December 2025

I en verden fuld af ufred og foruroligende nyheder på daglig basis, er det rart at december kommer med julekalender, julebag og juleønsker fra store og små. Så glemmer man helt verdens store udfordringer med krig og konflikter.

December startede med julekoncert med Maries kor og en fælles julefrokost her i Orangerierne. Vi var næsten 30 bofæller til en hyggelig stund med sang og pakkeleg .. og god medbragt mad i mange afskygninger. Vi kom med ris ala mande og appelsinsovs med mandelknas samt den traditionelle kirsebærsovs. Den faldt i god jord.

Weekenden efter gik turen til Fætter..Kusine arrangement i Nyborg, som vi indledte med en skøn frokost hos Bente efterfulgt af et besøg på julemarkedet i den gamle kongeby. Det var en rigtig dejlig oplevelse. Efter den lidt kolde fornøjelse fik vi varmen i de hyggelige stuer på Nymarksvej, hvor Grethe og Jens bød på middag. Efter en god nats søvn og en dejlig morgenmad drog vi mod Sjælland med minder om endnu en hyggelig sammenkomst .. og et gammelt ur i bagagen.

Lone og Lars bød på gløgg og æbleskiver på Strandlunden .. så vi fik sagt god jul til hinanden. Pernille og Thomas kiggede forbi med en dejlig julegave. En frokost på Dragsholm Slot. Dejlig dag. Kirsten skulle hjem om søndagen til koncert med Anne Linnet sammen med Marie.

Så blev det jul og i år lagde Kristina og Søren hus til. Vi kom med dem fra Lånshøj sammen med Thomas og Marie. Michael og Nadia var med i år og det var en hyggelig aften .. med mindst 5 liter sovs. 2 ænder og ris ala mande kom vi med .. næsten som sædvanligt.

Første juledag blev stille og rolig med besøg fra Lånshøj.

Anden juledag havde Lånshøj inviteret til frokost. Så måtte jeg lige tænke mig om. Hvordan var det nu med det der æggefad som jeg tidligere havde lavet? Jeg fandt vist ud af det. Bastian kom med Troels og Julie .. rigtig hyggeligt.

Tredje juledag i Jylland lod sig ikke gøre i år. Måske er det nemmere at finde sammen om sommeren .. vi må se. Men så blev der tid til en lille tur til Lund for at se Luna spille håndbold. Et par sjove dage.

Nu venter nytåret på os. Den holder vi traditionen tro sammen med Lone og Alan og Hanne og Kristian. I år bliver det på Skolekrogen, så jeg kommer med forret, Alan står for hovedretten og Hanne står for desserten.

Næste år ser allerede ud til at blive et travlt år. Vi starter med Lunas fødselsdag den 1 januar og så starter ellers alle aktiviteter op igen.

Godt nytår.

Julens vaniljekranse

Ingredienser:
75 g mandler – rist dem i ovnen
225 g hvedemel
150 g sukker
200 g blødt smør
2 tsk vaniljesukker
1⁄2 usprøjtet citron – riv skallen fint
1 god knivspids salt
1 sammenpisket æg

Sådan gør du:
Varm ovnen op til 200 grader og rist mandlerne i ca 5 minutter
Lad mandlerne køle af, og blend dem til fint mel sammen med 1 spsk af hvedemelet
Kom mandelmelet op i en skål sammen med resten af hvedemelet, sukkeret, smørret, vaniljesukkeret og citronskallen, Smørret skal nulres helt fint ind i de tørre ingredienser.
Saml dejen med det hele sammenpiskede æg. Ælt ikke dejen for meget.
Kom nu dejen i en solid sprøjtepose med en stjernetylle og form små kranse på en bageplade med bagepapir.
Bag vaniljekransene ved 200 grader i 12-14 minutter indtil de har lidt farve.
Når de er færdige tager du dem ud af ovnen og lader dem køle af på en rist.

Jeg fik 16 store vaniljekranse og 20 vanilje muslinger. Dejen er ret hård og det er svært at presse dejen ud af sprøjteposen. Måske brugte jeg en for stor tyl .. men så håber vi at smagen er der.

Glædelig jul 🎄

Cremet kyllingesuppe

En varm og cremet kyllingesuppe med bacon, kartofler og ost. Giver mad til 4 personer.

Ingredienser:
400 g kyllingebryst i tern (kan også være strimlet kylling fra rester)
4 skiver bacon, skåret i små stykker
1 lille løg, finthakket
2 fed hvidløg, presset
600 ml hønsebouillon (ca. 6 dl)
2 små kartofler, skåret i små tern
1 teskefuld ranchkrydderi (eller ½ tsk hvidløgspulver + ½ tsk løgpulver + lidt tørret persille)
½ teskefuld sort peber
2 dl madlavningsfløde (15–18 %)
100 g revet cheddarost (eller revet mozzarella, hvis du vil have en mildere smag)
Evt. lidt frisk persille til pynt

Sådan gør du:
Steg bacon i en gryde ved middel varme, til det er sprødt. Tag det op, og lad lidt af baconfedtet blive i gryden.
Steg løg i baconfedtet i 2–3 minutter, til det er blødt. Tilsæt hvidløg og steg 1 minut mere.
Kom kyllingetern og kartoffeltern i gryden. Steg kort i et minut, så kyllingen får lidt farve.
Hæld bouillon i, tilsæt ranchkrydderi og peber, og lad det simre i ca. 10–15 minutter, til kartoflerne er møre og kyllingen gennemstegt.
Rør fløden i, og lad det simre et par minutter.
Tilsæt osten lidt ad gangen, mens du rører, til suppen er jævn og cremet.
Smag til, og pynt med sprødt bacon og frisk persille.

Server med godt brød – fx flute eller surdejsbrød.

Tip:
Du kan erstatte kartoflerne med et par håndfulde orzo.
Brug gerne andre og flere grønsager, hvis du vil have en fyldigere suppe, fx. gulerødder i tern, fint snittet porre, bladselleri eller små brocollibuketter. Brug eventuelt en pose frosne suppegrønsager – det er helt ok.

En lille julehilsen ..

Hvidt og blidt julesneen om os daler
Nej – nu i tåger vist jeg taler
Fugt og kulde, blæst og regn
det er nu decembers kendetegn

På trods af vejrets milde fagter
så er det nu vi julehyggen jagter
Gæstebud og gaver i planer lægges
og alle kravlenisser skal nu vækkes.

Nye vinde blæser over by og land
På toppen har vi fået ny mand
I regionen og kommune er der skiftet ud
efter nye kræfter har vi sendt bud.

Godt at juletræet er det samme her i år
Stolte gamle traditioner ej så let forgår
Brunkager, pebernødder, gløgg og æbleskiver
med gode sager maverne fyldte bliver.

Så når den nye dag til nytår sagte gryr
Vi næsten ingen midler skyr
For at følge en af mange nytårsforsætter
Med slankekur og motion vi samvittigheden letter.

Til dig og alle dem som du har kær
Sender jeg en kærlig hilsen med versene her.
Tak for gode minder du har givet mig og andre
Håber du på lykkens vej næste år vil vandre.

En glædelig jul og et godt nytår håber jeg du får
Og med ét er i dag i går og om lidt sidste år
Ja tiden for os alle hastigt flyver væk
Og pennen min har snart ej mere blæk.

Derfor dette kvad en ende nu må få
Sjovt det er at digte lidt med versefod og tå
Håber du har smilet lidt af ord og rim i skjul
Så er målet nået og jeg ønsker dig en glædelig jul.

Kærlige hilsener
Peder