Synspunkt ...
30. november 2009: Et kommunalvalg med mange
ressourcer ...
Man siger du kan købe næsten alt for penge ... og det gælder måske
også i kommunalpolitik. Jeg har i hvert fald ikke se brugt så mange penge på annoncering i en kommunal valgkamp som i år.
Socialdemokraterne har virkelig haft den store pung fremme og valgkampen har
helt sikkert kostet flere hundred tusind kroner. Men det ser ud til, at det har
givet pote. En ellers ret ukendt socialdemokrat har fået et fantastisk valg med
flest personlige stemmer. Flot gået må jeg sige - og pengene ser ud til at være
givet godt ud.
Det bliver rigtig spændende at se, om konstitueringsparterne kan forliges de næste 4 år - eller om vi kommer til at se slagsmål i Byrådet og medierne. Det er en ret bred konstituering med 4 Konservative - 8 Socialdemokrater - 2 SF'ere og 1 Radikal. Men det var også hvad parterne var gået til valg på: en bred konstituering hen over midten. Så når Socialdemokraterne ikke ville have med det fallerede Venstre at gøre, var der ikke andre end Konservative at gå sammen med - hvis man ellers ville holde sine valgløfter - og det ville man i S. Tak for det.
Hvis nogen tror, at en ekstra plads til Konservative havde gjort en forskel - så tro om igen ;-). Med det valgresultat, som Socialdemokraterne kan fremvise ville man under ingen omstændigheder have givet borgmesterkæden fra sig - alt andet er naive drømmerier. Så vi kan ligeså godt være tilfredse med resultatet - det er nemlig det bedst mulige.
22. september 2009: Mine skattekroner -
differentieret eller ej ...
Jeg er træt af at høre på folk der klager over den differentiere skat
her i Furesø Kommune.
Undersøgelser har vist, at over 40 % af danskerne betaler deres skat med glæde. Og at over 50 % ikke synes de har behov for skattelettelser – så længe skatten går til øget velfærd. Det er lige det, der burde være diskussionen. Ikke om Farum borgere betaler mere i skat end Værløse borgere. Det er slet ikke interessant. Det interessante er, hvad vi hver især får for vore skattekroner.
Uheldigvis er der rigtig mange mennesker – også politikere – som meget gerne snakker om den differentierede skat, og det urimelige i, at vi har den. Glem det – det var et diktat fra Lars Løkke Rasmussen. Et plaster på såret, men i høj grad også en del af finansieringen af den nye kommune.
Det er vel helt naturligt, at borgerne i Farum er med til at betale for drift og vedligeholdelse af fx de spektakulære idrætsanlæg, som nu en gang benyttes af Farums borgere – og som er et levn fra velmagtsdagene. Det er da velfærd – og det må man betale for. Værløse har ikke sådanne flotte anlæg, og når Værløse Badminton endelig vil låne Farum Arena til hjemmekampe til andet end TV kampe, så kan man ikke få hele hallen til rådighed … fordi man ikke betaler Farum-skat?
Jeg betalte da gerne et par % mere i skat, hvis vi i Værløse havde et svømmestadion med bl.a. 50 meter bane, et flot fodboldstadion og et stort hal-kompleks med tilskuerfaciliteter og tilhørende foreningslokaler for blot at nævne de mest omtalte anlæg. Men jeg får hvad jeg betaler for – og det er jeg som udgangspunkt godt tilfreds med.
Så drop snakken og den forskellige skat – snak i stedet for om, hvad du får for dine skattekroner.
15. august 2009: Danmark er et fattigt land ...
Hvordan er det kommet så vidt, at vi lader politiet rydde en kirke,
hvor ulykkelige mennesker har søgt tilflugt fra myndighedernes overmagt.
Politiet gør bare deres arbejde, så dem skal vi ikke skyde på. Det er
politikerne og embedsfolkene vi skal have fat på - og til syvende og sidst er
det dig og mig, som bærer ansvaret.
Vi har valgt vore politikere og dermed givet dem et mandat til, at forvalte landet. De vedtager love og sikrer at loven føres ud i livet gennem politiet og domstolene. Hvis vi ikke er tilfredse med den måde de gør det på, så skal vi vælge nogle andre næste gang der er folketingsvalg.
Hvor er det fattigt ...
- at vi ikke har mod og mandshjerte til at tage imod de mennesker, som flygter
fra deres hjemland for at finde en tryggere tilværelse her i Danmark
- at vi ikke sikrer en hurtig sagsbehandling, så de virkeligt trængende kan
begynde et nyt liv blandt os andre danskere
- at vi ikke tager imod nye kulturer med et åbent sind og vælger at lade os
inspirere og lære nyt
- at vi lader magten tale i stedet for vore hjerter
Jeg synes ikke Danmark er noget yndigt land i disse dage ...
15. august 2009: Ferietiden er forbi ...
Nu begynder hjulene at rulle igen. Langt de fleste mennesker er
kommet tilbage fra ferie og skolerne er startet på en ny sæson. Aviser og
postkasser er fulde af tilbud om sysler i efterårs- og vintermånederne.
1. juli 2009: Hvorfor hedder det egentlig agurketid?
Det er sol og sommer og varmen ligger som dis på de tyndt trafikerede
indfaldsveje til København. Aviserne er også tynde og med pudsige overskrifter -
det er agurketid. Her kan næsten alt finde vej til forsiden af gratisaviserne.
Og hjemmesider opdateres ikke med samme ildhu som tidligere på året. God sommer.
5. april 2009: Foråret er på vej og ny vinde blæser
- måske - over Christiansborg og Furesøen
Nu har vi snart i rigtig mange uger hørt om Anders Fogh Rasmussens
kandidatur til posten som generalsekretær for NATO. Og så lykkedes det endelig
her i weekenden. Anders fik sin post i NATO og vi fik Lars Løkke Rasmussen som
statsminister. Nu er der måske mange, som synes at man ikke kan have en lille
mand med hang til fadbamser, smøger og lidt fest i gaden som statsminister. Men
det vil jeg nu ikke sige ... måske kan vi få det lidt sjovere. Du skal også
huske på, at Kong Frederik den IX'ende var meget glad for en bajer i ny og næ,
og efter sigende er det ikke så få kongelige branderter der er blevet båret hjem
fra Nyhavn. Så giv nu manden en chance ;-)
Her i Værløse/Farum ... nogle kalder det fejlagtigt for Furesø, men det er jo navnet på en sø ... skændes de i Venstre på 4. år i træk. De er endda raget så meget uklar, at den daværende venstreborgmester i Farum, Lars Carpens, har forladt partiet og vil stille op på en ny borgerliste. Det bliver spændende om det vil splitte Venstre totalt ... og give plads til et styreskifte her i kommunen.
27. februar 2009: En rigtig god filmoplevelse
Jeg har lige været inde og se "Mænd der hader kvinder". Det var en
rigtig god filmoplevelse. Det er lige før jeg synes filmen er bedre end bogen.
Det var på sin vis med lidt blandede følelser, at jeg gik ind for at se filmen.
Den seneste filmatisering af bestseller som jeg har set, er "Da Vinci
Mysteriet", og det var en enorm skuffelse. Mage til filmisk makværk skal man
lede længe efter. Men denne filmatisering er rigtig vellykket. Godt gået.
30. januar 2009: Hvem er egentlig terrorister?
Nogle mener at en terrorist er "en person, som vil opnå et politisk
mål ved hjælp af vold og magt" - men hvem har ikke villet det og netop gjort
brug af vold og magt gennem tidens løb? Det handler i bund og grund om, hvem man
støtter og på hvilken side af hegnet man står.
12. november 2008: Arbejdsglæden
Ordet "arbejdsglæde" er ret unikt. Man har det fx ikke på engelsk. Det er noget meget dansk. Noget der
tager sit afsæt sig i vores "hygge-kultur". Vi vil egentlig gerne alle sammen
være glade for vores arbejde - og danskerne er faktisk nogle af de mest
arbejdsglade mennesker her på kloden.
Nu løber vi jo ikke rundt og er de rene jubel-idioter til hverdag. Vi er måske lidt underspillende i forhold til vores arbejdsglæde - der er stadig lidt Jantelov over arbejdspladsen og det danske samfund som helhed. Men der er ikke noget at skamme sig over ... eller være flov over. Rank ryggen og stå med oprejst pande mens du siger: Jeg er meget glad for mit arbejde (hvis du ellers virkelig er det ;-).
Jeg er meget glad for mit arbejde fordi ...
... jeg bliver udfordret og skaber meningsfyldte resultater
... jeg har en tempofyldt hverdag
... jeg har et godt samvær med positive kolleger
... jeg ved jeg gør en forskel
... mine talenter bliver brugt
Egentlig handler det ikke så meget om lønnen, om kantineforholdene, om daglige transporttider, om IT systemerne der ikke vil som vi andre vil, om arbejdstider og mange andre.
Jeg havde en gang for mange år siden et fritidsjob som skibsmaler. Lønnen var ikke noget at råbe hurra for og arbejdsforholdene var kummerlige - for ikke at sige direkte sundhedsfarlige. Men jeg havde nogle dejlige arbejdskolleger og chefen var en venlig mand. Så selvom jeg kom hjem hver dag kl. 18 ... gik i brædderne kl. 19 og sov 10-11 timer inden jeg igen stod på skibsdækket ... så hold jeg meget af det arbejde.
26. oktober 2008: Hvilke værdier har vi i Furesø
kommune - Nordsjællands Perle?
Det er flotte ord som i disse dage gøres så grusomt til skamme. Der
er ikke meget perle over vores lille kommune. Nu har et meget spinkelt flertal
lige vedtaget et budget, som skærer meget af det væk, som kunne være
superlativer til "Nordsjællands perle". Et dejligt aktiv som Skolelandbruget
skæres bort i håb om store indtægter ved grundsalg - men hvem vil bo i denne
fattige kommune? En svømmehal lukkes for daglige brugere udenfor foreningsregi.
En lilleskole lukkes i Jonstrup. Tilskud til Bådfarten spares væk. Bibliotekers
åbningstider indskrænkes. Der spares på trafiksikkerhed og på støjdæmpning. Alle
anlægsarbejder på idrætsområdet indstilles. Der skal spares på tilskud til
idrætsforeninger generelt - og jeg kunne blive ved.
Med der skal sandelig være plads til lidt kultur, så vi putter penge i Galaksen,
så vi kan få fyldt de mange tomme timer i dette prestige-projekt af en
"koks-kasse".
Venstre og Konservative havde inden byrådsmødet forhandlet om de enkelte dele af Budget 2009, og mødte derfor op til mødet med en samlet plan – ”take it og leave it”. Oppositionen har været meget utilfreds med denne majorisering og det var da også med et meget knebent flertal, at budgettet blev vedtaget.
Budgetforliget indeholder besparelser på en række områder, blandt andre:
- Administration, indkøb og konkurrenceudsættelse
- Kapacitetstilpasning på 0-6 års området
- Rammebesparelse på 1 % af fritidshjem- og klubområdets løn- og driftsrammer
- Nedlæggelse af Skolelandbruget
- Nedlæggelse af Jonstrup Skole
- Ingen tilskud til Bådfarten (som dermed stopper sejllads på Furesøen)
- Ændring af biblioteksstrukturen
- Ændring af pensionisttilskud
- Omlægning af madservice
- Nedklassificering af offentlige boligveje
Kan du huske, hvad der var tale om i 2007 – her er lidt fra sparekataloget for
et år siden:
- Ændre kommunale veje til private fællesveje
- Spare på hjemmehjælpen
- Sommerlukke svømmehallerne
- Nedsætte Folkeoplysningsudvalgets rammebeløb til aktiviteter for børn og unge
- Ændre miniklubber til Skolefritidsordninger - så man kan sætte prisen op
- Lukke skolelandbruget
- Lukke vuggestuer og børnehaver
- Sælge museumsbygninger
- Sælge Farum Musikhus
- Sælge Farum Park
- Stoppe alle anlægsopgaver på idrætsområdet i Værløse
Det er sjovt hvor stort et sammenfald der er de to år imellem. Hvor er
nytænkningen henne? Hvor er de visionære tanker og den langsigtede plan?
Vi er på vej ned af en rutchebane, men vi ender ikke som Goonierne ovenpå en gammel sørøverskat. Vi skal nok finde gamle sørøvere, men det bliver i form af afpillede knogler og ben.
Vi er simpelthen ved at beskære kommunen, så der til sidst ikke vil være en gren tilbage med bare den mindste blomst. Hvem vil bo sådan et sted? Hvem vil stifte familie i en så afpillet kommune? Hvilken virksomhed vil etablere sig her, hvor mismodet trives - og uden langsigtet planlægning?
20. september 2008: Hvor er det ærgerligt ....
For ikke så længe siden vedtog Furesø Kommune en idrætspolitik, som
var blevet til gennem et grundigt forarbejde af medlemmer af
Folkeoplysningsudvalget. Nu her næsten 3 år efter kan vi gøre status og
konstatere, at ikke ret meget af politikken og de flotte ord rent faktisk er
blevet ført ud i livet. Nu skal vi så til at spare på idrætsområdet. Den
ekstra hal-plads vi har bedt om gennem nu flere år er sat på hold - igen - og en
lang række andre besparelser er med til at nedbryde de flotte ord i
idrætspolitikken.
Hvor er det ærgerligt at hovsa-besparelser skal ødelægge så meget. For det er jo ikke kun på idrætsområdet at der skal spares. Kulturen må også holde for igen. Det samme med social- og sundhedsområdet ... og en lang række andre områder.
Idrætspolitikken er ikke meget værd - den er kun tomme ord. Hvornår hører vi i øvrigt en politiker, som vil sætte ord på de flotte hensigtserklæringer som alle slynger ud til højre og venstre?
23. juli 2008: Sol & sommer....
Alt ældes og går langsomt til – også indfaldsvejene til Værløse.
Gennem mange år har flere borgere kæmpet for bedre trafikforhold, både når det
gælder hastighed og trafikstøj. Hillerød-motorvejen er et helt kapitel for sig,
men nu ser det ud til, at der kommer støjdæmpende belægning på om 3 år – hvis
ellers budgetterne holder til den tid.
Det vil helt sikkert give en dæmpning af trafikstøjen fra motorvejen. En støj,
som lige nu kan høres over hele den østlige del af Værløse.
Så mangler vi bare at få gjort noget ved Kollekollevej, som er den sidste 4
sporede indfaldsvej til Værløse. Der er her i forsommeren blevet lavet lidt
vejsanering ved krydset Frederiksborgvej/Kollekollevej samt på Fiskebækvej ned
mod Frederiksborgvej.
Saneringen af Fiskebækvej kan diskuteres, idet dette vejstykke er uden beboelse.
Jeg forstår ikke, hvem der kan have glæde af saneringen og er bestemt ikke enig
i prioriteringen.
Nu skal der gøres noget ved Kollekollevej. Den skal snarest muligt indskrænkes
til en 2 sporet vej. Det kunne have været gjort på samme måde som saneringen af
Fiskebækvej – og i stedet for. Det havde været en bedre prioritering.
Jeg håber at man snarest muligt kan komme i gang med saneringen af
Kollekollevej.
12. maj: Pinsesolen har danset på mine skuldre ....
Hvor er det skønt med sol og varme dage. Haven bliver pænere dag for
dag - nok fordi de grønne planter skjuler alt ukrudtet - og pludselig skal
blomsterkrukkerne vandes dagligt for at følge med.
25. marts: Tanker om tid og frivillighed
Tiden flyver af sted og vi flyver med. Vi har så travlt ... med os
selv ... med vore børn ... med realisering af vore egne mål og drømme ... med
arbejdet ... med vennerne ... med familien. Vi har så travlt med at følge med
... følge med livet ... følge med tiden. Vi har så travlt med at blive til noget
... med at være noget.
Vi har så travlt med os selv, at vi slet ikke kan finde tid til, at blive til noget sammen med andre eller i det hele taget være noget for andre. Hvis vi i et kort sekund overvejer det, kommer spørgsmålet "What's in it for me?" ... og hvis der ikke er noget i det "for mig", så har vi ikke rigtig tid.
Vi nyder livet ... men er vi også parate til at yde?
Danmark er kendt som "foreningernes land". Hvis en gruppe danskere har en fælles interesse, går der ikke lang tid før der er dannet en forening - på frivillig basis. Det kan være ganske uformelle foreninger uden nedskrevne vedtægter og andet, men ofte opretter vi en forening med alle rituelle handlinger som fx. stiftende generalforsamling, vedtægter og valg af bestyrelse med formand og hele sildesalaten.
Det er en rigtig god ide, og mange foreninger lever lykkeligt i mange år med engagerede og motiverede medlemmer, som støtter og bakker op om bestyrelsen og arbejdet i foreningen. Arbejdet med de fælles interesser sker på frivillig basis - og foreningens virke er helt og holdent afhængig af de frivillige kræfters indsats.
At yde en frivillig indsats tager tid ... og tiden er for rigtig mange mennesker en knap ressource i dagens Danmark.
Men uden denne frivillige indsats - uden at nogen tager sig tid til, at yde en indsats - så er der ingen aktivitet i vore foreninger.
En del ældre foreninger må i disse år stille sig selv spørgsmålet, om de er en forening, som administrer og vedligeholder nogle aktiviteter for medlemmer, som bare vil nyde eller om de en en ægte forening funderet i medlemmernes fælles interesser, som udvikles sammen med engagerede og motiverede medlemmer.
Om man er til det ene eller det andet har betydning for, hvilke frivillige ressourcer man kan tiltrække. Der vil altid være brug for både cirkushestene og arbejdshestene - og den ene kan ikke køre showet uden den anden.
Vi er alle potentielle frivillige - som holdleder til fodbold, som besøgsven, som bestyrelsesmedlem eller andet. Men vi har alle forskellige grunde til at blive det. Vore bevæggrunde kan deles i fire grupper:
Livsbalance: Vi har behov for noget andet i livet end blot arbejdet, karrieren, familien eller andet af det der tager vores tid til hverdag. Vi har brug for en anden balance og den finder vi i det frivillige arbejde.
Ambitioner: Vi har behov for at vise, at vi kan noget. At vi er noget. Der kan ligge noget prestige i at være frivillig eller med i en bestyrelse eller lignende. En privat karrierevej ..
Stolthed: Vi vil gerne gøre noget vi kan være stolte af. Noget som kan få andre til at se op til en. Gøre en forskel måske bare i det små, men alligevel kunne sige: Det er mit "værk".
Tilhør: Vi vil gerne høre til. Gerne være sammen med andre mennesker om en fælles
interesse. Eller bare
være sammen med den gruppe af mennesker og det de står for. Få et tilhørsforhold
med ligesindede.
Og så kan du sikkert finde mange andre gode grunde til, at netop du er frivillig. Men hvis du endnu ikke har prøvet at yde en frivillig indsats, så skal du måske se nærmere på de fire grupper. Det kan jo være, at netop det du måtte mangle i livet, findes her.
Lad dette være nok. Jeg ved godt, at det langt fra er alle, som har overskuddet til at være frivillig i den ene eller den anden sammenhæng. Vi kan jo heller ikke alle være det - så faldt vi bare over hinanden hele tiden.
Men hvis du læser dette - så tænkt lidt over det. Tænk over, hvornår du sidst gjorde en person glad, og hvad du fik ud af det ... så har du også svaret på, hvorfor du skal være frivillig og være med til at gøre mange mennesker glade.
Jeg faldt over en gammel poesibog forleden, og her var et lille vers ...
Dengang jeg raabte: "Jeg vil Lykken eje"
da var det, som den flyed mine Veje.
Dengang jeg hvisked: "Jeg vil Lykken bringe"
da kom den til mig på Englevinge.
7. januar 2008: Velkommen til et nyt år
Det var så det. 2007 er gledet agterud og vi har kun os selv at takke
for, om det blev et godt år eller et skidt år. Det er sikkert blevet noget midt
imellem. Egentlig er det noget mærkelig noget - det med at gøre status ved
nytårstide og skue ud i fremtiden. Hvorfor kan vi ikke gøre status den 3. marts
eller 7. oktober? Egentlig burde man med meget jævne mellemrum gøre et lille
ophold på livets vej - og lige finde tid til, at se sig omkring, tænke efter og
måske skifte kurs.
"Hvis man ikke ændrer retning, ender man der, hvor man er på vej hen"
En gang imellem får man helt uden varsel en pause - et lille vindstille vindue i en ellers stormfuld hverdag. I dette vindue er der en form for stilhed - ingen særlige lyde og ingen særlige aktiviteter. Her ser alt anderledes ud end det plejer. Det er klart - man kan "se" ting man ikke har lagt mærke til før. Dette øjeblik - denne pause - skal man værne om. Man skal udnytte den til eftertanke ... og ikke bare til at puste ud. Se på dig selv - se hvor du er på vej hen - og hvis du ikke bryder dig om det du ser - så skift retning: Det er aldrig for sent.
21. december 2007: Løst og fast på falderebet
Nørrebro Bryghus vandt slaget om øl til folket og 3F står med en
rigtig dårlig smag i munden. 3F kæmper jo ikke imod Nørrebro Bryghus, men
imod en "kollega": Kristelig Fagforening. Jeg håber politikerne vil tage affære
nu.
Her kæmper vi for en trafiksanering af Kollekollevej, som nu er på tegnebrættet, men endnu ikke besluttet. Håber det nye år skaber grobund for den rigtige beslutning.
26. november 2007: Nørrebro Bryghus - en farce uden
lige
De seneste mange uger har Nørrebro Bryghus været blokaderamt af 3F.
En fuldstændig grotesk konflikt i dagens Danmark. Der er organisationsfrihed og
konflikten tjener bestemt ikke 3F til ros - tværtimod. Mage til
betonkommunistisk og dogmebureaukratisk opførsel skal man lede meget længe
efter.
Jeg håber virkelig at Arbejdsretten vil sætte en stopper for denne farce og
sikre Nørrebro Bryghus - såvel ledelse som medarbejdere - nogle ordnede
arbejdsforhold i fred og ro med omverden.
Det mest groteske er, at det slet ikke rører 3F, at man nedlægger en virksomhed og en masse arbejdspladser. 3F er ligeglade - bare de får en overenskomst.
Hold ud Kissmeyer & Co. - håber I vinder kampen.
23. oktober 2007: Historisk bredt forlig om budget
2008 i Furesø Kommune
Så blev budgettet for 2008 vedtaget af et næsten enigt byråd. Jeg
håber at alle forudsætninger holder og jeg vil tilslutte mig borgmesterens
afsluttende bemærkninger i budgettalen:
"Det budget, vi nu skal vedtage, peger fremad. Det faktum, at vi vedtager
det i næsten enighed, peger
fremad. Jeg er overbevist om, at Furesø Kommune med de udviklingsmuligheder vi
har – og på
trods af de økonomiske udfordringer, vi også har – er godt på vej til at skabe
forudsætningerne for
at blive Nordsjællands perle, og jeg vil gerne invitere samtlige byrådskollegaer
og borgere til at
være med til at realisere denne vision."
27. september 2007: Et skrabet budget - en kommune
under afvikling
En klog mand har en gang sagt: Enten er du under udvikling eller
afvikling - der er ingen mellemløsning.
Jeg føler at Furesø Kommune er under afvikling.
Budgetforslaget for 2008 er blottet for nytænkning og nu har budgettet været ude i en 2. høringsrunde, hvor flere nye spareforslag er blevet luftet. Overalt ser der ud til, at være mangel på midler og sparekataloget er omfattende. Her er blot nogle eksempler på de spareforslag, der ligger på bordet i disse dage:
Ændre kommunale veje til private fællesveje
Spare på hjemmehjælpen
Sommerlukke svømmehallerne
Nedsætte Folkeoplysningsudvalgets rammebeløb til aktiviteter for børn og unge
Ændre miniklubber til Skolefritidsordninger - så man kan sætte prisen op
Lukke skolelandbruget
Lukke vuggestuer og børnehaver
Sælge museumsbygninger
Sælge Farum Musikhus
Sælge Farum Park
... og endelig ..
Stoppe alle anlægsopgaver på idrætsområdet i Værløse
Og så vil man bruge flere penge på fast etablering af den mobile skøjtebane ....
I mine øjne handler det om, at sikre mest mulig aktivitet & service til flest mulige borgere. Hvis vi mangler midler til at drive denne kommune, så må vi skære det væk, som gør os "fede". Det kunne være en Farum Park og en mobil skøjtebane der skulle skæres væk, men det kunne også være en direktør eller to i forvaltningen, der røg sig en tur.
Jeg gad nok vide om man har hentet nogle rationaliseringsgevinster ved sammenlægningen eller om det er ligesom det europæiske cirkus mellem Strassburg og Bruxelles. Det handler jo også om, "work smarter - not harder". Jeg håber man kan få opstillet et regnestykke over rationaliseringsgevinsten på et eller andet tidspunkt - for det må da være billigere at drive én kommune frem for to.
3. juni 2007: Nyt parti ser dagens lys
Det er snart en måned siden Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg
præsenterede det nye parti "Ny Alliance" ved et velbesøgt pressemøde. Tjekker
man partiets hjemmeside er de 20.000 underskrifter så godt som hjemme, og
hvervningen af medlemmer går rigtig godt.
Med "Ny Alliance" er der kommet et friskt nyt pust ind i dansk politik. En fornyelse, som jeg håber også kan stå distancen under et Folketingsvalg til efteråret. Der er behov for en mere nuanceret vinkel på flere områder i dansk politik, hvor såvel De radikale som Dansk Folkeparti har fået alt for lang snor. Enten lefler man for tørklæderamte kvinder og slår Sharia-lovgivning hen som uskyldige ord eller også heiler man og sender folk hjem med eller uden faldskærm.
Hvad er der blevet af os danskere? Mon ikke vi skulle finde tilbage til rødderne. Finde de værdier som fx. Morten Koch, B.S. Ingemann, Mathilde Fibiger, Johannes V. Jensen og N.F.S. Grundtvig og mange andre danske mænd og kvinder har kæmpet for gennem årene. Smid Cafelatten ud og lad os finde hyldebærsaften frem. Drop det italienske brød og lad os få en hjemmebagt franskbødsmad med gammeldaws marmelade. Lad os finde den indre "dansker-røv" igen ...
6. maj 2007: Støjplagen
Der skrives for tiden meget om trafikstøj og især diskuteres Vejdirektoratets
plan for opsætning af støjværn langs Hillerød motorvejen. En plan der i sig selv
måske kan være god nok, men måske ikke gennemtænkt.
Værløse Kommune har gennem mange haft en overordnet plan for Trafik & Miljø. I denne plan var der skitseret et projekt vedrørende Kollekollevej. Kollekollevej var ikke planlagt da man etablerede villaområdet i Værløse Øst, men pludselig forlængede man Ritavej og omdøbte den til Kollekollevej. Man anlagde en 4-sporet vej gennem villakvarteret til stor fortrydelse for de grundejere som uvidende herom havde købt bolig i området.
Efterhånden som årene er gået, er der kommet en voldsom trafik på Kollekollevej. Vejen er blevet en vigtig forbindelsesvej for alle der bor i Værløse, Ryget Skovby, Kirke Værløse og så langt ud som Ganløse og Søsum. Om kort tid vil også nye beboere på Flyvestationen bruge Kollekollevej som forbindelsesvej til motorvejsnettet og så bliver trafikken først rigtig slem.
Kollekollevej er fra Skovlinien og ud til Frederiksborgvej fortsat en
4-sporet vej - i lighed med Hillerød motorvejen. Ikke en gang Frederiksborgvej
er 4-sporet .. heller ikke 3-sporet, men alene en bred 2-sporet vej. Det
4-sporede stykke Kollekollevej opfattes i den daglige trafik som en forlængelse
af motorvejen. Enten er man lige ved at komme på motorvejen eller også er man
ligge kørt ned fra den - og farten er derefter.

Farten er i sig selv farlig. Beboere i området med udkørsel fra Skolekrogen ved F24 tanken sætter dagligt livet på spil, når de skal krydse vejen i de hektiske morgentimer. Det er et under, at der ikke er sket flere uheld end der faktisk er. Cyklister har opgivet at krydse vejen i morgentimerne og tager derfor den "forkerte side" ud mod Frederiksborgvej - på trods af den etablerede "helle" i midterrabatten.
En anden kilde til bekymring er den øgende støjbelastning, som omgivelserne udsættes for med den stærkt stigende trafik. I parcellerne tæt på Kollekollevej har man ikke alene motorvejslarmen at forholde sig til, men derudover også larmen fra trafikken på Kollekollevej. Trafikstøjen er tiltaget voldsomt de senere år. Det forøgede antal biler gennem hele døgnet samt den høje hastighed er med til at give en kraftig stigning i trafikstøjen og er dermed med til at give en alvorlig miljøbelastning.
Alle indfaldsveje til Værløse er gennem de senere år blevet saneret - men ikke Kollekollevej. Det er på tide at politikerne og forvaltningen får øjnene op for denne mangel. Den gamle plan indeholdt en sanering af Kollekollevej, men nu læser jeg, at der skal laves en helt ny plan for Furesø Kommune. Der skal sættes nye undersøgelser i gang og inden vi får set os om, er der gået et par år. Inden man får sat beløb af på budgettet går der sikkert yderligere et par år og så .... så er jeg nok flyttet på landet ... langt væk fra alle indfaldsveje og motorveje.
3. maj 2007: Fuglekvidder i villakvarteret
Forleden gik jeg mig en tur i villakvarteret hvor jeg bor. Jeg havde egentlig
ikke forventet at høre fuglekvidder i betragtning tidspunktet. Både fugle og
hundeluftere var gået til køjs inden jeg kom på gaden. Men det var trafikanterne
ikke. Fra Hillerødmotorvejen kom den mest infernalske larm jeg længe har hørt.
Jeg følte næsten at jeg skulle råbe højt, for at høre hvad jeg gik og tænkte på.
Min aftenvandring første mig ned langs Skovlinien og rundt om hjørnet op langs
Skovgårds Alle. Også her var larmen fra motorvejen en meget markant støjkilde.
Vores soveværelsesvindue vender mod øst og der bliver ofte ganske varmt hen af
morgenstuden, hvor solen bager på ruden. Men vi kan simpelthen ikke holde ud at
have vinduet åbent på grund af larmen fra motorvejen.
Ikke nok med det. I det daglige får vi også støjen fra Kollekollevej lige ind på
terrassen. Bevares, vi bor klods op af vejen med et ganske almindeligt hegn og
lidt grønt imellem. Men støjen fra Kollekollevej er blevet markant højere i de
senere år, i takt med den stigende trafik gennem Værløse.
Efterhånden er vi flere grundejere langs Kollekollevej, som tænker på at opføre
et støjværn. Har du gode ideer til opbygning af et støjværn hører jeg meget
gerne fra dig.
Jeg er kommet med i Støjgruppen - www.motorvejslarm.dk - og jeg håber at vi i denne gruppe kan være med til at holde politikerne til ilden.
23. marts 2007:
Hvad dælen nøler I efter?
Du kunne forleden i VærløseNyt læse indtil flere indlæg i den nu
genopstandne debat om en idrætssal ved Søndersø i Værløse. Debatten er efter det
jeg kan få oplyst åbenbart skudt i gang igen ved, at Gitte Melchiorsen skulle
have udtalt "at der ikke skal bygges en hal før behovene er undersøgt".
Idrætslivet i Værløse har gennem flere år kæmpet for at få den idrætssal
etableret, og endenlig blev der truffet beslutning og der blev sat penge af på
budgettet. Først 15 mio. kr., så reduceret til 10 mio. kr. og nu er der kun 6
mio. kr. hører jeg. Jeg gad nok vide hvem der har været så naiv at tro, at man
kan få meget idrætssal for 6 mio. kr. - men lad nu det ligge. Det er sikkert
indgået i en eller anden politisk prioritering som ingen i dag vil vedgå sig
ansvaret for.
Medlemstallet i idrætsforeningerne i ikke blot Værløse, men også i Farum, har
været støt stigende de seneste år. I løbet af samme periode år har vi i Værløse
fået indskrænket det gulvareal, som idrætten kan råde over. En tumlesal på den
gamle Egeskole på Lille Værløsevej blev inddraget i forbindelse med at skolen
blev til miniklub. Den lille gymnastiksal på Lille Værløse Skole er kun
indrettet med ét omklædningsrum, hvilket begrænser aktiviteterne til
enkelt-køns-hold. Festsalen på Syvstjerneskolen ligeså. Det samme er også
tilfældet med gymnastiksalen på Egeskolen i Jonstrup. Salen er i øvrigt
indrettet mere som et konferencelokale end noget andet. Og senest er Multisalen
og lokaler på biblioteket i Værløse inddraget i forbindelse med etableringen af
det nye kulturhus Galaksen. Alt sammen med til at indskrænke den gulvplads som
idrætsforeningerne har så hårdt brug for.
Der har været ført mange og lange drøftelser i Værløse om mere kapacitet til at
håndtere de mange aktiviteter på idrætsområdet. IF Værløse var gennem lang tid
meget aktiv med henblik på at få lavet en multihal/opvisningshal - men en sådan
har kommunen jo nu i form af Farum Arena. Derfor gik ønskerne de senere år i
retning af en idrætssal med gulvplads - som er det reelle behov. Alle
idrætsforeninger - for slet ikke at tale om voksenundervisningen - har et
udpræget behov for mere gulvplads i form af en idrætssal. Det har gennem flere
år været et meget markant ønske og der har været dokumenteret behov for det.
Med en idrætssal ved Søndersø ville vi kunne samle flere aktiviteter i de store
klubber netop her og dermed give plads på skolerne til andre brugere.
Udbygningen af Ryget Skovby og den befolkningsvækst vi ser i dette område
underbygger også behovet for flere idrætsaktiviteter i området. Et behov der
ikke kan tilfredsstilles med en gymnastiksal i Søndersøhallen alene. Der er
behov for mere plads - en idrætssal.
I vores idrætspolitik og i den måde vi fører os frem på i offentligheden vil vi
gerne fremstille Furesø Kommune som en idrætskommune beboet af sunde mennesker,
der dyrker sport og i øvrigt er aktive & kreative borgere. Det harmonerer ikke
rigtig med at vi nu begrænser samme borgeres muligheder for at dyrke motion i
foreningsregi - i en idrætssal som der vitterlig er behov for.
Stor er min undren over, at projekt nu skal stoppes inden det er kommet i gang.
Ud over den kortsigtede økonomiske hindring - som nogen naivt har lagt - kan jeg
slet ikke se, hvorfor byggeriet af den idrætssal ikke burde gå i gang i morgen.
Jeg håber vi kan få sat skub i byggeriet igen. Der er virkelig ingen grund til
at afvente hverken den ene eller anden undersøgelse - der er undersøgt så
rigeligt i denne sag. Hvad dælen nøler I efter? ... som Tordenskiold ville have
sagt.
6. marts 2007: Sundhedsråd
Forleden var jeg med til et aftenmøde om etablering af et Sundhedsråd i
Furesø Kommune. Et glimrende initiativ som jeg hilser med glæde. Jeg håber at vi
kan få sammensat et råd med såvel eksperter som engagerede borgere, der vil
kunne være grundstammen til arbejdet med sundhed her i kommunen.
Vores hverdag er præget af stor aktivitet og et hurtigt arbejdstempo. Det job vi
nu en gang har valgt og de vilkår vi arbejder under har stor indflydelse på vore
muligheder for at vælge et sundt liv og på vores valg af livsstil. Gennem viden
og dialog om sundhed skal vi arbejde for, at sikre størst mulig samklang mellem
det sunde liv og vore dagligdag - på såvel jobbet som hjemme.
Alle har en interesse i, at man hver dag kan yde sit allerbedste. Det kan vi når
vi er sunde og raske og trives. Sundhed er en positiv egenskab ved den enkelte.
Sundhed er den kraft og styrke, der sætter os i stand til at klare dagligdagens
belastninger og udfordringer. Sundhed er meget andet og mere end blot fravær
grundet sygdom. Det er ikke blot den unge men også den ældre medborger, der har
gavn af en sund levevis - men alt hvad dertil hører.
Det er meget værdifuldt, at alle borgere tager ansvar for egen sundhed. Sundhed
er ikke noget man kan tvinge folk til, men vi skal arbejde for at fremme
sundhed, trivsel og arbejdsglæde blandt alle borgere. Arbejdet med sundhed skal
være en naturlig del af hverdagslivet og vi skal arbejde for, at sundhed kommer
ind med modermælken. Det skal være et gennemgående tema i hele opvæksten. Et
gammel ordsprog siger:
"Hvad man i barndommen nemmer - man ej i alderdommen glemmer"
5. marts 2007: Et Ungdomshus mindre ..
Dagens første nyheder handlede om de sølvskinnende
entreprenørmaskiner på Jagtvej i København. Ungdomshuset er på vej til at blive
en saga blot. Jeg er ikke i tvivl om, at hele redeligheden bunder i en politisk
fadæse af de helt store. Kortsigtede politiske og formentlig økonomiske
overvejelser fik Borgerrepræsentationen til at sælge huset i år 2000 og nu syv
år efter bliver huset revet ned. Et fristed for unge mennesker fra ikke bare
Nørrebro, men fra Storkøbenhavn og det ganske land er ikke mere.
Mange mennesker vil nok ikke have den store sympati for de unge. Især ikke efter
de voldsomme kampe, der har været i Københavns gader de seneste dage. Jeg har
heller ikke sympati for de unge, som har taget sagen i egen hånd og tyet til
vold. Den vold som de selv har sat regler op for, ikke må tages i anvendelse.
Ønsker man at påberåbe sig nogle rettigheder i et samfund, må man også leve
under samfundets normer og retningslinier. Det ligner ingenting at kaste med
brosten mod andre mennesker. Sætte biler i brand og øve hærværk mod andre
bygninger. Det hører ikke hjemme i et civiliseret samfund.
Jeg håber at volden stopper og at de unge vil gå i forhandling med politikerne .. og de støtter de trods alt stadig har .. for at finde en langtidsholdbar løsning. Hvis konflikten fortsætter i voldens tegn bliver alle tabere.
20. februar 2007: Kvickly kommer til byen ..
Så blev spændingen udløst. Vi får en Kvickly til byen. Efter sigende skulle
den blive indrettet på en helt ny måde og man vil gøre meget ud af design,
materialevalg og indretning. Den nye butik vil få egen slagterafdeling og vil
fokusere på økologi samt have en del non-food varer som fx. tøj og elektronik.
Det bliver spændende. Nu må vi så se om ikke COOP nedlægger SuperBrugsen og
lader IRMA flytte ind i deres lokaler. Jeg kan dårligt tro, at der er plads til
tre COOP butikker på Værløse Bymidte.
Forleden var vi i Galaksen for at se & høre Niels Hausgaard. Han forstår at spidde det gode borgerskab med munter finesse og der er ingen tvivl om, hvad han mener om Bush og krigen i Iraq. Han er god og bestemt et gensyn værd.
5. februar 2007: Trafik og sikkerhed - del 3!
Når du nu kommer i den mørke tid omkring Bymidten i Værløse ...
har du så lagt mærke til. at der ikke er lys i pilene på de der
skilte, der skal vise vej til de tomme P-pladser på Bymidten?
Man skal næsten helt hen til skiltet før man kan se hvilken
retning der er optaget eller ledige pladser - til ret stor
ulempe og til fare for andre bilister. Håber de får sat lys på
pilene meget snart - men nu går vi jo heldigvis de lyse tider i
møde.
24. januar 2007: Hvad er
der med vejret?
Endelig fik vi lidt frost og sne og så pludselig er der pæne
plusgrader igen. Jeg kan godt forstå der er noget der hedder:
Det er helt hen i vejret - for det er det.
12.
januar 2007: Trafik og sikkerhed - del 2!
Nu har jeg fået at vide, hvad alt det gravearbejde omkring
Bymidten gik ud på. I al sin enkelhed handlede det om, at få
brændt 2 mio. kr. af til et P-styringsanlæg. Nu kan handlende
til Bymidten nemlig se, hvor der er ledige P-pladser - og
konstatere at der næsten altid vil være optaget. Så er det jo
godt, at der ikke er så langt til Farum Bytorv, hvor man næsten
altid kan få en plads ;-)
27.
november 2006: Trafik og sikkerhed!
Kan nogen fortælle mig, hvorfor der bliver lavet små chikaner på
vejene omkring Værløse Bymidte? Jeg er faktisk fortørnet over,
at man kan spilde så mange ressourcer på at lave noget så
unyttigt som disse generende midterrabatter. Man skulle hellere
gøre noget ved trafikken på Kollekollevej. Kollekollevej er i
flere trafikundersøgelser blevet udråbt til en farlig vej.
Skolebørnene i Syvstjernedistriktet pegede i den seneste
trafikundersøgelse på, hvor stærkt der køres på Kollekollevej og
hvor farlig en vej det er. Der er i 2005 registreret 7 uheld
hvor politiet har været involveret – heraf en med personskade i
krydset Kollekollevej-Skolekrogen. Kunne pengene ikke været
brugt bedre til trafiksanering af Kollekollevej? Lav den
ensporet – lav en rundkørsel ved F24 tankstationen – sæt
fotofælder op … eller hvad ved jeg. Et eller andet skal der
gøres. Når vi kan finde penge til en rundkørsel ved Lejrvej –
hvor der ikke er sket registrerede ulykker – hvorfor kan vi så
ikke få en rundkørsel på Kollekollevej? Jeg håber ikke der skal
mere blod på bordet inden der bliver gjort noget.
15. november
2006: Stor udvidelse af Farum Bytorv
Så skete det. Farum Bytorv har øjensynligt overhalet
Værløse Bymidte indenom og sikret sig at Føtex kommer til Farum
Bytorv .. og ikke til Værløse Bymidte. Det er dog utroligt at vi
i Værløse ikke kan finde ud af det. Nu vil vi netop komme til at
opleve et skifte i forbrugernes indkøbsvaner. Forbrugerne vil
finde vej til Farum Bytorv, hvor de to kombattanter COOP og
Dansk Supermarked vil overgå hinanden med gode tilbud i kampen
om kunderne. Der er vel kun en ting der kan rede Værløse - vi må
ha' en BILKA ;-)
Du kan i øvrigt læse mere på Furesø Kommunes hjemmeside, hvor du kan læse en analyse af detailhandelen i Furesø Kommune.
8. oktober
2006: Nyheder og alligevel ingeting
Når man sådan vender retur til Danmark efter 4 uger uden
ret mange nyheder - hverken lokale eller globale - så tror man
ofte at der er sket en frygtelig masse ting, mens man har været
væk. Men det er sjældent tilfældet. Heller ikke denne gang.
22. juni
2006: Trafikstøj
Støjen fra Kollekolle vej er efterhånden ret plagsom. Som
nabo til denne indfaldsvej er man dagligt generet af de mange
biler der efterhånden kører frem og tilbage - næsten døgnet
rundt. Hastigheden er en del af problemet. Jo højere fart - jo
mere støj. Men belægningen er også en væsentlig faktor. Forleden
var jeg en tur på Vigerslevvej i Valby. Her har man fra
jernbanebroen ved Hvidovre og op til Valby Langgade lagt noget
støjsvag asfalt på. Det var virkelig til at høre forskel.
Bilerne støjede næsten ikke. Det burde man også gøre ved
Kollekollevej - samtidigt med at hastigheden skulle nedsættes
til 50 km.
2. maj 2006: Varehus på Bymidten
Skal det være - så gør det rigtigt. Lad os få et varehus
på bymidten og få tænkt de rigtige tanker ind i projektet fra
starten. Borgermødet den 23. maj giver mulighed for at få en god
snak om det nye byggeri..
28. april
2006: Tak til Finn Andersen
En af Værløse Kommunes mest markante skikkelser på idrætsområdet
har takket af efter 34 års tjeneste. Fritidsinspektør Finn
Andersen gik med udgangen af april måned på pension. Vi har alle
utrolig meget at takke Finn for. Finn har haft en finger med i
spillet ved alle væsentlige idrætsbygninger i Værløse Kommune.
Han har utrætteligt talt idrættens sag hvor end han kom hen og
for VGS har han været en uvurderlig støtte gennem årene. Jeg
kommer til at savne dig Finn - held og lykke med dit nye liv.
20. april
2006: Så kom foråret
Hvor er det skønt. Nu kan vi komme ud i haven.
16. marts
2006: Mens vi venter på foråret
Så kan det da ikke vare meget længere. Nu må armene snart
i vejret for alle os der bor i Værløse. Det nye kulturhus skal
snart indvies. Vi får en rigtig dejlig idrætsssal ude ved
Søndersøhallen. Vi har fået solgt Hasselhusene og det sidste
stykke jord op til skoven og golfbanen er på vej til
byggemodning. Vi får et stort supermarked på Bymidten. Der
bliver bygget ældreegnede boliger på Skovlinien og øllet flyder
i rigelige mængder på Skovlyst. Hvor er det dog dejligt at bo
her.
30. januar
2006: Ytringsfriheden er under belejring
Sjældent har jeg set magen til farce. På grund af 12 ret
uskyldige tegninger af profeten Muhammed i JyllandsPosten den
30. september 2005, trues danske statsborgere nu på livet.
Dannebrog bliver brændt af og danske produkter boykottes i store
dele af den arabiske verden. Hvad er det dog for en uciviliseret
opførsel.
Nu skal den danske stat stå fast. Vi må ikke lade os kue af
mellemøstlige despoter, der lader deres tilbagestående
middelalder-samfund øve pression mod ytringsfriheden. Den
ytringsfrihed som vi i generationer har kæmpet for at få - og
som man endnu ikke har i mange muslimske lande styret af
gammeldags religiøse autoriteter.
Skal vi gå på gaden og brænde Saudiske flag af? Skal vi stå og
trampe på den egyptiske fane? Hvad ligner det ... i dag anno
2006 ... er verden virkelig ikke kommet længere.
Stå nu fast - ytringsfriheden er mere værd end Arlas hvide ost
og de hallal slagtede kyllinger.
16.
november 2005: Borgerligt styre de næste fire år
Efter en lang nat med forhandlinger på rådhuset i Værløse endte
det med en borgerlig konstituering mellem Venstre og
Konservative. Med vore i alt 13 mandater har vi flertallet i
Furesø Kommune og vælgerne har helt klart givet Jesper Bach
opbakning til "four more years". Socialdemokraterne fik et
særdeles godt valg, men altså ikke nok til at udfordre den
borgerlige fløj - end ikke med hjælp fra andre partier. SF fik
de ventede to pladser. Radikale er nu nede på én med Henrik Nord
som repræsentant. Kurt Bork Christensen kom ikke overraskende
ind som den eneste fra Furesølisten. Enhedslisten kom ind med
Øjvind Vilsholm og endelig kom Peter Brixtofte ind. God
arbejdslyst til alle.
13.
november 2005: Sæt kryds med mod og omtanke
Tirsdag den 15. november skal du sætte et kryds ud for den
kandidat eller den liste, som du vil give din stemme. Det er et
vigtigt kryds. Det gælder ikke kun de næste fire år. Dit valg
vil sætte sine spor i kommunens fremtidige historie. De
mennesker du stemmer ind i den nye kommunalbestyrelse skal
træffe en lang række meget vigtige beslutninger om, hvordan
Furesø Kommune skal drives fremover. Beslutninger som vil berøre
børn, unge og ældre. Det vil berøre de stærke og de svage i
samfundet. Det vil berøre hele kommunens fremtid. Din og min
fremtid - her hvor vi lever og ånder. Du skal derfor sætte dit
kryds med mod og omtanke. Mod fordi du kan vælge mellem mange
rigtig gode kandidater – nye som gamle, og mod fordi du måske
vil skifte gamle kendinge ud med nye koste. Omtanke fordi valget
er vanskeligt og det kun dig selv og din overbevisning der skal
afgøre dit kryds, og omtanke fordi valget har så stor betydning
i mange år fremover. Du skal træffe et personligt valg som kun
du kan tage ansvaret for, men med din stemme bringer du dette
ansvar videre til din kandidat. Det er så op til din kandidat at
forvalte din stemme med ligeså meget mod og omtanke, som du har
lagt i processen. Stem på dem, der har modet til at skabe
sammenhæng og er villige til at tage et personligt ansvar. Stem
på Konservative og gerne personligt. Held og lykke til Furesø
Kommune og godt valg til alle.
3. november 2005: Hvem slår græsset på Flyvestationen? Alle taler i disse dage meget om, hvad der skal ske med Flyvestation Værløse. Hvad skal området bruges til? Hvad skal hangarer og andre bygninger indeholde? Hvor skal der bygges – hvis der overhovedet skal bygges? Skal Perimetervejen bruges til gennemgående trafik? Hvad skal fredes?
Danmarks Naturfredningsforening har fremsat forslag om fredning af en meget stor del af området på Flyvestationen. Der er meget smukt på Flyvestationen og der er meget bevaringsværdige naturområder, som skal beskyttes. Men jeg ved ikke lige hvorfor 3 km landingsbane skal fredes ..!
I gamle dage gik der flere veje gennem området. Terrænet var en smule mere kuperet og der var flere engdrag og moseområder. Hvis du vil se hvordan der så ud omkring århundredskiftet så kig ind på www.kms.dk og find de historiske kort over området. Her kan du på samme billede se, hvordan området så ud for 100 år siden og hvordan det ser ud i dag.
I dag er Flyvestationens naturområder for store deles vedkommende en ”holdt” natur. Den er blevet passet og plejet gennem mange år af medarbejdere på Flyvestationen. Græsset er blevet slået og træer er blevet fældet. Bestanden af dyr, fugle og andet vildt er blevet reguleret gennem jagt. Og alt sammen på Forsvarets regning. Det er slut nu. Det er fremover Furesø Kommune der skal stå for denne landskabspleje – og det er ikke billigt.
Vi skal ikke springe på fredningsvognen her og nu. Vi skal tænke os grundigt om. Lad os nu få lidt ro på og lade en ide- og høringsproces blandt borgerne komme med input til, hvad vi skal stille op med området. Der skal være plads til alle. Både dem der elsker natur og dem der gerne vil bo i en grøn kommune – og tæt på naturen. Vi kan sige nok så mange gange at området skal bevares – men det nytter ikke noget, hvis vi ikke har pengene til det. Hertil kommer at der skal bruges penge til oprensning af gammel forurening – som vi i øvrigt ikke kender omfanget af. Hvem der i sidste ende skal betale for denne oprensning henstår endnu i det uvisse.
Der er mange forhold vi skal tage i betragtning når vi taler om udnyttelse af Flyvestationen – og beslutningerne må ikke træffes i løbet af de sidste dage op til kommunalvalget. Der er god tid til det. Forsvaret rykker først ud en gang i 2009. Derfor er dit kryds den 15. november vigtigt. Du skal stemme på det parti, der har modet til at skabe sammenhæng – og tålmodigheden til at vente på den rigtige beslutning. Stem på De Konservative den 15. november 2005 og gerne personligt.
30. oktober 2005: Tid til fornyelse og
omtanke
Under en valgkamp lover politikerne både det ene og det
andet – og desværre ofte mere end virkelighedens politik kan
holde til. Under det seneste vælgermøde i Hareskov blev der også
lovet en masse om borgerinddragelse, dialog, folkeafstemning og
meget mere. Gamle slagord og teorier blev hevet op af hatten i
mere eller mindre troværdige versioner. Jeg synes vi har en
oplagt mulighed for at få fornyelse og en unik chance for at
lære af hinanden. Værløse kan lære om arbejdet med integration
og jobgaranti og Farum kan lære om økonomisk mådeholdenhed og
styring af budgetter. Vore to kommuners forvaltninger er i disse
uger ved at kortlægge, veje og vurdere de forskellige processer
vi har. Jeg mener ikke vi bare skal tage det bedste fra de
forskellige processer og så køre videre. Vi skal tage os tid til
at tænke os om en ekstra gang og hente inspiration fra andre
sammenbragte kommuner. Det er jo ikke sikkert at vores bedste
bud er den optimale løsning. Sammenlægningen af vore kommuner
skal give fornyelse, ny energi og drivkraft. Jeg vil kæmpe for
at få den værdiskabende fornyelse vi trænger til, men også kæmpe
for at bevare den solide tradition hvor det er nødvendigt. Hjælp
Konservative og dig selv med at give Furesø Kommune den bedste
start. Stem på liste C den 15. november og gerne personligt.
22.
oktober 2005: Furesø Kommune - et bydels samfund
Efter 1. januar 2007 er der kun én kommune – men den er til
gengæld opdelt i mange flere bydele. Sådan er det også i dag.
Værløse området har flere næsten selvstændige bydele: Hareskov,
Jonstrup og Kirke Værløse for bare at nævne de mest markante.
Det samme er tilfældet i Farum og i årene fremover kommer der
flere til. Farum Nordby og Nordlejren på Flyvestationen er de
næste på vort kommunale bydelskort. Som det er tilfældet i dag
vil græsrodsbevægelser, foreninger og andre
interesseorganisationer gøre deres indflydelse gældende på den
lokalpolitiske skueplads. Her skal vi som politikere være
lydhøre overfor de særinteresser hver bydel gerne vil have
fremmet – og vi skal først og fremmest give rum og mulighed for,
at bydelen kan udvikle sig til gavn og glæde for de lokale
beboere. Vi skal ikke sætte folkestyret ud af kraft, men støtte
de mennesker der vil tage et personligt ansvar. Furesø Kommune
med forvaltning og politikere skal ikke være et fjernt
bureaukratisk palads. Furesø Kommune skal være nærværende og i
tæt dialog med borgerne. Kun derigennem kan vi sikre en åben og
demokratisk proces, som skal lede os frem til at blive
Nordsjællands foretrukne bopæl. Med bevidstheden om at Furesø
Kommune består af mange bydele med egne interesser vil jeg
arbejde for at skabe lige muligheder og vise respekt
for forskelligheden. Kun derigennem får vi ægte dialog og
medbestemmelse.
16. oktober 2005: Vi er klar !
Under denne overskrift fører Jesper Bach og Lars Carpens sig
frem i helsidesannoncer i vore lokale aviser. Man kunne undre
sig over, hvad de egentlig er klar til. Er det til den interne
magtkamp om, hvem der måske skal sidde på taburetten? Eller er
det klar til at takke af? Jeg håber på det sidste. Der
har været skrevet om, at Konservative ikke har ført sig frem med
de store overskrifter. Efter min opfattelse er det ikke tid til
de store overskrifter nu. Vi har set nok til falmede
fakkelmænd og forsmåede politikere. Vi har set nok
til lokale lykkeriddere med rustne meninger og bedagede
uniformer. Nu skal vi se fremad og trække i arbejdstøjet for at
skabe en levedygtig og fremgangsrig Furesø Kommune. Vi skal
sikre en stabil drift og en god økonomi, som basis for vore
aktiviteter i de kommende år. Og så skal vi forstå at udnytte de
muligheder vi har fået med Flyvestationen. Den vidunderlige
natur, de mange bygninger og de lange start- og rullebaner skal
udnyttes bedst muligt. Infrastrukturen skal opbygges så området
naturligt falder sammen med de eksisterende bydele – og meget
mere. Vi Konservative vil ikke udstede blanco-checks eller
luftige valgløfter. Vi vil først og fremmest sikre, at Furesø
Kommune reelt bliver bæredygtig – og den opgave er vi klar til
at gå i krig med. Så derfor skal du uden de store overskrifter
stemme Konservativt den 15. november – det er din personlige og
sikre stemme der tæller.
10. oktober 2005:
Indtil videre er der 13 lister opstillet til det
kommende kommunalvalg. Langt flere end vi er vant til at se. Jeg
kan godt forstå at mange borgere ryster på hovedet og ikke kan
se fornuften med det hele. Rigtig mange mennesker har i det
seneste år fået politiske ambitioner af den ene eller den anden
grund. Det tegner jo godt for demokratiet, men knap så godt for
styret i den nye Furesø Kommune. Mange kokke fordærver maden -
siger et gammelt ordsprog, og jeg tror at dette kan overføres på
lokalpolitik. Jeg håber at borgerne bevarer fatningen og stemmer
med fornuft og følelse. Med fornuft fordi vi skal have et
effektivt styre de kommende 4 år og med følelse fordi vi skal
have de "rigtige" mennesker til at lede os gennem processen.
25.
september 2005:
En af mine mærkesager er Natur & Miljø og under dette
hører også trafikstøj. Os der bor langs Hillerød motorvejen ved
hvad trafikstøj er. Den vedvarende summen som på en
sensommeraften ødelægger den hyggelige stemning på terrassen,
hvor havefaklerne kaster deres gyldne skær. En gang imellem har
man lyst til at flygte langt væk.
Jeg bor langs Kollekollevej og her er trafikstøjen også slem. Den er blevet værre år for år. I takt med udbygningen af Ryget Skovby og nu byggeprojekterne på Flyvestationen, vil trafikbelastningen stige på Kollekollevej - og dermed også støjniveauet. Som den eneste indfaldsvej til Værløse er Kollekollevej fortsat to-sporet tværs igennem et villakvarter, hvilket jo heller ikke gør støjniveauet mindre. Høj fart giver også mere støj.
Der er virkelig brug for at vi gør noget ved trafikstøjen, der er stor belastning for alle os der bor i området. Hillerød motorvejen må kunne belægges med den særlige støjsvage asfalt og man må kunne sætte en ny hastighedsbegrænsning op så trafikstøjen totalt set bliver mindre. Støjskærme skal også vurderes.
Kollekollevej skal saneres. Jeg mener at vi skal lave en rundkørsel ved Q8 tanken på Kollekollevej og i øvrigt gøre vejen en-sporet i begge sider ind mod Værløse. Det vil nedsætte hastigheden og det vil også have en effekt på støjniveauet. Rundkørslen vil også øge trafiksikkerheden på dette ellers meget farlige sted. Se den lille skitse jeg har lavet over rundkørslens placering herunder.
Dette er blot nogle af de forhold jeg gerne vil ind og have indflydelse på i den nye kommunalbestyrelse.
18. september 2005:
De igangværende
budgetforhandlinger i Værløse levner ikke meget politisk råderum
i de kommende år. Umiddelbart ser den største opgave ud til at
blive en sammensmeltning af de to kommuners økonomier med alt
hvad dertil hører. I realiteten er der jo tale om en fusion,
hvor vi skal sikre at vi gør tingene på den mest fornuftigste og
mest økonomiske måde. Det kan jo ikke nytte noget at lade
forholdene køre videre i de to kommuner og bare lave en
overbygning. Det opnår vi intet ved - tværtimod. Vi skal
fremover løse nye opgaver i kommunerne og det vil også komme til
at trække på vore fælles ressourcer. Jeg er sikker på at vi i
fællesskab kan løfte opgaven og jeg glæder mig til forhåbentlig
at være med til at skabe Nordsjællands bedste kommune.
Jeg læser i Frederiksborg Amts Avis, at Socialdemokraterne mener at vi skal fremme den lokale dialog ved at holde møder mange forskellige steder i den nye kommune. Ideen synes umiddelbart at være meget god, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på det Europæiske cirkus med flytninger mellem Bruxelles og Strasbourg. Jeg håber ikke det er i den grøft vi ender. PSu.
15. september 2005:
De Konservative
kandidater til det kommende valg er nu opstillet efter et
helt udramatisk møde mellem de to vælgerforeninger. Det er
øjensynligt kun de konservative, der kan finde ud af at
fusionere uden dramatik og store armbevægelser. Det tegner godt
for den kommende valgkamp, hvor vi stiller med et meget stærkt
hold. Du kan læse om mine holdninger til flere forhold i Furesø
Kommune og i Værløse her på sitet. Det kommende valg bliver det
mest brogede valgbillede vi endnu har set i Værløse - og Farum
for den sags skyld. Der er rigtig mange lister og mange
personligheder at tage stilling til. Jeg håber du træffer det
valg, der for dig er det bedste - og at du stemmer PERSONLIGT på
valgdagen den 15. november 2005.
PSu.
24. august 2005:
Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt og den lokale
presse får travlt med at dække begivenhederne. Det undrer mig at
man ikke allerede har slået Værløse Nyt og Farum Avis sammen til
én avis, men vi skal måske over valget først. Jeg synes ellers
det ville være en rigtig god ide, da alle borgere i den nye
kommune så vil kunne læse om hinandens nyheder i en og samme
avis. Kandidaterne til valget kan præsenteres for alle borgere
på en gang og pressen går i front med sammenlægningen - det er
da et flot signal at sende.
PSu.
1.
august 2005:
Jeg læste her forleden, at danske slagterier må benytte
maskinsepareret kød i fødevarer. Maskinsepareret er et andet ord
for mast kød med knogler. Kan du forestille dig det? Mast gris
til middag - noget helt andet end "Farmors frikadeller"! Jeg
synes faktisk det er væmmeligt at tænke på. Øjensynligt handler
det om penge. Danskerne vil ikke betale for en ordentlig
kvalitet, men kræver billigere og billigere varer. Vi blæser på
kvaliteten så længe det bare er billigt. Hvor er det dog
ærgerligt. Vi har ellers så mange penge mellem hænderne som
aldrig før. Men frem for at bruge dem på kvalitetsfødevarer,
bruger vi dem på dyre luksusgoder, der vises frem for naboen.
Jeg håber det vender en dag. Jeg håber vi får øjnene op for, at
kvalitet betaler sig i længden - også når det gælder den mad vi
putter i munden.
PSu.
2. juni 2005: Varehus eller ej
- lad os få Føtex til byen.
Nu er der snart sagt meget
om etablering af et varehus på Bymidten. Der har været talt om
udbygning af SuperBest og om udbygning af SuperBrugsen til en
Kvickly samt endelig om brug af Stiagergrunden. Umiddelbart er
der jo ikke plads til et nyt varehus på Bymidten, når vi
samtidigt ønsker af bevare de grønne områder der trods alt er
omkring Bymidten. Der vil også være et problem med
parkeringspladser - især hvis Stiagergrunden bebygges uden en
parkeringskælder.
Vi har i dag 2 supermarkeder fra COOP koncernen på Bymidten
(SuperBrugsen og Irma), 1 fra Dansk Supermarked (Netto) og 1 fra
Dagrofa (SuperBest). Nærmeste konkurrent - Farum Bytorv - har
Netto, Irma, Fakta og en Kvickly. Hvad skal vi så med en Kvickly
mere i Værløse ? Hvis endelig vi skal have et varehus, så
Bymidten kan konkurrere med Farum Bytorv, Ballerup Centret,
Herlev Bymidte og Lyngby Storcenter, så er der da ingen tvivl i
mit sind: Vi skal selvfølgelig have en super moderne Føtex. Byg
også gerne en parkeringskælder med indkørsel fra Stiager og hvis
der kunne blive plads til et bowlingcenter gjorde det bestemt
ikke noget.
PSu.
2. juni 2005:
Europa er sendt til tælling og et kommende folketingsvalg til
september hænger måske i en tynd tråd. Lad os håbe at alle
kommer til besindelse, så vi kan arbejde for en fælles fremtid.
PSu.
21. maj 2005: Furesø Kommune –
den nye perle i Nordsjælland
Så er de sidste streger sat under et
godt facit for sammenlægningen af Værløse og Farum kommuner. Med
en pæn pose penge og en nedlagt flyvestation blev parterne
forliget og vi kan nu starte på arbejdet med den endelige
fusion. Jeg synes det er et godt resultat man er kommet frem
til. Godt for såvel Farum som Værløse – så nu skal vi have gang
i det fælles arbejde med at skabe en rigtig god kommune.
Jeg benyttede mig her lørdag den 21.
maj 2005 af en invitation til at deltage i et informationsmøde
for nye borgere i Farum – som den eneste Værløse-borger.
Borgmester Lars Carpens tog os - som en anden turistfører - med
på en bustur rundt i Farum og trods den silende regn viste han
Farum frem fra den pæneste side. Vores første stop på turen var
Furesøbad, som jo nok er Værløse og Farums smukkeste juvel.
Derefter gik turen til Kulturhuset ved Farum Bytorv og videre
gennem Stavnsholt forbi Farum Arena og ud gennem Bregnerød. Vi
så også det omfattende byggeprojekt på Farum Kasernes gamle
arealer og gjorde et kort ophold i Farum Park. Vi afsluttede
turen med et kig ned gennem den gamle del af Farum og gjorde
kort ophold ved skulpturparken ved Farum Sø, før vi alle blev
sat af ved Rådhuset efter ca. 2 timers rundtur.
Selvom jeg er kommet en del i Farum
gennem årene – til svømning, ridning og på indkøb – så blev jeg
forbavset over hvor rig på flotte naturområder Farum egentlig
er. Når jeg også ser på de mange byggeprojekter der er gang i
samt ser på de eksisterende faciliteter til sport og kultur, så
må jeg sige at det er en dejlig nabo vi har dannet par med. Lad
os nu se det positive i sammenlægningen og komme videre i livet.
Sammenlagt med de værdier Værløse kan byde på, kan jeg ikke se
andet end, at Furesø Kommune må blive Nordsjællands perle – og
det vi jo alle være godt tilfredse med.PSu.
21. maj 2005:
Det var så det - den økonomiske løsning er fundet på
sammenlægningen og de to Venstre-borgmestre er godt tilfredse
med løsningen. Det kan vi andre nu også godt være.Lad os nu
komme videre og få arbejdstøjet på. Lad os få udnyttet de
muligheder vi får ved sammenlægningen og lad os arbejde på at
blive en rigtig god kommune.PSu.
13. maj 2005:
Alt bliver grønnere i disse år, og der tænkes meget på miljø. I
regionsplanen fra HUR var der lagt op til, at en stor del af
Flyvestation Værløse skulle udlægges til en
grøn kile. Altså en grøn oase uden mulighed for bebyggelse.
Det er øjensynligt taget af bordet - for Værløse skal have mange
nye boliger så vi kan få mange flere skatteborgere - og dermed
få flere indtægter til Furesø Kommune. Endnu en kortsigtet
lappeløsning til Lars Løkke Rasmussens kludetæppe med Farum og
Værløse som syndebukke.
PSu.
22. april 2005:
Værløse Kommunes overordnede idrætspolitik siger bl.a. at
børneidrætten skal prioriteres. Derfor undrede det også Værløse
Gymnastik- og Svømmeklub, at man ikke kunne få tider til ca. 200
børn i den kommende sæson. Heldigvis kom alle til fornuft og VGS
får efter al sandsynlighed næsten de samme tider som man har i
denne sæson. Motion skal der til, og det er vigtigt at man får
gode motionsvaner så tidligt i livet som muligt - de gode vaner
holder nemlig ved resten af ens dage.
PSu.
2. april 2005:
Her på den store festdag for H.C. Andersen, hvor et eventyrligt
show lige nu løber af stablen i Parken, kan man vel sige at
eventyret er slut for Værløse. Vi er blevet ladt i stikken af
alle politikerne på Christiansborg og vi skal nu finde en
hverdag sammen med Farum. Vi må finde de positive sider af en
sammenlægning og gøre en dyd ud af "nødvendigheden" - og der er
vel fordele med sammenlægningen: Et stort elitecenter for
svømning, Farum Park med superligafodbold, Farum Arena med store
sportsbegivenheder, et dejligt indkøbscenter under tag, skøn
natur og meget mere. Smil og vær glad - foråret er på vej.
PSu.
19. marts
2005:
Nyhedens interesse har
lagt sig og journalisterne har forladt byen. Lars Løkke
Rasmussen har talt - Farum og Værløse skal være sammen -
og sådan bliver det - synes journalisternes optræden at tyde på.
Slaget er vel ikke tabt, men bestemt heller ikke vundet. Nu må
vi se om borgmesteren kan få arbejdstøjet på og sikre at
Værløses borgere ikke kommer til at betale de 3 milliarder vi
"gifter" os til.
PSu.
7. marts 2005: VærløseNyt skriver
På et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde mandag morgen
besluttede en enig kommunalbestyrelse at kæmpe imod en
tvangssammenlægning med Farum Kommune.
På mødet vedtog kommunalbestyrelsen:
- At Værløse Kommune er bæredygtig og lever op til
strukturreformens krav
- At anmode om et møde med indenrigsminister Lars Løkke
Rasmussen hurtigst muligt
- At hyre ekstern juridisk og økonomisk bistand til det videre
forløb
Er det Davids kamp mod Goliath ?. PSu.
4. marts
2005:
Enevældens tid er endnu
ikke forbi. Det kunne vi konstatere i går, hvor Lars Lykke
Rasmussen trumfede en sammenlægning af Værløse og Farum igennem
- uden at hverken Værløse eller Farum blev kaldt til
forhandlinger. Borgerne får øjensynlig heller ikke lov til, at
stemme om et kommende tilhørsforhold. Andre kommuner er kommet i
sammen situation så vi er ikke alene - men det er en ringe
trøst. Ernst Ellgaard præsenterede Værløse på fornemste vis i
aftenens udsendelse fra Lorry - godt gået! Nu må vi se fremad og
få det bedste ud af det kommende samarbejde.
PSu.
1. marts
2005:
Så virker links til
bestilling af "SøndagAften" og "Din kommentar" videresendes nu
også til mig. Hvis du har været inde før 1. marts har jeg ikke
fået dine bemærkninger .. bare ærgeligt, men du er velkommen til
at prøve igen :-). PSu.
28. februar
2005:
Links på siden med
"SøndagAften" og ønske om at få mit nyhedsbrev virker IKKE. PSu.
27. februar
2005:
Det er søndag aften.
Jeg har netop opdaget at siden med "SøndagAften" og ønske om at
få mit nyhedsbrev ikke virker. Så hvis du vil have fat i mit
nyhedsbrev, må du skrive til mig på mail. Sorry - jeg arbejder
på sagen. PSu.
24. februar
2005:
Det er så dagen, hvor
hjemmesiden går i luften. Det bliver spændende at se, hvor mange
besøgende jeg får i løbet af den første tid. Jeg har ikke
markedsført siden udover den almindelige omtale til venner og
bekendte. Her i denne klumme vil jeg løbende komme med mine
betragtninger omkring lokale forhold, som er oppe i tiden. Lige
p.t. er klumme ikke så lang, men det bliver den nok med tiden. PSu.