløg og gulerødder i et ovnfast fad. Brun svinemørbraden godt af på panden. Drys 3 spsk mel over og lad det suge ind i kødstykkerne. Kom de hakkede tomater ved sammen med bouillon, sennep og fløden. Når det er kogt sammen hældes det op i det ovnfaste fad.
Svits champignon så lidt af væsken er kogt af og kom også dem i fadet. Rør rundt og dæk fadet med folie eller et låg.
Sæt i ovnen ved 200 gr i ca 40 minutter.
Smag til med salt og peber.

Velbekomme.

Sommerferierne er over os ..

Inden det for alvor bliver sommer og vi alle tager ud i land og riger for at finde afslapning, oplevelser og andre græsgange end dagens trummerum, så er det nok på tide at få fastholdt nogle af de seneste ugers oplevelser.

Den traditionsrige Silde Komsammen blev i år holdt hos Hanne i Dalsø Park. Ikke alt er sild, så vi kom med norske sursild og krydret hønsesalat – se opskrifterne længere nede på sitet. Det var som sædvanligt en rigtig hyggelig dag, hvor vi fik snakket om løst og fast – og fik en snaps eller to.
Lone & Alan kunne i år fejre guldbryllup og Lone havde inviteret til stor fest i Jonstruphus. Vi overraskede dem begge med morgensang og musik – ja måske ikke overraskede, men vi var da så mange, at der kun lige var plads til alle fremmødte omkring kaffebordene. Senere var der fest i Jonstruphus med et herligt danse-indslag.


N108 inviterede til familiehygge 2. påskedag og Liv var selvfølgelig med på armen hos de fleste. Senere havde Marie og Sofie fået os alle samlet til hygge i sommerhuset. Nogle blev og overnattede mens andre valgte at tage hjem samme dag. Vi fik fantastisk mad fra Jyderup Præstegaard – kan varmt anbefales.
Pia blev 70 år og inviterede til mad på Furesø Bad med kaffe og kage i Tornekrogen. En hyggelig dag i det “gamle hood”.

Så stod den også på lidt ferie. Vi tog på bustur til Sverige med pensionisterne fra Måløv Idrætsforening. Vitus Rejser havde skruet en fin bustur sammen til os med en tur til Gøta Kanalen, Kalmar og Øland som de vigtigste områder. Det var en rigtig fin tur sammen med søde mennesker. Vi fik set elge, bison okser, Gøta Kanalen, Husqvarna, Kalmar, Øland og Glasriget Kosta og flere andre skønne steder.


Fætter Jens er rundet de 70 år og havde inviteret til fest i haven i Nyborg. Dejlig dag med mange lagkager, sang og musik og en sej foodtruck. Rigtig hyggeligt at mødes med dem man ser alt for sjældent.
Liv er blevet døbt på en dejlig dag i juni måned. Familie og nære venner var efter dåben samlet til garden party på N108. Vejret holdt sig flot hele dage, så det kunne ikke være bedre.
Sankt Hans blev fejret her i Orangerierne – dog uden Merete & Erik samt Pia & Keld. Holdet blev dog forstærket med Kristian og det var rigtig hyggeligt. Bål blev det ikke til – regnen var for voldsom.
Ellers må man sige at tiden er blevet brugt til mange ting. Arbejdsdage her i Orangerierne. Møder og fællesspisninger. Hilse på nye beboere. Snakke udfordringer med ny administrator og forbrugsregnskaber med mere. Besøg på Barley Field til mad og øl. Genoptræning af den brækkede ankel. Hygge og arbejde i sommerhuset. Biografklubben. Herreværelset og meget mere ..

Det må vist være rigeligt nu – god sommer!

Crack Chicken Homestyle

Her er en nem, hurtig og lækker ret fyldt med velsmag og varme kryderier. Den kan laves på flere måder, men her er min version, som du sagtens kan servere for 10-12 personer.

Ingredienser:
300 g bacon
1.800 g kyllingebryster
3 tsk hvidløgspulver
2 tsk røget paprika
salt og peber

300 g flødeost naturel eller pikant
8 tsk tørret dild
5 tsk løgpulver
3 tsk hvidløgspulver
2 tsk salt
2 tsk friskkværnet peber

400 g revet cheddar
2 bundter purløg – fint snittet
1 bundt forårsløg – ca 5 stk fintsnittet

Tilbehør:
Fx.: Spidskålssalat med røde æbler – Kålsalat med gulerødder, korn og mandler – Ovnbagt blomkål

Sådan gør du:
Du starter med at stege bacon og tænde for ovnen på 200 grader. Enten steger du bacon i ovn eller på en pande. Hvis du laver bacon i ovnen, skal du hælde baconfedtet på en pande til at stege kyllingebrysterne i. Brug enten bacon i tern eller den almindelige Tulip bacon. Hvis du bruger Tulip skal du efter stegningen skære den sprøde bacon i mindre stykker, så du kan smuldre den over retten senere.
Nu skærer du brysterne i 2 halvdele, så du får to flade kyllingefileter. Krydder dem godt med din krydderiblanding. Steg dem hurtigt på en varm pande så de får farve, men ikke mere. De steger færdige i ovnen. Læg dem i et eller to ildfaste fade som du kan sætte i ovnen og på bordet ved servering.
Flødeosten rører du op med krydderierne samt salt og peber. Tilsæt eventuelt lidt fløde eller vand for at gøre massen mere flydende. Du kan i en hurtig vending bruge pikantost – den med krydderier og/eller hvidløg. Smør osteblandingen ud over de stegte kyllingefileter og drys halvdelen af den stegte bacon over. Slut af med et lag revet cheddar.
Sæt dine fade i ovnen og giv dem ca. 15 minutter – så er osten smeltet og kyllingen er gennemstegt men stadig saftig. Slut af med en masse purløg og forårsløg samt det sidste bacon før servering.

Tilbehør kan varieres, men det kunne være ovnagt blomkål, da du har ovnen tændt alligevel. Kålsalater – fx spidskål, grønkål eller hvidkål – passer også godt til. Find dine egne favoritter.

Velbekomme

Skønjomfru Lises hønsesalat

Hønsesalat er en klassiker på mange frokostborde og næsten enhver kok har deres egen fortolkning af denne dejlige spise. Jeg har lavet min version kraftigt inspireret af de gode gæstekokke på Go’ Morgen Danmark. Så tak til Lise, Hannah, Jesper og Mikael for mange skønne retter og gode tips til en smagfuld hverdag. Denne opskrift giver mindst 10 lækre stykker smørrebrød.

Ingredienser:
6 kyllingelår
15 skiver bacon 
250 g champignon 
4 spsk creme fraiche 18/38 %
4 spsk mayonnaise 
1-2 spsk HP Sauce
1-2 spsk Worcestershire Sauce
1-2 rødløg fint hakket
5-10 små cornichoner fint hakket
2-3 spsk kapers fint hakket
1 bundt purløg
1 bundt dild
Salt og peber
Æblecidereddike efter smag

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader. Læg de 6 lår på en plade med bagepapir og krydder godt med salt og peber efter du har smurt dem ind i lidt olie. Sæt i ovnen og giv dem ca. 1 time. Tag nu en anden bageplade med bagepapir og læg baconskiverne på. Sæt bacon i ovnen efter ca 45 minutter og lad skiverne bliver sprøde de næste 15-20 minutter. Så er bacon og kylling klar på samme tid. Læg bacon på fedt sugende papir og tag kyllingelårene ud af ovnen. Lad dem køle lidt af, så du kan fjerne skindet fra lårene. Læg skindet tilbage på bagepladen og giv dem lidt grill så skindet bliver ekstra sprødt, men pas på. Det går stærkt i ovnen. Når lårene er lidt kølige piller du alt kødet af benene og skærer det i mindre stykker. 
Rens og skær champignon i kvarte. Steg dem på en pande og lad dem køle af.
Hak rødløg, cornichoner og kapers fint.
Mix creme fraiche med mayonnaise og ca. halvdelen af HP Saucen og Worcestershire Saucen. Smag til og juster smagen med resten af de to saucer og måske lidt æblecidereddike.
Kom nu de finthakkede løg, cornichoner og kapers i cremen. Hold lidt af de hakkede kapers tilbage og smag til inden du putter resten i.
Til slut blandes champignon og kylling i .. smag til med salt og peber. Bland godt og lad det stå og trække lidt inden du anretter.
Anret enten i portioner på ristet brød eller i et stort tærtefad. Pynt med bacon stykker og det sprøde kyllingeskind samt purløg og dild.

Velbekomme.

Orangeriets Norske Sursild

Lav dine egne sursild efter denne norsk inspirerede opskrift. Sildene får en herlig syrlig kant og er slet ikke så sure, som navnet ellers tyder på. En rigtig mild og dejlig sildemad er i vente, så klø bare på. Opskriften giver dejlige sildemadder til mindst 10 personer.

Ingredienser:
1 kg gammeldagsmodnede sild
2 rødløg
dild til pynt

Lage:
3 dl æblecidereddikke
1 dl lagereddikke
4 dl vand
3 dl sukker
10-15 sorte peberkorn
5 nelliker
1 spsk sennepsfrø
1 tsk allehånde
1 tsk ingefærpulver
4 laurbærblade

Sådan gør du:
Tag sildene op og kasser den lage de har ligget i. Læg sildefileterne i vand et par timer. Så bliver de mindre salte. Du kan også bruge spegesild – hvis du kan skaffe dem – men i så fald skal du rense og flå dem inden du udbløder dem i vand i ca. 4 timer før brug.
Lav imens lagen. Put alle ingredienser til lagen i en lille gryde og varm lagen op indtil alt sukkeret er opløst. Smag på lagen – den skal være sur/syrlig, men ikke sød. Lad nu lagen køle helt af og imens kan du skære rødløg i tynde skiver.
Tag sildefileterne op af vandet og tør dem med køkkenrulle. Skær sildene i mundrette bidder.
Læg sild lagvis sammen med de tyndt skårne rødløg i en krukke eller et fad du kan lukke tæt.
Afslut med at fordele den kolde lage over sildene, der skal være helt dækket af lagen.
Lad stå og trække et par døgn i køleskabet. Pynt med dild før servering.

Velbekomme.

Ny sko mode …

Så fik jeg mig et par nye sko .. ikke lige planlagt eller på min ønskeseddel, men sådan er der så meget.

Den 13. februar .. det var en torsdag .. gik vi en dejlig tur i det skønne snedækkede sommerhusområde i Havnsø. Vi var landet onsdag eftermiddag efter en dejlig halv uge i Asserbo med Lånshøj og Marie. Men gåturen ved middagstid torsdag endte uheldigvis med at jeg trådte over liden tue .. der væltede mit store læs. En brækket ankel blev det sørgelige resultat. Heldigvis var vi ikke langt hjemmefra og et meget hjælpsomt par fik mig på benene mens Kirsten hentede bilen. Tusind tak til jer begge fra Matrosvej.

På Holbæk Sygehus tog de sig meget pænt af mig og jeg blev opereret om eftermiddagen. Med søm og skruer kom jeg hjem om søndagen .. nu med en helt ny sko mode, som jeg skal bruge de næste 6 uger .. øv og atter øv.

Men heldigvis kan vi jo glæde os over at vi havde nogle dejlige dage med ungerne i Perlen i Asserbo.

Der blev hygget igennem med bl.a. puslespil, Monopoly Sore Loser, Sequence, kortspil  og ture i området. Jeg tror også at marsvinene hyggede sig. Tak for nogle dejlige dage.

Lone blev fejret med maner .. to skønne sammenkomster med familie og venner. Altid hyggeligt at mødes.

Ellers gik meget af tiden med at få styr på varmen i vores Blok. Det ser ud til at der er kommet nogenlunde styr på det .. men jeg vil nu følge det nøje.

Nu sidder jeg så og aflyser en række aftaler de næste uger. Så må jeg se at få indhentet det forsømte om et par måneder.