En sommer der kom og gik ..

Om få dage skriver vi august måned og det varer ikke længe inden børnene skal i skole igen. Det arbejdende folk skal igen i gang i trædemøllen og sikre at hverdagens mange gøremål bliver koordineret og effektueret. Jeg er også trådt ind på nye veje og kan nu kalde mig for folkepensionist. Der er endnu ikke så meget at koordinere eller effektuere, men her til morgen gennemgik vi lige kalenderen for august måned – og der er da pænt booket op med alskens gøremål. Men mon ikke det går. Her er lidt om de seneste ugers gøren og laden.

Maj måned sluttede med den planlagte ablation (hjerteoperation) og det gik helt efter planen. Alt ser ud til at være på plads og jeg har ikke mærket noget til uregelmæssig hjerterytme siden. Det regner vi så med holder – i hvert fald nogle år. Vi tog et par dage i sommerhuset og slappede af oven på operationen. Pia og Keld kom på visit. De var i nabolaget og vendte forbi til en meget hyggelig snak. Dejligt at mødes og få snakket sammen over et godt glas vin. I ugen efter skulle jeg igen indlægges, men denne gang var det på Herlev. Jeg skulle have fjernet et sår med basalcellekræft ved øjet ved plastik kirugisk indgreb. Det gik også fint og det er helet ret godt. Jeg skal passe på med solen, da den nye hud ikke er så glad for at blive solbrændt. Den kom i øvrigt fra min overarm, hvor jeg har et lille ar efter at de har taget noget af huden og sat op ved øjet. Utroligt hvad de kan.

Orange-mødet i juni var dedikeret til en rundvisning på byggegrunden med den nye projektleder Søren Kirk. Det var meget spændende og ret interessant. Vi så først på blok 1 og var oppe på terrassen så vi kunne se hvordan fællesrummet kunne blive. Dernæst gik jeg ned i en af de mindre lejligheder – en mangen til den vi skal bo i. Den var lidt lille – men heldigvis kom jeg i tanke om at vores ville være 10 m2 større. Det kunne man også se, da vi lidt efter gik over og kiggede på vores lejlighed. De var i gang med at renovere både blok 1 og blok 2. Den skimmelsvamp der var opstået skulle fjernes og alt skulle renses. Vi blev også lidt klogere på indretningen og valgte derfor at få fjernet nogle ekstra vægstykker som vi havde bestilt. Vi kunne se at det ville blive ret trangt og mindre fleksibelt med de vægstykker. Det betyder så også at vi skal have lavet om på det køkkenprojekt vi har gang i. Det skal vi til møde om en gang i næste uge. Så må vi se hvordan det går.

Den store ferie i år gik til Kalymnos i det græske øhav sammen med familien på Lånshøj. Det blev til 14 virkelig dejlige, varme og hyggelige dage med ren afslapning. Det var skønt at være tilbage på øen, som vi besøgte sammen med Marie for over 20 år siden. Der var sket rigtig meget i Massouri og Ameos, hvor vi boede – og så alligevel ikke. Vi kunne genkende mange af stederne, men der var kommet nye forretninger, restauranter og hoteller/studios. Stranden, vandet, solen og varmen var det samme – og det var skønt. Nu kalder hverdagen igen, og vi må se om ikke vi kan få den til at fungere.

Vi har brugt meget tid på at finde os tilrette i den nye lejlighed, som jo er en mellemstation og derfor ikke rigtig “vores hjem”. Men der er da kommet møbler ind, der er sat billeder op og efterhånden vænner vi os jo til, at det er her vi skal være de næste mange uger – indtil vi skal flytte igen til en ny lejlighed. Men helt nemt er det ikke. Heldigvis er kalenderen for de næste uger ret godt booket med gøremål, så det kan jo flytte opmærksomheden fra disse fire vægge og deres begrænsninger.

Skriv en kommentar