Oktober er kommet med regn, blæst og mørke nætter efter en september måned med uventede varme lyse dage. Men nu går den ikke længere. Træernes blade falmer fra de grønne nuancer til et orgie i brune, gule og røde farver. Duggen falder tungt over græsset og luften emmer af fugtig jord og sommerens forfald. Det er blevet efterår. Men inden den første nattefrost må jeg lige få griflet de seneste begivenheder ned inden jeg selv går kold.
Sommeren startede godt med et herligt besøg på Carlsbergs nye besøgscenter. Det var en gaveindfrielse til Kirsten fra Kristina og Søren. Meget flot fortælling om øl og om Carlsberg i de smukke gamle lokaler. En dejlig rundtur med skøn frokost på Madklubben samme sted. Vi fortsætter med madoplevelser: Pernille og Thomas inviterede på middag på Svogerslev Kro – rigtig hyggeligt. Og vi inviterede Lone og Alan på brunch på Møllehøj i Søsum, hvor vi stødte på madmor Helle (Tivolihallen). Men hvor godtfolk er kommer godtfolk til 😉 og endelig er der lavet nye spisegrupper her i Orangerierne – en tirsdagsgruppe som vi er med i og to onsdagsgrupper.

I Havnsø var der godt gang i bærbuskene og vi fik lavet både stikkelsbærgrød, solbærgrød og solbærsaft. Den sidste saft blev drukket i går, så vi har haft glæde af egen avl i flere uger. Vi har haft besøg af Cleo i små fjorten dage – hyggeligt med en lånehund. Søren Chr havde ikke set vores nye domicil så det rettede vi op på med lidt mad sammen med N108 omkring min fødselsdag. Julie og Troels inviterede på kaffe så vi kunne se deres nye lejlighed. De er kommet fint i stand og er nu blevet en lille familie med Bastian, som kom til verden her sidst på sommeren.
Søren og jeg tog til racerløb Copenhagen Historic Grand Prix først i august på Bellahøj – måske sidste gang på den lokation. Sjovt at se både nyere og især gamle biler køre race. Vi har for øvrigt fået ny bil. En elbil .. Opel Grandland Electric GS Sky – EK36689 .. med glastag, elbagklap og træk, som var Kirstens kriterier for at skifte. Det er en anderledes køreoplevelse, men nemt og støjsvagt. Nu må vi se om vi kan leve med rækkevidde og elforbruget .. ellers må vi jo gå tilbage til de fossile banditter igen.

Kirsten har været i London med ungerne og Marie. De skulle over for at se Harry Potter World. Rejsen var en kombineret julegave til ungerne, og de havde en rigtig god tur. Og så har Kirsten været sammen med Bente på Bagenkop Kro og nydt den store fiske- og skaldyrsbuffet, som de er berømte for. Jeg har været på Statens Museum for Kunst, som jeg har fået årskort til og så en flot udstilling med flere af Michelangelos skulpturer – og nød en sandwich i Kongens Have. Thorvaldsens Museum er også besøgt i forbindelse med åbning af CAFx: Copenhagen Architecture Biennial 2025 – en stor festival for arkitektur med mange events rundt omkring i København. Efter åbningen gik jeg en god tur langs Kalvebod Brygge og så på de mange flotte nybygninger på begge sider af vandet. Jeg endte ude ved Kaktus Towers og sluttede dagen af med en dejlig familie-middag .. guess where: IKEA.
Et herligt gensyn med Ledreborg Slot blev det også til. Vi havde købt en flot parasolfod i stål, som jeg hentede hos producenten som var på besøg på Ledreborg Slot. Der var nemlig grøn fagmesse for Have & Landskab. En rigtig fin udstilling, som var ret sjov at se. Parasollen er først lig købt og kommer nok ikke op i år.
Vi har lige været på gåtur i vores område med Dorte, som har boet herude de seneste 40 år. En flot tur gennem skovene omkring os – vi sluttede med en god frokost på Skovlyst, hvor jeg fik en fantastisk lun stegt sild og en lige så vellykket pariserbøf. Kan varmt anbefales.

Ellers går tiden jo med mange andre gøremål her i bofællesskabet, hvor jeg er blevet bogholder for vores Blok – ud over at jeg er vicevært sammen med Ole J. Der er hele tiden småting at tage sig af. Jeg har fået lov til at lave en prototype på en blomsterkasse til vores tagterrasse – sjovt projekt. Jeg må se om jeg kan få lavet nogle flere. I weekenden har vi endnu en arbejdsdag, og her skal vi slå bevoksningen ned på vores fællesareal. Det bliver en større opgave. Men dagen slutter med høstfest, så der er noget at se frem til.