Det er koldt herude ..

Januar og februar har været et par kolde måneder, med både sne, frost og bidende blæst fra øst. Men vi har også haft dejlige dage med sol og knitrende sne perfekt til langrend på startbanerne og i skovene omkring os. Iskrystaller på vinduerne – heldigvis på ydersiden – og fantastiske aftener med nordlys har vist os naturenes vidunderlige væsen. Her ude på den gamle flyvestation har mørket magten. Når solen går ned træder de svage stjerner frem på himlen og det flygtige nordlys kan beundres med det blotte øje, men bedst gennem kameralinsen.


Januar bød på de sædvanlige fødselsdage og spisegrupperne er nu valgt og trådt i funktion. Jeg lavede mad sammen med Jette forleden aften – opskriften på “kylling i kartoffelporre fad” finder du her på sitet. De “ældre voksne” har holdt middag en søndag aften. Dorte havde en dyrekølle og så fik vi ellers en skøn middag her hos os. Gruppen var de “voksne” i vores egen blok, men vi udvider med et par stykker til næste søndagsmiddag. Så må vi se om vi kan få en tradition op og stå med “søndagsmiddag for de gamle”.


Årskortet til SMK er blevet brugt og DAC er besigtiget igen – dejlige steder begge to. Merete er blevet 80 år og bød til middag i Jonstruphus – med Helle fra Tivolihallen som madmor. Vi har også været på kort besøg i Uglen, mens der var sne. Kirsten måtte skovle sneen væk da vi kom, så vi kunne komme til nøgleboksen og døren. Jeg håber det meste er smeltet når vi kommer næste gang. Der var meget stille i Havnsø, så jeg fik startet på min Ferrari fra LEGO – herligt tidsfordriv.


Vores underbo havde besøg af Holger – og han er ked af at være alene hjemme. Så vi tog ham med op en aften – han er da sød 😉 Rådyrene er ikke bange for os. En havde forvildet sig over til Gert & Bodil og ville gerne ind – eller var det de spæde knopper den gerne ville have. Gitte og Peter har været forbi sammen med Lone og Alan – som sædvanligt hyggeligt og vi får jo vendt verdenssituationen indtil flere gange. Lone og Alan ser vi snart igen, da vi skal være sammen til Sildegilde, som i år holdes hos Pia & Keld. Vi tager tun pate med sammen med en salat med confiteret and. Og endelig skal bilen på værksted så vi kan få repareret bagklappen for “skudhullet” fra Malmø.

Sensommerens opdateringer …

Som tiden dog går. Jeg har lige opdaget, at det næsten er 5 måneder siden jeg sidst skrev på min hjemmeside. Det må vi se at få gjort noget ved, så her er en lille opdatering på det seneste halve års voldsomt spændende begivenheder … eller måske bare trivialiteter fra endnu en sommer i Coronaens blege favntag. Heldigvis er hele situationen nu næsten normaliseret og vi kan med viruseksperten Anders Fomsgaards ord … ”Det er bare en virus” … nogenlunde trygt gå ind i efteråret uden frygt for store nedlukninger og dødelige udfald af den nu stærkt svækkede virus. Over 4 mio. danskere er blevet vaccineret og vi har brugt millioner af kroner på test, vacciner og støtteordninger – og den danske økonomi har næsten ikke haft det bedre – men der kommer nok en regning på et eller andet tidspunkt.


April måned gik for mit vedkommende med et 4 ugers kursus i digital markedsføring. Online i næsten 8 timer hver dag i 4 uger sammen med en masse andre jobsøgende HK’ere. Så nu har jeg diplom som ”Digital koordinator” og er Google Certificeret. Det var ret sjovt og spændende at arbejde sammen med en masse nye mennesker på Zoom. Selvom jeg var alderspræsident, gik det ret fint og jeg fandt da ud af, at jeg godt kan begå mig blandt de mere SoMe vante yngre deltagere … men om jeg kommer til at bruge min nye viden til noget er nok tvivlsomt.


I april var jeg også til årsmøde i vores lokale Kvickly og jeg blev valgt ind i butiksbestyrelsen. Der har nu ikke været meget aktivitet grundet Corona restriktioner, men der sker nok noget her i efteråret. Det bliver spændende at se hvad vi finder på.


Det blev også til dejlige dage i sommerhuset, hvor vi fik besøgt Vejrhøj og området omkring. Et fantastisk flot område med en vildt flot udsigt oppe fra Vejrhøj. Selvom ungerne blev lidt trætte var det en rigtig god tur op gennem skoven.


Maj måned var helliget sommerhuset, hvor jeg havde fået leveret materiale til en terrasse omkring skuret. Mange tegninger og opmålinger havde krystalliseret sig i en endelig plan og den blev så iværksat i løbet af maj. De næste mange weekender gik med byggeprocessen og jeg nåede da at brænde en skruemaskine af. Den kunne ikke holde til arbejdet med alle de skruer der skulle til. Resultatet er blevet OK, men jeg har da lært noget undervejs. Der er også kommet et trappetrin til og jeg har fået lavet blomsterkasse for enden af terrassen. Den mangler at blive beklædt, men det kommer nok.


Skt. Hans blev fejret traditionen tro. I år var det T39 som lagde hus til løjerne og det var sjovt at mødes igen. Det var jo første gang vi alle var sammen grundet Coronaen, men nu var vi alle vaccinerede og derfor turde vi godt være sammen på nært hold igen. Det var rigtig hyggeligt og snakken gik til langt ud på aftenen – der var jo meget at indhente.


Juli måned var fyldt med mange rigtig dejlige dage og vi nød livet i sommerhuset. Marie holdt ferie nogle dage alene og nød stranden og det nyindkøbte paddleboard. Gitte og Søren kom på besøg med Mormor Else og vi gamle nåede i vandet, mens Else og Marie sad på en bænk og nød solen.


Den sidste weekend i juli begyndte jeg på næste projekt: et minishelter på hjul. Jeg har søgt om byggetilladelse til et shelter på grunden, men i lokalplanen står der, at der ikke må være mere ”end en enkelt sommerbeboelse på ejendommen” – og et shelter regnes for beboelse. Så vi må principielt ikke opføre et anneks eller et shelter på grunden. Jeg har endnu ikke fået svar på min ansøgning, men jeg går næsten ud fra at det bliver et afslag. Derfor har jeg bygget et minishelter på hjul. Det kan flyttes og er at betragte som et legehus 😉 Det er blevet indviet med bål og skumfiduser … og det er blevet rigtig godt.


Midt i august var vi til sommerfest i grundejerforeningen i Havnsø. Det var en skøn dag med ”tour de terrasse”, hvor vi kom rundt og så de deltagendes terrasser og huse. Rigtig sjovt og herligt at lære lidt mere om de mennesker vi bor sammen med i det skønne område.


I det gamle ”hood” sker der ikke så meget. Jeg har gennem sommeren haft travlt med et kirkeblad, som nu kommer på gaden som tillæg til vores lokale ugeavis. Det har været en spændende proces og vi synes selv vi er sluppet godt fra det. Nu venter vi spændt på reaktionerne.


Ferie er det ikke blevet til endnu, men den er bestilt til næste forår. Her skal vi til Transsylvanien og på vandretur i Karpaterbjergene sammen med Lone & Alan. Det bliver dejligt at komme ud og opleve andre himmelstrøg igen.
Og apropos det med at opleve andre ting, så har jeg tilmeldt mig et semester på Folkeuniversitetet om Kunsthistorie. Det synes jeg kunne være spændende at høre mere om. Det var egentlig helt tilfældigt at jeg fandt det. Men så læste jeg lidt mere om det og faldt for det. Nu må vi se hvad det er for noget, for der er godt nok mange ting man kan gå til. Hvis det bliver godt kunne det være jeg skulle melde mig til andre ting på Folkeuniversitetet.